Økonomiske problemer: Jacob besøgte kirkegården flere gange

Martin Søndergaard Jensen

Journalist

Det seneste år har på ingen måde været en dans på roser for Johannes Dam og Søn. Men Jacob Dam bliver ved med at se positivt på fremtiden.

Siden 1855 har Johannes Dam og Søn eksisteret, den kendte bornholmerkiks er blevet over 100 år, og så er Jacob Martin Dam i spidsen som sjette generation i virksomheden.

Posten som direktør overtog han i 2021, men det har ikke været specielt let i det seneste år.

For økonomien har haft det meget svært, og specielt ombygningen af forretningen gjorde det vanskeligt, da den blev meget dyrere end forventet. De økonomiske udfordringer blev også tydeliggjort i regnskabet for 2024, hvor der stod, at der var 'usikkerhed om selskabets fortsatte drift'.

– Jeg har haft en sindssyg hård tid det sidste... jeg ved ikke hvor længe, men lang tid. Det har været med hovedpine og dårlig nattesøvn og alt, der nu følger med, når nu tingene ikke kører. Jeg har jo inde på kontoret nogle fine billeder af nogle forfædre, der kigger ned og holder øje med mig, og om jeg gør det ordentligt. Så der er helt klart noget ansvar der, jeg gerne vil bære videre, og det skal i hvert fald ikke stoppe ved mig, fortæller Jacob Martin Dam og fortsætter:

– Så min dagligdag i nok et år har jeg haft økonomien som topprioritet. Når jeg får nogle penge ind, skal de fordeles. Hvem har ventet længst, og hvem har mest brug for dem? Så er der noget med samvittigheden. Hvem råber højst? Det er jo alt sammen en stor pærevælling af hårde beslutninger, der skal træffes. Og de er der jo stadigvæk. Det gør det lidt nemmere, at der har været en god sommersæson, hvor der kommer nogle penge ind. De penge er brugt og fordelt.

Lys forude

Som han nævner, er der nemlig bedring i selskabet. Der er landet aftaler om eksport til både Singapore og Kina, og der er et par andre aftaler i gang på andre markeder.

Det når ikke at slå igennem til 2025-regnskabet, som også vil byde på et underskud.

– Det gør det. Helt sikkert. Men håbet er der også. Men der er meget mere end det. Det er tro og forventninger. For der er lagt nogle planer for 2026, som kommer til at ændre det, fortæller direktøren, som også tilføjer, at der netop har været snakke med en del om økonomien.

– Jeg har haft haft en rigtig god dialog med banken som det første, og så også nogle andre aktører. Der har været en velvillighed af min indercirkel til at se, hvordan kan vi komme videre. Det er meget prisværdigt, at jeg har en fantastisk indercirkel, som virkelig har været der.

Og det, at fremtiden ser lys ud, behager ham selvfølgelig.

– Nu er det også rart, når folk spørger, hvordan det går, for jeg deler det op i to faser. Der er det, der er i min rygsæk. Alt det, jeg har fra 2024 og ombygning og alle de der ting, der følger med. Det fra før ønsker jeg nærmest ikke for min værste fjende, fordi det har været hårdt. Både for mig og for familien og også for de andre, for allesammen. Men fremtiden ser fantastisk lys ud, synes jeg. Jeg skal gerne frem til fremtiden, for jeg kan se lyset for enden af tunnelen.

Været forbi kirkegården

Men i tiden med problemer har det også fyldt, at han er sjette generation i spidsen for virksomheden.

For det måtte nemlig ikke stoppe ved ham. Det var måske noget, som kunne tynge de fleste at have det pres hængende over sig. Det har også været en del i bevidstheden, men det har Jacob Martin Dam kunnet vende.

Faktisk har det været en hjælp at kunne gå til både de levende og døde fra tidligere generationer fra virksomheden.

– Det har fyldt meget. Jeg har forfædre, og min farfar og min farmor ligger jo på kirkegården lige heromme. Og der har jeg været forbi nogle gange og lige sludret. De svarer ikke så meget, men jeg har da været forbi nogle gange. Men det har lige lettet mit hjerte. Selvfølgelig er det et pres, men det er ikke et negativt pres. Slet ikke. Det er jo noget, der motiverer mig. Det bliver til en drivkraft, fortæller han og fortsætter:

– Jeg kan bedst lide at se folk i øjnene. Både dem, der hænger oppe på væggen, og dem, hvor jeg vender ind hos nu. Jeg har også haft en dialog med min far om det. Han er en kæmpe andel i virksomheden. At det stadig går godt. Men det er en eller anden form for respekt over for mine forfædre, som jeg har. Jeg har jo kæmpe respekt over for dem som mennesker og det, de har givet mig mulighed for at arbejde videre med.

Men netop faren har været en 'kæmpe sparringspartner', lyder det fra Jacob Martin Dam.

– Han er en, jeg går meget til. Han har jo virkelig været eksemplarisk og ekstremt dygtig til at komme igennem det her generationsskifte. Han har jo været så dygtig, og selvom jeg træffer nogle skøre beslutninger på mange ting, så har han ikke nødvendigvis ytret sig, medmindre han er blevet spurgt. Det er jo virkelig svært, fordi han har jo været i det her i 30 år. Så han har jo helt klart prøvet mange af de ting, som jeg har gjort og dannet sin egen erfaring. Og i den logiske verden ville man tænke, at 'det har jeg prøvet, det behøver du slet ikke gøre', siger han.

– Men der har han været rigtig god til at afvente, og hvis han bliver spurgt, kommer han med sit ærlige svar. Så han har været en uvurderlig sparringspartner.

Frirum

I den hårde tid har familien hjemme også været en stor hjælp. For der er flere måde, som han er kommet igennem tiden på.

– Det er selvfølgelig tæret på familien, men jeg har også brugt familien ekstra meget, fordi det er der, jeg har haft mit frirum. Når jeg er far, er jeg far. Så har jeg været lidt på arbejde via telefon. Men alligevel har jeg kunnet tage mig nogle flere af de der pauser fra arbejde. Nu vil jeg altså lege med Lego med børnene.

– Vi bor jo et fantastisk sted ude på landet, hvor der absolut ingen naboer er til at forstyrre os. Vi kan fuldstændig gøre, hvad der passer os. Det har været et kæmpe frirum for mig. Også at der er noget andet at tage sig til, om det bare er at slå græs eller hugge brænde. Det er der, jeg lige kobler hjernen fra. Jeg har også brugt rigtig meget tid på at løbe.

De forskellige ting hjemme har netop givet et pusterum for ham. Tankerne har også kunnet bevæge sig over på arbejde ude på en løbetur, men her svarer man ikke på telefonen eller mailen, som hurtigt kan blive en tidsrøver for ham.

– Og det har jeg også fået energi af, som jeg har brugt, når jeg igen er på arbejde og stadig er positiv, fortæller Jacob Martin Dam.

Ombygning gik langt over budget

Nogle af udfordringerne, som Johannes Dam og Søn stadig har, selvom fremtiden ser lys ud, stammer tilbage fra den ombygning, som virksomheden fik foretaget.

Herfra var der også nogle ting, som direktøren, ret naturligt, havde gjort anderledes, hvis han stod med beslutningen i dag.

– Ja, det havde jeg nok. Det er jo mig, det hele falder tilbage på. Det er jo ikke nogen af håndværkernes skyld. Noget, der kom som overraskelse, var, at vi ikke havde strøm nok i virksomheden til maskinerne. Der skulle graves og trækkes strøm ind, og det koster altså rigtig, rigtig, rigtig mange penge. Det kunne jeg måske godt have forudset - måske kunne jeg ikke. Men det hele faldt tilbage på mig, og jeg havde lagt et budget for ombygningen. Det blev sprængt allerede ved den første håndværker, og inden vi tog fat på de tre næste. Så jeg kunne jo sagtens have lavet noget anderledes, siger han og fortsætter:

– Jeg købte en ovn, fordi det var flaskehalsen dengang, og da ovnen stod der, kunne den ikke komme igennem den port, som var der. Så enten skulle jeg grave hul i taget og hejse den ned, eller så skulle jeg købe en ny port, som var større? Det blev det sidste, og det er ting, der koster. Så ja, der er en masse ting, jeg burde og kunne have lavet om, hvis jeg skulle gøre det igen. Det skal jeg heldigvis ikke.

Der skal man vel også lade være med at kigge for meget efter bagklogskabens lys?

– Man skal lære det, men jeg skal ikke slå mig selv ved det Jeg kan ikke lave om på det. Jeg kan bare komme videre. Og så kan man lære af det.

Kan ikke lyve

Investeringen har dog også på anden vis været god. For tilbage står virksomheden med et 'toptunet maskineri', og der er også kommet en langt mindre spildprocent i produktionen.

Faktisk er det, der også fylder i virksomheden, at de skal kunne nå alle de ordre, som er kommet ind. Der har dog heller ikke været råd til at sige nej.

– Vi når dem alle sammen, men det er jo ikke mere end 14 dage, tre uger siden, hvor jeg måtte ansætte en, fordi vi kunne ikke nå at producere så meget med de mennesker, vi har, siger Jacob Martin Dam.

I øjeblikket er der i alt 20 ansatte i bageriet, og det er en blanding af fuldtidsansatte og flexjobbere.

– Det er ikke kæmpestort. Og jeg har et godt og sundt forhold til dem alle sammen, siger direktøren.

For netop de ansatte har det også krævet mere af ham som leder, når det ikke har gået godt.

– Der har været mere håndtering af medarbejdere, fordi selvfølgelig bliver man utryg, når feriepenge og pension ikke kommer ind, som det plejer, fordi der ikke er dækning på kontoen. Og selvfølgelig har det krævet noget mere rummelighed. Jeg føler, og jeg ved, at jeg har det bedste personale, som ikke er bange for at åbne sig op og blive ked af det. Men det har helt klart krævet noget mere af mig som leder, også overfor de potentielle samarbejdspartnere - også at lægge pres på dem, som nu repræsenterer kiksen, sælgerne, og de, som står ude i marken, fortæller han og fortsætter:

– Der er flere bolde i luften, og i den optimale dagligdag skal jeg jo gerne ikke tænke så meget på økonomien, og hvad der nu er dækning til. Det skal bare køre. Tingene skal betales til tiden. Sådan skal det være i en virksomhed, når den er sund. Men det er jo også noget af det, der har præget mig, at jeg skal kunne tage nogle beslutninger og holde en dialog. Hvordan vil man egentlig gerne tage den dialog? Jeg er rigtig, rigtig dårlig til at lyve. Så jeg holder mig fuldstændig til sandheden. Fordi det andet kan jeg ikke. Så jeg har spillet med fuldstændig åbne kort over for alle dem, som jeg har været i kontakt med.

Giver nye muligheder

I de seneste par måneder, hvor der er landet aftaler i både Singapore og Kina om eksportaftaler, er der også kommet en økonomisk sikkerhed og et godt pust selvtillid hos direktøren.

Det har været tiltrængt, men han forsøger også at gøre det en smule anderledes, end han tidligere har gjort. Også på det danske marked.

– Jeg synes også, der er en tendens på det danske marked, at det begynder at stige. Jeg er begyndt at tage til årsmøder hos både Coop, Dagrofa og Salling. Det er sådan, at de også får lov til at se producenten. Det har haft en rigtig god effekt på de to-tre møder, jeg har været med til indtil videre. De vil alle sammen gerne i dialog, og de har jo forståelse for situationen og er imødekommende alle sammen. Det er jo helt fantastisk at mærke den positive energi, der er, når man sidder til de møder med de rigtige chefer. Hvordan man kan udvide samarbejdet, om det så er i private label niveau, eller om det er andre varianter, fortæller han og fortsætter:

– Jeg synes, at den dialog, jeg har med de kæder, om at udvide samarbejdet og forbedre hinanden, er ekstremt positiv. Så der tror jeg, at 2026 kan blive et helt anderledes år end de sidste par år. Både end 2025 og året før. Fordi i år bliver det heller ikke super godt.

Normalt er der dog en lavsæson fra første kvartal og frem mod påske. Noget, som de nye aftaler måske kan være med til at bryde med, når der kommer andre markeder i spil end det danske og svenske marked.

Prisen på produkterne skal dog også holdes nede, og derfor har virksomheden været nødt til at droppe, at den kun kører med økologiske varer.

– Det var for at holde prisen på det nuværende niveau, for det stikker fuldstændig af med råvarepriserne på langt det meste økologi. Men det var også en mulighed for at prøve noget andet. Ideelt set skulle det hele være økologisk. Men den primære årsag er, at hvis ikke jeg skiftede, måtte vi hæve et brød med 5-10 kroner og det samme med en croissant. Jeg er ret sikker på, med det kendskab jeg har til lokalområdet, at hæver jeg prisen med 20 procent, vil jeg ikke sælge særlig meget, siger Jacob Martin Dam.

Temmelig mange af råvarerne er dog de samme som tidligere, men der må ikke skiltes med, at det er økologisk, når alle råvarerne ikke er det. Men nu kan virksomheden i højere grad lave aftaler med andre bornholmske virksomheder.

– Jeg har lavet et samarbejde med andelsmejeriet om at få noget helt frisk smør. Det er jo ikke en uge gammel, når jeg får det. Det er helt frisk. Det er tydeligt at mærke og smage. Det er superlækkert.

– Nu kan jeg også bruge bornholmsk honning. Det kunne jeg ikke før. De ultralokale råvarer, synes jeg, er megaspændende for at fremme Bornholm og alle producenter, og også for at gøre mig mere speciel end mine konkurrenter. Det er ikke det, som driver mig. Jeg vil bare gerne hæve baren over for mig selv hele tiden. Det er min motivation.

Hvor er virksomheden om fem år?

Motivationen er nemlig i høj grad stadig i Jacob Martin Dam, der glæder sig over, at det går fremad. Men hvor meget fremad er det, hvis han prøver at kigge ind i krystalkuglen og se mod 2030?

– Der bliver det nok mere håb end tro. Jeg har forventninger til, at vi har skabt et fornuftigt salg i både Kina og Tyskland. Sverige er kommet helt op i gear. Jeg tror egentlig, at vi står et helt andet sted, hvor de bekymringer, jeg har i dag, ligger godt begravet. Et sundt sted, siger han og fortsætter.

– Vi skal heller ikke være større, end at vi kan være her på matriklen. Alt skal foregå her. Så vi bliver ikke større end det. Det bliver ikke en 100 millioner biks. Aldrig nogensinde. Jeg kan måske sætte flere hold på til produktionen for at nå mere. Men jeg tror, det handler om at bevare benene på jorden og være realistisk. Det synes jeg egentlig, jeg har været, selvom nogle måske vil påstå, at jeg har været lidt naiv i min tilgang, siger direktøren.