– Nej, for på det tidspunkt kørte det fint. På det tidspunkt var der ikke nogen, der følte sig udnyttet. Men der har alligevel været mange henvendelser, siger han.
– Det handlede om, hvorfor de frivillige ikke kunne få mad, men altid kun gammelt bagerbrød, når der var arrangementer. Og hvorfor de frivillige ikke kom på de ture, som vi var blevet lovet, siger Thomas Stibolt Brodersen.
At bringe de frivilliges kritik op i bestyrelsen kostede hurtigt bestyrelsesposten for Thomas Stibolt Brodersen.
– Peer blev sur, da jeg alligevel bragte kritik op. Så blev jeg bedt om at gå på den måde, at Peer skrev min opsigelse, som jeg så skulle sende til den daværende bestyrelsesformand, siger han
Hans plads i bestyrelsen overtaget af Torben Severinsen, der onsdag blev udpeget som konstitueret leder af Musikhuzet.
– Peer og en anden i ledelsen har selv udpeget alle de medarbejdere, der trådte ind i bestyrelsen. Den eneste, som de ikke havde styr på, var kommunens repræsentant, siger Thomas Stibolt Brodersen.
Kommunens mand hjalp ikke
Også tidligere frivilligkoordinator Michael Ramgil oplevede, at frustrationerne blandt Musikhuzets frivillige blev holdt væk fra bestyrelsen.
– Vi holdt møde hver tirsdag, hvor et medlem af bestyrelsen også deltog. Men hvis man bragte noget kritisk op, var det foran Peer og andre fra ledelsen. Og så blev det lukket ned med det samme, siger han.
I Michael Ramgils tid i Musikhuzet fungerede stedets nu konstituerede leder Torben Severinsen som medarbejdernes repræsentant i bestyrelsen. Michael Ramgil fortæller, at også Torben Severinsen var med til at holde kritikken nede.