– Det er et rigtig godt sted for befolkningen at møde den nye regering, siger Maria Obel Billeskov, der er presse- og kommunikationsansvarlig for foreningen bag Folkemødet.
De langtrukne regeringsforhandlinger har skabt udfordringer for den politiske festival Folkemødet, hvor knap to ud af tre er privatpersoner.
Ministre er sædvanligvis populære indslag på et af de over 200 eventsteder, men den nye regering er endnu ikke udpeget. Derfor er det svært at få programmet på plads for Folkemødet, som afholdes i kystbyen Allinge på klippeøen.
- Det har skabt nogle udfordringer for arrangørerne. Nogle har haft svært ved at planlægge deres events, men vi kan se på programmet, at arrangørerne alligevel har fået planlagt størstedelen, siger hun.
Der kan ske en lille forskydning i programmet, men meldingen er, at der er rekord for antallet af arrangementer med over 3500.