Tidende har på bagkant af historien endnu en gang forsøgt at få Musikhuzets bestyrelse i tale. Juraprofessor Anders Ørgaard sagde nemlig i Tidende i lørdags, at han mener, at bestyrelsen har pligt til at handle på det materiale, som den blev forelagt i sommer, og at bestyrelsen bør rejse et erstatningskrav mod Peer Kofoed Andersen.
– Hvis bestyrelsen ikke rejser erstatningskravet, risikerer medlemmerne selv at blive erstatningsansvarlige for det tab, som institutionen lider, sagde Anders Ørgaard til Tidende.
Fra Musikhuzets bestyrelse vælger man dog fortsat at forholde sig tavs. Tidende ville blandt andet gerne spørge bestyrelsesmedlemmerne, om de er enige i, at der er blevet svindlet i Musikhuzet, og om de nu mener, at der bør indgives en politianmeldelse mod Peer Kofoed Andersen. Kun Kathrine Holm Nilsson og næstformand Jens Borup vendte tilbage på Tidendes henvendelse i weekenden, og begge henviste til bestyrelsesformand Mikkel Bach-Jensen.
– Jeg synes, du skal tage fat i vores formand Mikkel Bach-Jensen, skrev Kathrine Holm Nilsson til os.