Nu styrer Linda Hodda

En spontan mail, og pludselig stod Linda Olsen som leder af Folkehuset Hodda. En opgave, som ligger langt fra det, den tidligere tv-journalist ellers har beskæftiget sig med. Men det vigtigste i jobbet er at komme på bølgelængde med andre mennesker, og det har hun altid været god til.

Hvis man går en tur med Linda Olsen i Rønne, kan man godt få det indtryk, at hun kender samtlige byens indbyggere. Forbipasserende får et ’hej’ og et smil. Der vinkes til bilerne. Cykelryttere hilses med ’god tur’.

Men man skal ikke lade sig narre. For hende er det bare naturligt at række ud til mennesker – om hun kender dem eller ej.

– Da jeg på et tidspunkt var på Aarhus Universitet, blev jeg kaldt for ’socialministeren’, fordi jeg bare kan noget med sociale relationer. Og det får jeg mulighed for at dyrke fuldt ud nu, fortæller hun.

Som leder af Folkehuset Hodda er hendes job at skabe overskud – socialt overskud. Bevares, butikken skal helst løbe rundt på et tidspunkt. Men det andet er vigtigere. Derfor får man heller ikke hurtig betjening, når man køber en kaffe eller en kakao med skumfiduser i Hodda. Men man får smil og måske en sludder med barpersonalet eller de andre i køen.

– Vores ansatte er ikke bartendere, de er ansat til at være værter. Det er vigtigt for mig, at alle, der kommer ind, har øjenkontakt med et menneske eller to eller tre og også meget gerne får talt med nogen, inden de går ud igen.

Som tv-journalist med mange år på TV 2 stod det ikke skrevet i sol og måne, at Linda Olsen en dag skulle stå og lave kaffe bag disken på Store Torv. Men Lindas liv har taget mange bugtninger, og glæden og interessen for andre mennesker har hele tiden været den røde tråd.

Mistede far som fireårig

Et kendetegn for Linda er det strålende smil, der næsten ikke er til at tørre af, selv når man – for kameraets skyld – beder hende se alvorlig ud.

Der er især én person, hun tilskriver smilet og det lyse sind: hendes farmor.

– Når der var noget, der var tungt, som vi skulle vende, så sagde hun altid bagefter, at vi også skal huske at grine. Og så sagde hun: "Hvad skal vi grine af – det ved jeg ikke." Og så begyndte hun at grine. Den der lattermildhed har altid være i mit liv. Vi kommer jo alle sammen igennem hårde ting i vores liv, så spørgsmålet er bare, hvordan vi håndterer det. Det lærte jeg af hende.

Og det er bestemt ikke, fordi Linda ikke har oplevet livets tunge sider. Allerede som fireårig mistede hun sin far. Men opvæksten med hendes mor og søster i den lille by Hinnerup nord for Aarhus var alligevel god og tryg med både morens og farens familie tæt omkring dem.

– Vi har altid haft et meget socialt hjem med åbne døre og mange mennesker og gæster og sådan noget. Så det er nok noget, jeg har taget med hjemmefra.

Hun er uddannet journalist. Og det fag tog hun tidligt hul på. Som teenager i Hinnerup skrev hun artikler i det lokale beboerblad og lavede ungdomsradio.

– Det var noget af et miljø at være i, men det var pissefedt, og vi fik lov til alting. Det var dengang, der var telefonbokse. Så lavede vi sådan noget med, at man ringede op til telefonboksen og hvis nogen tog den, kom de direkte i æteren. Halløj! Vi havde virkelig mange gode timer.

På det tidspunkt tænkte hun dog ikke så meget på, hvad hun skulle uddanne sig til. Tingene fik lov at komme, som de kom. Og pludselig en dag var der nogen, der tilbød hende et job i et firma, der solgte italienske fliser. Der startede en flirt med det italienske, der kulminerede, da hun et år senere

reagerede på en annonce fra en italiensk restaurant, der søgte personale.

– Jeg troede faktisk, stedet lå midt i Firenze. Men det viste sig at være i en lille bjergby med en bus, der afgik to gange om dagen. Det tog mig lige et par dage at vænne mig til det. Jeg kunne slet ikke nok italiensk, men det fik jeg lært, for det var jeg nødt til. På en af mine første fridage ville jeg tage ind til Firenze, men så fik jeg at vide af en italiensk kollega, at det kunne man bestemt ikke gøre som enlig kvinde. Men så lærte han mig fire-fem bandeord, og så tog jeg afsted.

Selv om hun kun boede i Italien i fire måneder, ser Linda Olsen tilbage på det som en af hendes store oplevelser i livet.

– Det var en virkelig fed tid. I år er det 25 år siden, jeg var der, og jeg taler stadig med mange af de mennesker, jeg lærte at kende. Jeg arbejdede jo sammen med folk fra rigtig mange steder. Og når man rejser ud i verden, bliver man også meget bevidst om sin egen kultur. Vi har det jo på mange måder utrolig godt i Danmark.

Løb med statsministeren

Statsminister Anders Fogh Rasmussen forsøgte aldrig at lade som om, han var folkelig – nærmest tværtimod. Han var den fejlfri politiske leder med en ulastelig livsstil, næsten som et overmenneske. En side, han gerne viste frem for offentligheden, var hans gode løbeform. Og den fik Linda Olsen lov at opleve som nyuddannet journalist på TV 2 engang i slutningen af nullerne.

– Jeg fik lov at lave et løbende interview med ham. Men jeg var slet ikke i form til det. Så da jeg begyndte at stille nogle kritiske spørgsmål, satte han bare farten op, og så var han væk med sine PET-agenter.

Det blev tv-journalistikken, der blev hendes fag. I alt 12 år blev det på TV 2, hvor hun fik lov at lave prøve lidt af hvert – Go’ Aften Danmark, Presselogen, politisk journalistik. Men det blev først og fremmest kriminalstoffet og det klassiske kriminalmagasin Station 2, der kom til at fylde i den journalistiske karriere.

– Jeg var med til at lave et program, der hedder Politirapporten, hvor man fulgte politiets arbejde i forskellige kredse som fluen på væggen. Jeg kørte blandt andet med betjentene i Vestegnens Politi i halvandet år. Der lærte man virkelig hinanden godt at kende. Mens jeg var derude, var der en betjent, der blev dræbt af en sindssyg person. Det var et hårdt slag, men de var bare sindssygt gode til at håndtere det og tage både mig og fotografen med i sorgarbejdet. Så jeg kommer aldrig til at lave noget kritisk om Vestegnens Politi.

Gik ”undercover” i udskældt ghetto

Arbejdet med politiet og kriminalstoffet fik Linda Olsen til at interessere sig for den anden part i fortællingen – de kriminelle.

– Når man kører med politiet, møder man jo mange kriminelle, og jeg har aldrig været meget nysgerrig omkring menneskerne bag kriminaliteten. Jeg har altid troet på, at hvis man kigger folk i øjnene kan man se, om det er gode eller onde mennesker. Og jeg har også mødt mange folk i fængslet, og der er altid en forklaring på, hvorfor de er havnet der. Ikke en undskyldning, men en forklaring.

Interessen fik hende til at tage en diplomuddannelse i kriminologi ved siden af hendes arbejde. Siden har hun tituleret sig selv ’journalist og kriminolog’. Året efter blev hun bevilget et år på Constructive Institute på Aarhus Universitet til at undersøge mediernes dækning af socialt udsatte boligområder – de såkaldte ghettoer. Og for at dedikere sig fuldt ud til den opgave flyttede hun selv ind i den belastede bydel Gellerupparken.

– Som barn fik jeg altid at vide, at jeg ikke måtte gå ind i Gellerupparken, så det var lidt vildt pludselig at flytte ind. Men det var en god oplevelse. Jeg følte mig aldrig utryg og blev aldrig udsat for noget ubehageligt, og jeg mødte mange sjove mennesker. Der var en somalisk familie i opgangen med seks børn, og de var bare fantastiske. Vi havde nogle rigtig gode snakke. Det handler jo om at være nysgerrig og indlede en samtale.

Chef på Danmarks mest udskældte medie

Kan du huske Radio Loud? Den lille, nye radiokanal, der i 2019 til alles overraskelse vandt udbuddet om den nye DAB-kanal.

Sjældent – hvis nogensinde – har et dansk medie været udsat for så meget mishag, ja, næsten had. Ikke på grund af programmerne, men fordi Loud havde vundet den kanal, som alle troede, Radio 24syv ville få. Radiostationen var altså indirekte skyld i, at 24syv med populære figurer som ’Kirsten Birgit’ og Anders Lund Madsen måtte lukke. Kultureliten var rasende.

Og i midten for al den vrede stod Linda Olsen, der netop havde landet sit første rigtige chefjob. En voldsom oplevelse.

– Når jeg skulle ud ad min gadedør derhjemme, kunne jeg komme til at tænke: hvem møder jeg nu, der synes, jeg er en idiot? Det var den følelse, man nogle gange havde.

Hun var med på holdet, fra ansøgningen blev sendt, og hun kom med en masse ideer efter sit ophold hos Constructive Institute. På Radio Loud fik hun som nyhedschef en helt blank spillebane og mulighed for at ansætte en masse unge og entusiastiske journalister. Det var egentlig perfekt.

– Jeg var megaglad for det, vi lavede. Der blev virkelig talt konstruktiv journalistik, og vi inviterede en masse unge til at være med til at udvikle vores indhold. Jeg synes, vi lavede rigtig mange sjove ting, som jeg godt kunne have ønsket fik lidt bedre luft under vingerne.

Men luften under vingerne kom desværre aldrig. Radio Loud havde svært ved at få hul igennem til den store lytterskare. De dårlige målinger fik de kritiske røster til at blive endnu kraftigere. Linda var som journalist vant til lidt af hvert, men hun havde det svært med at være chef for ansatte, der dagligt skulle høre på, at deres journalistik blev hånet, blandt andet af kulturpolitikere i den offentlige debat.

– Jeg kunne ikke passe på mine medarbejdere. Jeg havde rigtig mange unge journalister, nogle af dem var i deres første job, og de blev kaldt ud med navns nævnelse i politiske samråd. Det var fuldstændig utidigt, men jeg kunne ikke gøre noget ved det, og det var hårdt. Og til sidst blev det for hårdt.

Linda er ikke typen, der giver op og stikker halen mellem benene. Så det var på ingen måde en nem beslutning at opsige sin stilling. Men det var nødvendigt. Hun stoppede på Radio Loud uden at vide, hvad fremtiden skulle bringe.

– Det har jeg aldrig været bange for. Jeg er jo fra Jylland, så jeg har altid lidt opsparing i baghånden. Derfor er jeg ikke så bange for at springe ud i nye ting, for jeg tænker altid, at jeg nok skal klare den.

På Bornholm kom privat-Linda i fokus

Når man kigger ned ad Linda Olsens lange cv, imponeres man over, hvor mange forskellige ting hun har lavet, og hvor mange forskellige jobs hun har haft. Der har simpelthen været fuld knald på arbejdslivet, lige siden hun gik ud af skolen.

Men da hun valgte at flytte til Bornholm, var det for en gangs skyld ikke arbejdet og karrieren, der fik lov at bestemme, hvad næste skridt skulle være. Det var et slags indre behov.

– I første omgang handlede det bare om, at jeg gerne ville bo herovre. Og så måtte det med jobbet komme efterfølgende. Jeg tror, det var første gang i lang tid, jeg prioriterede mit private jeg.

Det startede med et sommerhus. En dag var hun ude at køre med sin ven, der var flyttet til Bornholm, og kom forbi et hus i Vang, der var til salg.

– Det var en aften med solnedgang. Pludselig var der et hus på bakken, der var til salg, og jeg råber bare: "Stop bilen!" Få dage efter gik jeg allerede rundt med ejendomsmægleren og en tommestok og lavede planer for, hvordan man lige kunne lave alt muligt i huset.

Det var bare tænkt som sommerhus. Men købet sker samtidig med, at arbejdet på Radio Loud for alvor begynder at trække tænder ud. Og så kommer beslutningerne om at sige op og flytte permanent til Bornholm nærmest oven i hinanden.

– Jeg følte simpelthen, at jeg trængte til et sceneskifte. Hvis du ser dit liv som en taburet, så har den tre ben: arbejde, bolig og kærlighedsliv. Og hvis to af dem vakler, så kan det være svært at holde balance. Og så kan man jo vælge helt at stå af taburetten og gøre noget andet. Det var nok det, jeg gjorde.

Knud på 97 blev den nye bedste ven

Det var oktober med løvfald og snigende kulde, da Linda flyttede ind i Vang. Et kontant møde med Bornholm på godt og ondt.

– Jeg flyttede ind den sidste lørdag i efterårsferien, hvor alt lukker ned. Og så siger øen jo bare pfff … gassen går af ballonen. Det var lidt skræmmende, men også fantastisk. For pludselig kommer alle dem, der bor her fast, og banker på døren og spørger, hvem man er.

Det var ikke, fordi hun ikke var blevet advaret. Hun havde hørt skrækhistorier fra venner, der var flyttet til Bornholm og oplevede, at de havde svært ved at få netværk og blive en del af lokalsamfundet. Men for Linda var oplevelsen nærmest stik modsat. For i Vang kommer man hinanden ved, og der er rigeligt med hjerterum til en tilflytter.

– Min farmor sagde til mig: "Du skal bare gøre, som du plejer." Og det havde hun nok ret i. Det handler jo også om, hvordan du selv møder folk. Når de så kommer og banker på din dør, om du siger: "Hvad vil I?" Eller om du siger: "Kom indenfor.”

I huset over for boede Knud Simonsen, der havde rundet 94 år, da hun flyttede ind. Et bekendtskab, der nok ville være lidt op ad bakke, tænkte Linda ved første syn. Men der tog hun fejl. Knud blev hurtigt et af de mennesker, hun så mest til.

– Han var et virkelig skønt menneske. Vi læste avis sammen – hver vores sektion – og diskuterede det, vi læste. Han var katolik, og jeg er protestant, så vi diskuterede også lidt religion. Han lånte også gerne mine ’tænkepause’-bøger fra Aarhus Universitet, og så diskuterede vi også dem. Han var virkelig bare et spændende menneske, og det var en sorgens dag, da han døde som 97-årig. Men nu er der flyttet et ungt par ind, som har fået to skønne børn, og det er også dejligt.

Folkemøde-ros fra Bertel

Et halvt år. Så lang tid gav Linda Olsen sig selv til at gå hjemme og renovere sit nye hjem i Vang. Den tidsplan holdt ikke, for hun er først for nyligt blevet nogenlunde færdig. Til gengæld kom arbejdslivet forholdsvis hurtigt i gang igen. Det var i corona-årene, hvor Folkemødet var digitalt og blev afviklet næsten som en tv-udsendelse. Så må de da kunne bruge en erfaren tv-dame, tænkte Linda. Og det kunne de. Og da den programansvarlige for hovedscenen stoppede, var hun også klar til at tage over der.

– Hovedscenen er jo alt det politiske, så det handler om at få partiledertalerne til at fungere og også underholdningen rundt om. Så det foregik med en fod på Christiansborg og en fod i Folkemødesekretariatet. Det var sjovt.

Det blev til tre folkemøder for Linda Olsen. Og det var næsten den ultimative belønning, da hun til sidst fik ros for sin indsats af Bertel Haarder – Folkemødets ’fader’.

– Han kommer hen og spørger, hvem der har sørget for, at skoleskibet Georg Stage sejlede ind under åbningen af mødet. Han lægger jo mærke til sådan nogle detaljer. Men det var også meget smukt og fantastisk, og det var faktisk noget, jeg havde brugt oceaner af tid på at arrangere. Så med rosen fra Bertel Haarder følte jeg, at nu havde jeg sgu nået toppen.

Tilfældig mail førte til Hodda

Historien om Folkehuset Hodda begynder med en lille tilfældighed. En lille rosemail, som Linda Olsen rent intuitivt fik lyst til at sende.

– Jeg var i København til nogle møder, og så sad jeg i mellemtiden og arbejdede i Absalon på Vesterbro – det første kulturhus, som Lennart Lajboschitz åbnede. Og så blev jeg bare ramt af den gode stemning og kom til at tænke, hvor fantastisk det ville være med sådan et sted på Bornholm. Så fandt jeg en mail til Lennart og skrev så til ham, hvordan jeg oplevede de fantastiske rammer på Absalon, og hvis han havde lyst til at åbne et sted på Bornholm, havde jeg en masse gode ideer.

Hvad hun ikke vidste var, at Lennart Lajboschitz allerede ejede et hus på Store Torv, hvor han tidligere havde haft en Tiger-butik, og at han faktisk havde haft tanker om et kulturhus. Og pludselig gik tingene stærkt.

– Lennarts assistent skrev tilbage på min mail, om han måtte ringe. Så havde vi en god snak, han kom herover til Rønne, og vi gik rundt i bygningen og drømte om, hvad man kunne lave. Og så sagde han: "Hvis det her skal ske, så skal du tage dig af opgaven.”

Lajboschitz ville have Linda til at være leder, både for opbygningen af Hodda og for den daglige drift. Og det var jo ikke meningen. Eller … måske var det.

Et job, hvor man kan være glad

Linda Olsen bedyrer, at henvendelsen aldrig var tænkt som en uopfordret jobansøgning. Efter tiden med Folkemødet havde hun fået et deltidsjob som kommunikationsmedarbejder på Baltic Energy Island, og det passede hende perfekt. Formålet med mailen til Lajboschitz var bare, at hun ønskede bare, at nogle ville åbne et tilsvarende sted i Rønne.

– Jeg havde jo bare lyst til, at der kom sådan et sted. Også fordi, der sker så meget, og der kommer nye folk til med energiøen og universitetet, der åbner på det gamle elværk. Så det kunne være dejligt, at der var sådan et sted til dem. Så Lennarts tilbud var en svær overvejelse. En af grundene til, at jeg kom til Bornholm, var jo også, at jeg gerne ville arbejde lidt mindre.

Som bekendt blev det et ’ja’ til opgaven med at sætte Hodda i søen. For selv om opgaven på en måde ligger langt fra det, hun ellers har lavet, så bygger hele projektet på nogle værdier og principper, hvor hun føler sig fuldstændig på hjemmebane.

– Lennart og jeg minder meget om hinanden i vores tilgang til mennesker. Hans bedste råd til mig, da jeg skulle begynde at ansætte folk, var: lad være med at kigge på, om de er gode til at lave kaffe. Se på, om det er nogle mennesker, du har lyst til at have en hverdag sammen med.

Læringskurven har været stejl, og arbejdsdagene har været lange. Men sliddet har ikke været forgæves, for Hodda er kommet rigtig godt for fra land.

– Det er gået over al forventning. Jeg synes virkelig, folk har været gode til at bruge det fra dag et. Og så er jeg spændt på at se, hvad der sker, når turisterne kommer. Det har vi jo ikke prøvet. Men jeg tror, det er en fordel, at Hodda startede op uden for turistsæsonen, så bornholmerne har kunnet bruge det og tage ejerskab.

Selv er Linda ikke i tvivl om, at hun er landet i et job, som spiller rigtig godt sammen med det, hun kan, og den, hun er.

– Når man som mig har lavet nyhedsjournalistik, hvor du hele tiden skal lede efter konflikter, så synes jeg, det er en kæmpe gave at gå på arbejde hver dag og kunne smile og være glad.

Jeg passer bedre ind, når jeg får mulighed for at være glad. For jeg er et glad menneske.

Det kom til at forandre mit liv:

Jeg er drevet af nysgerrighed, og den har ført mig mange steder hen og skabt møder med mennesker, som har forandret mit liv. Det var for eksempel min nysgerrighed, der tog mig til Italien og senere til Bornholm og det job, jeg sidder i nu.

Det er jeg stolt af:

Min familie og venner er uden tvivl den allerstørste rigdom, jeg har. Når min yngste niece ringer og fortæller, at hun savner sin moster, eller når jeg ser på min storesøster, der har formået at sadle om i sit liv, så bliver jeg bare glad. Jeg er stolt af, at så mange gode mennesker har valgt at have mig i deres liv.

Det ville jeg have rådet mig selv til:

Vent med at blive voksen og dans noget mere. Da jeg var barn, troede jeg, det gjaldt om at blive voksen hurtigt. Men den alvor, man tog på sig, var en påtvunget alvor, og det hjalp mig ikke. Dengang troede jeg, man skulle stryge alt sit tøj – i dag ejer jeg ikke et strygejern. Det med, at man ’bør’ gøre noget, det gider jeg ikke interessere mig for i dag.

Det ville jeg have gjort anderledes:

Alle fejltrin har været en læring, så der er ikke noget, jeg fortryder. Selv mit første job som opvasker i Aarhus lærte jeg også noget af. Eller da jeg kom til Italien uden at kunne tale et ord med nogen. En ting dog: Jeg ville gerne have taget MC-kørekort, da jeg var ung. For nu tør jeg ikke rigtig. Det ærgrer mig lidt.

Det sætter jeg pris på hos mennesker:

Ærlighed og gode kram. Jeg har rigtig gode venner, der tør være ærlige og udfordre mine ideer og beslutninger på en god måde. Det synes jeg er skønt.

Her tænker jeg godt:

Hjemme i Vang, hjemme i Aarhus og hjemme i Rom.

Jeg er så heldig, at der er tre steder, jeg føler mig hjemme: I Vang, I Aarhus og i Rom. Tre steder, jeg ikke bruger energi på at være, men bare er. Når jeg kommer til Rom og går ned på den lokale kaffebar, bliver jeg hilst med ’Hej Linda’, og det er en fantastisk følelse. Og sådan har jeg det også i Vang og i Aarhus.

Det vil jeg gerne nå:

At køre i en Maserati. Man er vel datter af en mekaniker, og jeg kan godt lide fart. Jeg har prøvet at køre en Ferrari, og jeg har også været på Imola-banen og set Michael Schumacher. Men at køre en Maserati har jeg til gode.