Det er min oplevelse, at det er såvel problematisk som hæmmende for udvikling i byggeriet, at bæredygtighed hurtigt bliver en fanatisk snak om rigtigt og forkert. Således var det en meget stor udfordring at få de store leverandører af byggematerialer til at tale med C2C folkene, for de så meget forskelligt på bæredygtighed. Også lokalt var der en enkelt entreprenør, der så sig sur på Hotel GSH, fordi vi valgte at bruge glasfiber til at isolere et bassin. Entreprenøren mente, at vi i stedet skulle bruge den træfiber, han selv solgte. Det kan måske virke mere bæredygtigt, men det giver ingen mening i det konkrete tilfælde, for lækker bassinet så rådner træfibrene. Det gør glasfibre ikke på samme måde. For at gøre løsningen med glasfiber så bæredygtig som muligt, sendte vi alle de gamle glasfacader til glasfiberfabrikken, hvor de blev til ny glasfiber. Så på den måde sikrede vi et kredsløb af materialer. Den lokale entreprenør fik masser af positiv omtale, og Hotel GSH fik negativ omtale på et useriøst grundlag. Lige i dage var det tungt at gå på arbejde. Særligt fordi det blev meget personligt. Mange bornholmere så Green Solution House som mit projekt og min virksomhed. Men det var jo Bornholms Vækstforum og kommunalbestyrelsen, som ønskede Green Solution House, og jeg var kvinden, der skulle få det til at lykkes. Vel at mærke til gavn for det bornholmske samfund. Derfor kan det jo også undre mig, at kommunalbestyrelsen nu har valgt, at de kommunale møder skal holdes i egne lokaler. For det første tvivler jeg på, at der reelt ligger en besparelse for kommunen, for det andet så betyder det, at vi har mindre aktivitet på Hotel GSH, hvilket påvirker vores muligheder for at have elever, flexjobbere og praktikanter. Og det går jo imod den oprindelige vision med Green Solution House.
Heldigvis så var der – og er der stor international opbakning til Hotel GSH, Green Solution House. Byggeriet har fået adskillelige nationale og internationale priser igennem årene. Senest har Green Solution House fået prisen for at være det mest bæredygtige byggeri i verden blandt Active House Byggerier, og prisen som Årets Erhvervsbyggeri i såvel 2015 som 2022.
Priserne skaber opmærksomhed, og The Guardian har da også udvalgt Hotel GSH som et af Europas ti mest bæredygtige hoteller. Det giver flere gæster til Bornholm, og dermed grundlag for at skabe flere arbejdspladser.
Kontinuerlig udvikling
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ofte har tænkt, at det ville være nemmere at have bygget Hotel GSH i København. Der er en større åbenhed over for forandring og nye tiltag. Men Hotel GSH gør en forskel for Bornholm, og derfor bliver vi ved med at udvikle – og når vi bygger, så bygger vi så bæredygtigt som muligt.