Tidende har desuden været i kontakt med Stine, som også har været frivillig, men som ikke ønsker sit fulde navn i avisen. Hun hævder, at Peer Kofoed Andersen altid ankom i bilen, når han mødte på arbejde i Musikhuzet, og at han dermed brugte den til transport mellem bopælen på Sydbornholm og arbejdet på Store Torv i Rønne. Det bakkes op af de andre frivillige, som Tidende har talt med.
Tidende har ikke set Peer Kofoed Andersens ansættelseskontrakt, men har fra flere kilder fået oplyst, at fri bil ikke var en del af aftalen.
Peer Kofoed Andersen har også registreret en privat bil. Den kører ifølge de offentligt tilgængelige tal, som Tidende er dykket ned i, i gennemsnit cirka 1.666 kilometer om året.
Personalesagen
Den hvide Ford Transit og de mange kørte kilometer var også en del af den personalesag, som i sommer blev indledt mod Peer Kofoed Andersen. Adfærden har været undersøgt i Skattestyrelsen, bekræfter Musikhuzets formand, som oplyser, at det er blevet besluttet ikke at gøre yderligere i sagen.
Tidende kunne lørdag fortælle, at Kammeradvokaten havde undersøgt Musikhuzets personalesag, og at Musikhuzets bestyrelse efter rådgivning har valgt ikke at involvere politiet.
Bestyrelsesformand Mikkel Bach-Jensen forklarede i den forbindelse, at ”det er en afvejning af, hvor meget energi man skal bruge på en sag i forhold til hvad det ville koste i tid og penge for Musikhuzet”.
Tidende har gentagne gange forsøgt at komme i kontakt med Peer Kofoed Andersen, men uden held.