En retning, vi kan bruge til noget

En retning, vi kan bruge til noget
Når man bliver budt op til dans, følger der også et ansvar med, mener Anne Thomas. Arkivfoto: Jesper Gynther
SYNSPUNKT | DEBAT | 3. JUN • 15:30
Af:
Anne Thomas
medlem kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet
SYNSPUNKT | DEBAT | 3. JUN • 15:30

Anne Thomas (S) siger "tak for at byde op til dans" til den nye regering og dens regeringsgrundlag.

Det nye regeringsgrundlag er ikke skrevet til Bornholm, men flere steder føles det alligevel, som om nogen har lyttet til nogle af de udfordringer, som vi kender herfra.

Derfor er min første reaktion egentlig:

Tak for at byde op til dans.

Tak for at tale om børn og trivsel som mere end testresultater.

Tak for at tale om grøn omstilling som mere end megawatt.

Tak for at tale om landkommuner som andet end steder, der skal “afvikles ordentligt”.

Og tak for at genopdage, at velfærd, erhvervsliv og lokalsamfund hænger sammen.

For det gør de.

Positivt

Hvis ikke mennesker kan finde spændende jobs, ordentlige boliger og en hverdag, der hænger sammen, bliver det svært at fastholde både familier, virksomheder og velfærd.

Derfor er det positivt, at regeringen lægger op til:

- større investeringer i børn og unge

- mere lokal frihed i velfærden

- stærkere lokalsamfund

- bedre vilkår for udvikling udenfor de største byer

- større lokal gevinst ved grøn energi

Det er en retning, Bornholm kan bruge til noget.

Ansvar

Men når man bliver budt op til dans, følger der også et ansvar med - for så skal man selv træde ind på gulvet.

Bornholm må ikke nøjes med at håbe på, at udviklingen drypper ned på os. Vi skal selv være tydelige om, hvad vi vil med øen. Vi skal insistere på, at den grønne omstilling også skal skabe lokale arbejdspladser og virksomheder.

Vi skal bruge vores natur og fællesskaber som styrker. Vi skal turde tænke mere langsigtet om bosætning, børn, erhverv og velfærd, og vi skal gøre det uden konstant at rive tæppet væk under hinanden politisk.

For noget af det mest interessante i regeringsgrundlaget er faktisk erkendelsen af, at udvikling kræver retning og stabilitet.

Det gælder også her.

Hvad gør Bornholm stærkere?

Bornholm bliver ikke stærkere af mere uro, flere symbolsager eller kortsigtede løsninger. Vi bliver stærkere, hvis vi kan samle kræfterne om nogle fælles retninger for øens fremtid.

Jeg tror faktisk, at mange bornholmere længes efter netop dét:

Mindre støj, mere retning, mere samarbejde og mere fremtid.

Så ja: Tak for dansen.

Nu skal vi vise, at Bornholm også kan følge rytmen — og sætte vores eget præg på den.



Følg debatten på facebook!

INDENFOR

Nu styrer Linda Hodda
EKSKLUSIV | ABONNENT

Nu styrer Linda Hodda

En spontan mail, og pludselig stod Linda Olsen som leder af Folkehuset Hodda.
Oliekongen nyder sit nye liv
EKSKLUSIV | ABONNENT

Oliekongen nyder sit nye liv

Manden bag rapsolie-eventyret på Lehnsgaard.
FÅ ABONNEMENT