Dollar levede for Musikhuzet

Harteg leverer en anden oplevelse af Musikhuzet.

Da jeg ramte Musikhuzet som frivillig for 12½ år siden, var det primært, fordi jeg havde genoptaget min ungdomsinteresse for fotografering, og jeg har altid holdt af at gå til koncerter.

Fototjansen var en super loppetjans med senere get-in end de andre frivillige. Det var fedt at skyde billeder af artisterne under de udfordrende lysforhold, og jeg kunne gå tidligere end de andre, når jeg havde sendt mine billeder til pressen.

Jeg havde en politik med at komme som fotograf halvdelen af gangene, og så komme gratis som gæst til den anden halvdel med gode medarbejderpriser i baren. Det var ren luksus!

Som andre organisationer - og dog ikke

Dengang havde jeg en opfattelse af, at stedet var som så mange andre organisationer, vi har herhjemme, eksempelvis mit gamle kollegie Sofiegården på Christianshavn med beboerstyrelse og rimeligt demokratisk opbygget. Men det var ikke noget, jeg tænkte synderligt meget over.

Jeg nød fototjansen, de mange koncerter og billige drikkevarer.

Det var først, da jeg blev ansat som projektmedarbejder i efteråret 2014 for at rydde op i nogle gevaldige bunker af rod, der havde samlet sig rundt omkring i huzet under det netop gennemførte Kulturbro byggeprojekt, at det gik op for mig, hvordan systemet var opbygget.

Som gammel militærnægter og med adskillige ansættelser på bagen i organisationer med forholdsvis flad ledelsesstruktur, så kom det bag på mig, hvor hierarkisk organisationen var.

I stedet for at stejle, så valgte jeg at prøve at forstå fornuften i denne styreform og begyndte at se fordelene i, at når jeg ingen beslutningskompetence havde, så havde jeg heller ikke noget ansvar for de beslutninger, der blev truffet – egentlig en ret stor lettelse i forhold til byrden i andre stillinger, jeg har haft.

Sara Fredsgaard til koncert i Musikhuzet - fotograferet af Peter A. Harteg i 2012.

Nyt ansvar

Et halvt år efter blev jeg tilbudt stillingen som PR & Marketingsansvarlig, og jeg fik samtidig personaleansvar på kontoret og kom med i ledergruppen.

Jeg har været med til at træffe beslutninger om frivillige i fællesskab med de andre ledere i gruppen (daglig leder, teknikchef, pedelkoordinator og souschef).

Jeg har aldrig haft direkte ansvar for de frivillige i huzet udover min deltagelse i ledergruppen og dens beslutninger – dog har jeg været med til at bortvise en frivillig en enkelt gang. Det var ikke nogen rar oplevelse.

I min tid har jeg oplevet en del initiativrige og kreative frivillige, der har ramt huzet med nogenlunde samme opfattelse, som jeg havde i begyndelsen - nemlig at det er en demokratisk institution.

De har efter nogen tid enten selv valgt at gå, eller de er kommet skævt ind på ledelsen og er i sidste ende blevet bedt om at gå.

Usmagelig shitstorm

For fire uger sin blev min chef, Dollar, suspenderet af bestyrelsen, og der rejste sig en shitstorm fra tidligere frivillige og et par tidligere ansatte i medierne mod Dollar og hans håndtering af frivillige. Jeg synes, at denne tilsvining af ham har været dybt usmagelig og urimelig.

Jeg vil medgive, at der har været enkelte sager, som jeg synes har været håndteret uheldigt og grænseoverskridende, og hvor en undskyldning ville være på sin plads.

Det er menneskeligt at fejle - selv for en chef. Vi i ledelsen - også Dollar - har altid gjort en dyd ud af, at folk, der var færdige i huzet, kom godt videre. Hvor de har valgt selv at gå hen efterfølgende, kan vi ikke tage ansvar for.

Der er som regel mindst to sider i en sag, og mange af de, der har medvirket i tilsviningen af Dollar i medierne, tilhører den gruppe, der ikke har forstået organisationen i huzet - eller de har bare trods flere forsøg været kropumulige at samarbejde med.

Det mest groteske i hele den tilsvining, der har kørt, er, at bestyrelsen ikke har nævnt et eneste ord om, at sagen skulle have noget at gøre med håndtering af frivillige eller arbejdsmiljø.

God arbejdsplads og fantastisk engagement

Jeg har nu været ansat i Musikhuzet i over 10 år, og det har været en af de bedste arbejdspladser, jeg har haft, og Dollar har været en af de bedste chefer, jeg har haft.

Bevares, tonen har været lidt hård i perioder, når der var stress på op til vigtige deadlines, og hold fast hvor kunne Dollar være irriterende med sine utallige daglige telefonopkald om forholdsvis ligegyldige småting, som han som en anden kontrol-freak prøvede at detailstyre og bare kunne have skrevet en mail om.

Men han havde et fantastisk engagement i sit arbejde med at lave fede arrangementer for publikum, og der buldrede han afsted med flere hundrede kilometer i timen 24/7, så alle omkring ham næsten mistede pusten.

'Sagen'

Da han blev suspenderet, så tænkte jeg først, at bestyrelsen måtte have noget virkelig slemt på ham, når de traf så hård en beslutning.

Der gik nogle rygter om noget rod med nogle coronapenge, privat tøjvask i kælderen og noget med en lejlighed - alt sammen bare rygter og småting, som man ikke kan fyre en chef på.

Efter et par dage - og et par søvnløse nætter - kom jeg frem til, at Dollar med sine forhandlingsevner nok skulle få en aftale på plads og komme tilbage. Det gav mig lidt ro i sindet.

Derfor kom det også som noget af en overraskelse for mig i forrige onsdag, da meldingen kom, at bestyrelsen har aftalt en aftrædelse med ham med omgående virkning.

Jeg bakker naturligvis op om bestyrelsens beslutning, og prøver at se fremtiden med samme optimistiske øjne som formanden gav udtryk for i avisen onsdag.

En trist afslutning

Selv Dollar har i perioder brokket sig over tidligere bestyrelsesmedlemmers manglende engagement og handlekraft, og han har også tit påpeget det absurde i, at vi sidder så mange mennesker på 50+ og arrangerer koncerter for de unge. En fornyelse med respekt for de rutiner og den viden, vi har oparbejdet, kan være godt og er tiltrængt.

Jeg synes dog, at det er en trist måde, at Dollars arbejde i Musikhuzet og for musiklivet på Bornholm slutter.

Han har lagt sit liv i huzet og udrettet helt fantastisk meget. Den anerkendelse og kredit fortjener han, selvom han en gang i mellem kunne være som en elefant i en glasbutik.