Oliekongen nyder sit nye liv

Nu er det ikke, fordi Breidablik er et lille hus. Som de fleste forbipasserende kan konstatere, er det et stort hus med en betragtelig have, der oven i købet blev udvidet, da Hans for halvandet år siden købte den tilstødende grunde på Rønne-siden.

– Der var sådan en kolonihave, hvor træerne havde fået lov at vokse helt op. Dem har jeg så skovet ned, og så har vi plantet frugttræer i stedet for. Så det er sådan noget, jeg går og hygger mig med. Der er jo altid noget, man kan lave. Men i forhold til det, vi kom fra, er det ikke slemt.

Mistede forældre som ung

Har man sagt Lehnsgaard, må man også sige rapsolie. Og det er Hans Hansens store fortjeneste. Men hans start på landmandslivet var en barsk sag. Allerede som helt ung mand i midt-tyverne stod han pludselig alene med et stort landbrug – ja, faktisk to.

Han voksede op i Olsker, men som stor dreng flyttede han med forældrene til en gård ved Aakirkeby. Da Lehnsgaard kom til salg i 1983, valgte Hans og hans forældre at købe gården sammen. Men efter få år døde begge forældre af kræft inden for et halvt år. Hans' to brødre var ikke interesserede i at gå landmandsvejen. Så stafetten og beslutningen om gårdene lå i sidste ende hos ham.

– Så stod man pludselig der og skulle tage stilling til alle mulige ting med to brødre, der læste i København. Hvordan skulle boet gøres op, og ville jeg overhovedet kunne sidde tilbage, når de skulle have deres del af boet? Vi skulle jo helst kunne se hinanden i øjnene, når vi sad sammen juleaften.

Men brødrene fandt en vej. Gården i Aakirkeby blev solgt, og Hans Hansen beholdt Lehnsgaard, som er en af Bornholms store og traditionsrige gårde, der flere gange har været kongehusets ejendom. Med gården fulgte 180 hektar landbrugsjord med, og det var godt, for Hans Hansen var mere til marker end til stalde.

– Jeg dyrkede korn, frø, raps – alle de gængse afgrøder. Jeg havde mange forpagtninger og passede jorden for nogle naboer, og så leverede jeg halm til varmeværket i Nexø.

Men selv om Hans Hansen havde fuld sving i butikken, mærkede han i løbet af halvfemserne, hvordan udviklingen og markedet gjorde det mindre gunstigt at være landmand uden dyreavl.

– Griseproducenterne skulle have jord for at komme af med deres gylle. Det ændrede jordpriserne, og jeg kunne ikke give lige så meget som dem, der havde mange dyr. Og jeg havde ikke lyst til at bygge en svinestald. Så der skulle ligesom ske noget andet.

Der var plads i bilen

Nogle gange er det små tilfældigheder, der kommer til at bestemme vores livsbaner. Og det må man sige, når man taler om rapsolieeventyret på Lehnsgaard. For eventyret begyndte med en nærmest tilfældig biltur til Sverige.

– Det var Finn på Frennegaard, der laver pasta, og så Nils fra Valsemøllen i Aakirkeby, der var på udkig efter nogle nye meltyper. Og der var en i Sverige, der var startet med at dyrke durum, som de skulle op og besøge. Der var plads i bilen, det var en efterårsdag, og jeg havde god tid, og så tog jeg med.

Den svenske durumavler var også begyndt at producere rapsolie. Så det fik de nysgerrige bornholmske besøgende også et kig på.

– Og så stod jeg og tænkte: "Det der, det kan jeg sgu også godt også finde ud af. Det skal jeg prøve." Og 14 dage efter var jeg i Sverige og hente en oliepresse.

Hans Hansen etablerede Lehnsgaard Rapsolie i 2003. Når en fødevareproducent starter en ny produktion, oven i købet af et forholdsvis ukendt produkt, ligger der som regel grundige markedsundersøgelser bag. Det lavede Hans Hansen også – på et meget jordnært niveau.

– Jeg gik ud i butikkerne og så, at en olivenolie kostede 40 kroner. Alle vil jo have olivenolie, fordi de har rejst ved Middelhavet, og James Bond har en oliven i sin Martini, men rapsolie er samme fine kvalitet. Så 30 kroner kan vi godt sælge det til. Så skal momsen væk og butikken skal have sin avance. Så jeg skulle kunne lave en flaske for en flad 10’er, ellers skulle jeg lade være. Og så var det jo bare at regne baglæns, om det kunne lade sig gøre.

En etiket til 80.000

Det kunne det. Men først skulle der flere penge på bordet. Arbejdstilsynet kunne nemlig ikke godkende Lehnsgaard som produktionssted. Til Hans Hansens held lå der i Aakirkeby et forsøgsanlæg – Bioraf – der med EU-støtte skulle producere biobrændstof, blandt andet af raps. Det kørte imidlertid så dårligt, at Hans Hansen fik lov at leje bygningen og købe maskinerne til en fornuftig pris.

Men den måske vigtigste investering var en etiket. Den var dyr. Men det skulle vise sig, at den var pengene værd

– Jeg gik til en grafiker for at få lavet layout for flasker og etiketterne. Og så fik jeg udarbejdet en såkaldt ’brand book’. Det kostede 80.000, og jeg fik sådan en rund skive – en cd, man kunne sætte i computeren. Så sad jeg og kiggede lidt på den, og så sagde jeg til dem: "Når jeg betaler 80.000 for noget, får jeg normalt rigtig meget metal med maling på."

Men Hans havde besluttet at gå all-in, så grafikerregningen blev betalt. Og at pengene var godt givet ud, viste sig et halvt år senere, da han stod på Roskilde Dyrskue med sin første produktion af rapsolie.

– Så kom der en forbi inde fra Axelborg, hvor de havde et fælles projekt med Hjerteforeningen om at få færre mættede fedtstoffer i fødevarene. Og så sagde han: "Du skal med i vores projekt, for du er den eneste, der har en flaske, der er pæn." Hold da kæft – så var der payback for den investering.

Projektet viste sig at være en fantastisk branding, da en diætist i Hjerteforeningen udviklede en række opskrifter med rapsolie i en kogebog, der blev givet sammen med ugebladet Hjemmet i 300.000 eksemplarer.

– Når vi så var ude på sådan en fødevareudstilling, og jeg prøvede at proppe en flaske i halsen på fru Pedersen, kunne jeg jo godt se, at hun ikke anede, hvad hun skulle bruge det til. Men hvis der kom en kogebog med, var det en anden sag. Så ringede de efterfølgende og fortalte, at de ikke kunne finde min olie. Og så kunne jeg sige: "Nu tager du kogebogen og går ned til købmanden og siger, at det produkt vil du have. Og bed din nabo om at gøre det samme."

Efterspørgslen fra detailkunder var i høj grad med til at få Lehnsgaard ud i butikkerne. Oven i det valgte kokken Claus Meyer at tage Lehnsgaard med i tv-programserien ’Smagen af Danmark’. Jo – det kørte som smurt i … rapsolie.

Glemte bukser inden hofbal

Hans Hansen havde succes, men han mødte også sine egne begrænsninger. For nok er han en dygtig landmand og iværksætter, men sælger er han ikke.

– Det med at stå og skamrose sit eget produkt ligger sgu ikke til mig. Jeg har det bedst med at stå i en sort t-shirt ude i produktionen. Så jeg fandt ud af, at jeg skulle have en grossist, der kunne stå for alt det der.

Efterhånden som omsætningen voksede, oplevede han også, hvordan spillet med de helt store detailkæder kan være en barsk omgang.

– Dengang jeg startede, var der Dansk Supermarked, Dagrofa og Coop. Og hvis man kom ind det ene sted, var de to andre ikke glade. Så det var hele tiden en balancegang. Og de prøvede at presse prisen. Der har da været tidspunkter, hvor jeg har tænkt: "Hvad fanden laver du her? Du kunne gå hjemme på gården, lave lidt sort brænde og gå og hygge dig med et græsstrå i munden."

Der var dog et tidspunkt, hvor sælgeren Hans Hansen strålede. Det var i 2017, da selveste Dronning Margrethe slog turen forbi Lehnsgaard for at snuse til rapsolien.

– Hun var på sit sommertogt rundt i landet, og her på Bornholm skulle hun rundt og besøge nogle fødevarevirksomheder. Jeg tror, det var den daværende borgmester, Winni Grossbøll, der havde arrangeret det, for jeg har altid drillet hende med, at jeg blot var sat på jorden for at betale skat til hendes kommune.

Selv om der ikke kom det store salg ud af dronningens besøg, var det en sjov og stor oplevelse med kongeligt besøg på Lehnsgaard, som små 300 år før havde været kongens ejendom.

– To måneder før besøget kom PET og lavede en sikkerhedsgodkendelse. Og så var hendes ceremonimester på besøg og lavede en plan for forløbet. Vi havde jo lavet et bord med smagsprøver af olie og sennep, som vores datter fik lov at præsentere. Hun kom da også lige til at snige et ’du’ ind i samtalen med dronningen – men det fik hun hurtig rettet op på.

Men der sluttede festen ikke for Hans Hansen. Han og fru Dorthe blev efterfølgende inviteret til sammenkomst på kongeskibet. Og to måneder senere til middag og slotskoncert på Frederiksborg Slot.

– Vi fik en udførlig indbydelse, og dresscoden var smoking og lang kjole. Så jeg måtte ud og købe en smoking. Jeg var dog nødt til at få bukserne lagt op, og 10 minutter før vi skulle af sted til slottet, gik det op for mig, at jeg havde glemt at hente dem hos skrædderen. Så jeg gik til kongeligt bal i smokingjakke og et par sorte bukser, jeg havde lånt af min nevø i København.

Vigtigt, at virksomheden fortsætter

2017 var også det år, Hans Hansen besluttede at skille sig af med Lehnsgaard Rapsolie. Tanken havde allerede spøgt, selv om han kun var 55 år. Og pludselig ringede telefonen, og en mandsstemme spurgte, om han ikke snart skulle på pension. En fræk tilgang – men det gav pote.

– Det siger også lidt om folk – at man har lidt frækhed og kan sælge. Og jeg kunne tydeligt mærke på ham, at han havde den entusiasme, der skulle til. Jeg tror ikke engang, der gik en måned fra vores første møde, så havde vi lavet en aftale.

Aftalen med Henrik Kai Hansen – som stemmen tilhørte – blev i første omgang et 50-50-partnerskab og så en overdragelse over en årrække, hvor Hans Hansen gradvist er blevet købt ud af firmaet.

– Man kan jo ikke låne penge i banken til at købe sådan et firma, så det var den eneste måde, han kunne komme i gang på. Som sælger skal man heller ikke presse citronen. Jeg kan jo alligevel ikke spise mig mæt mere end en gang, og jeg har ikke brug for en bil med fire ringe i næsen. Det betyder mere for mig, at virksomheden fortsætter, og at jeg har været med til at starte noget, der holder ind i fremtiden.

Et nyt eventyr?

Det er tre et halvt år siden, Hans Hansen formelt sluttede i Lehnsgaard Rapsolie. Men det er ikke helt slut med at udvikle den bornholmske fødevareproduktion. Nu er rapsen blot skiftet ud med kikærter og linser.

– Food Bornholm er en gruppe landmænd, der vil producerede planteproteiner – linser og kikærter og sådan noget. Jeg har så siddet med i bestyrelsen og hjulpet lidt til. Det er jo spændende, om man kan hjælpe sådan noget nyt i gang.

I en tid, hvor der af hensyn til klimaet bliver skåret ned på kødet mange steder, er der et voksende behov for alternative proteiner. Det særlige mikroklima på Bornholm giver relativt gode vilkår for dyrkning af for eksempel linser og kikærter. Derfor ser landmændene i Food Bornholm mulighed for at komme ind på det marked.

Ideen taler til iværksætter-trangen hos Hans Hansen. Men det vil kræve tålmodighed, tror han – også mere end der skulle til for at få rapsolien ind i de danske køkkener.

– Skiftet fra smør og margarine til olie er ikke så krævende. Men hvis du er vant til hakkebøffer, så skal der en del til, for at du skifter det ud med linser. Der bliver snakket rigtig meget om det, men der er stadig en meget lang vej. Jeg tror, det er de nye generationer, vi skal ned og have fat i.

I første omgang er det heller ikke detailhandlen, men de store køkkener, der skal satses på som aftagere. I virksomheder og institutioner er der ofte krav om vegetarisk mad, og det er i højere grad der, salgsmulighederne ligger, vurderer Hans Hansen.

Det er da heller ikke, fordi planteproteinerne for alvor er slået igennem i køkkenet på Breidablik.

– Nej, det kan jeg ikke påstå. Vores datter gjorde det mere end os. Så det er næste generation, vi skal satse på. Og så en gradvis overgang. Det er noget med at smide 20 procent linser i, hvis du laver en bolognese, eller komme lidt i salaten.

Gjorde ham til cykelrytter

Food Bornholm er en af flere små aktiviteter, Hans Hansen går og hygger sig med. En anden af Fonden Gudhjem Svømmehal, hvor man netop nu har gang i byggeriet af et nyt varmtvandsbassin. Og så har rejselivet fået lov at fylde mere og mere. Dels til København, hvor der er børnebørn, der jævnligt skal passes. Men også sydpå – og helst på to hjul.

– Jeg tager gerne to cykelture om året, hvis jeg kan komme af sted med det. Så jeg har været op ad stort set alle de kendte bjergtoppe i alperne – Alpe d’Huez, Galibier, Telegraph og så videre. Jeg har også cyklet hele vejen fra Atlanterhavet til Middelhavet over Pyrenæerne.

Man bliver helt mat i knæene af at høre om de tusindvis af kilometer og umenneskelige stigningsprocenter, Hans Hansen har lagt bag sig. Man ser også på hans trimmede figur, at det er en veltrænet rytter, der taler. Grundformen bliver pudset af hver tirsdag og torsdag formiddag, hvor han mødes med en flok ældre cykelmotionister, der blandt andet tæller den tidligere toprytter Jørgen Marcussen, og så går turen et halvt hundrede kilometer i en fast rute over Aarsballe, Klemensker og Nyker, inden de slutter med kaffe i Rønne.

Han har altid været glad for sport og aktiv fodboldspiller. Men det var faktisk en alvorlig oplevelse, der satte cyklingen i gang. Et kort øjeblik troede han nemlig, at han skulle lide samme skæbne som sine forældre, der begge døde af kræft.

– Min far døde af prostatakræft, og så havde jeg nogle symptomer nede i underlivet, som jeg tænkte, jeg hellere måtte få undersøgt. Da jeg så kom, nåede jeg ikke engang hen på lægens kontor. Han kom mig i møde på gangen og fortalte, at jeg skulle stille på Rigshospitalet til undersøgelse næste morgen klokken 10. Så rullede øjnene jo rundt i hovedet, og der kom lige et flashback til mine forældre.

Det var heldigvis falsk alarm. Men det fik Hans til at støtte op om en bornholmsk version af Team Rynkeby – en cykeltur til Paris, der samler penge ind til kræftramte børn. Han var med på turen tre gange, og siden har motionscyklingen været en væsentlig del af hans liv.

På den grønne gren

Hans Hansen fylder snart 66 år. Formelt set er han således ikke pensionist. Han foreslår selv betegnelsen ’selvvalgt arbejdsfri’. Det betyder så langt fra, at han ikke har en hverdag med mange gøremål. Men forskellen er alligevel til at tage og føle på i forhold til dengang, han var i fuld sving med rapsolien.

– Dengang stod jeg op klokken halv seks, tog ned på arbejdet for at sætte kaffe over, til når de andre mødte, og var der noget lørdag og søndag, tog man også derned. Nu sover jeg til halv syv, men så skal jeg også ud med hunden. Så skal huset males, eller nogen venner skal lige have en hjælpende hånd. Forskellen er, at det gerne må tage tid. Før tog jeg en kaffepause et kvarter. Nu må den godt tage tre kvarter. Og det nyder jeg. Vi er på den grønne gren økonomisk – det tør jeg godt sige højt. Og jeg har været selvstændig, siden jeg var 23 år, så nu skal der være tid til andre ting end arbejde.

Det kom til at forandre mit liv

Det er, at mine forældre dør så tidligt. Lige pludselig står man på helt egne ben og skal stå for det hele selv. Når jeg sammenlignede mig med andre, der stadig havde deres forældre, så savnede jeg nok det trygge rum, hvor jeg kunne køre hen og lægge mig på sofaen, og så havde jeg helle, for her var det nogle andre, der havde ansvaret. Det forsvinder jo med årene, men i starten fyldte det meget.

Det ville jeg gerne have gjort anderledes

Vi er tre brødre, og det lå lidt i kortene, at jeg skulle tage landmandsuddannelsen, for min far mente, at jeg var den bedste til at køre traktor. Men jeg tror sgu nok, jeg ville have rodet med tal, hvis ikke jeg var blevet landmand. Jeg siger ikke, jeg ville bytte, for jeg har haft det godt med at være en fri fulg. Men jeg tror, jeg ville have taget en længere uddannelse lige som mine brødre, hvis jeg havde haft en anden opvækst.

Det ville jeg have rådet mig selv til

Jeg blev selvstændig som 23-årig, og det var måske lige for tidligt. Jeg nåede at være i Australien et halvt år. Men jeg tror egentlig, jeg burde have set lidt mere af verden og fået noget mere erfaring, inden jeg startede som selvstændig.

Det er jeg stolt af

Det er det, man kunne klare at drive gården dengang. De første år lå man jo og slåssede med en rente på 17 procent. Jeg gav mig selv den opgave at købe en nabogård – og så en til. Og det lykkedes. Olien selvfølgelig. Og så det med, at vi altid har haft fokus på udviklingen – om der ikke er noget, vi ville kunne gøre bedre i morgen?

Det sætter jeg pris på hos andre mennesker

Tålmodighed, tillid til hinanden og glæden ved at være sammen med andre mennesker. Jeg har blandt andet haft nogle gode kammerater, som jeg har cyklet med, hvor det bare har swinget fra starten, fordi vi delte de egenskaber. Og når man først får det samme tøj på, er vi sgu alle ens.

Det vil jeg gerne nå

Jeg har store planer om, at vi skal ned at opleve New Zealand og Australien, hvor jeg jo engang har været. Men Dorthe synes desværre, at det er for langt at rejse. Og ellers er det jo bare at se ens børn og børnebørn vokse op, og så nyde det, vi har opbygget.

Her tænker jeg godt

På Lehnsgaard havde vi en fast rute i skoven, hvor man kunne gå og kigge ud mod Christiansø. Det gav ro i sjælen. Nu er den tur jo blevet afløst af mine ture her på bakken, når solen står op og man ser byen vågne. Det kan jeg sidde at glo på i timevis.