Vi har brug for visionær boligudvikling

Vi har brug for visionær boligudvikling
Ocean Prawns er involveret i det kommende byggeri Æbleløkkerne i det sydlige Rønne, men direktøren undrer sig over, at sagsbehandlingen ikke prioriteres højere. Arkivfoto: Berit Hvassum
KOMMENTAR | ABONNENT | 9. AUG 2023 • 15:30
Af:
Daniel Barslund
adm. direktør Ocean Prawns
KOMMENTAR | ABONNENT
9. AUG 2023 • 15:30

Vi har alle fantastiske muligheder for at udvikle Bornholm. Men det kræver handling her og nu, mener Ocean Prawns direktør.

Det er ingen hemmelighed, at Bornholm er en relativt fattig kommune, der står over for en udfordrende fremtid. Regionskommunen kæmper hvert år for at få kommunalbudgettet til at hænge sammen, og vores befolkningssammensætning er skæv, og der bliver flere og flere ældre på øen. Det er på tide, at vi tager et stærkt standpunkt for at vende udviklingen og tiltrække flere arbejdsdygtige folk til Bornholm. Regionskommunen har da også erkendt, at vi har brug for flere borgere, flere arbejdspladser og mere økonomisk vækst, og har sat sig en ambitiøs målsætning om at nå 42.000 indbyggere i 2028. For at opnå denne målsætning spiller en visionær boligudvikling en afgørende rolle.

Som direktør for Ocean Prawns, en af øens største virksomheder, og med en stærk interesse i Bornholms fremtid, skriver jeg dette indlæg for at sætte fokus på behovet for boligudvikling på vores ø.

Bornholm befinder sig i øjeblikket i en yderst gunstig position med et utroligt positivt omdømme, og øen nyder stor interesse og popularitet, ikke mindst takket være begivenheder som Folkemødet, der tiltrækker mange gæster samt turister på øen hele året. Denne medvind bør vi udnytte fuldt ud til at realisere øens potentiale. Projekterne omkring Rønne Havn og den kommende energiø vil åbne for en række nye muligheder og skabe flere arbejdspladser. Det er afgørende, at vi forstår at udnytte denne medvind og retter fokus mod at skabe en bæredygtig og fremadskuende fremtid for Bornholm.

I erhvervet er vores største udfordring mangel på arbejdskraft og kompetencer, da arbejdsstyrken er for snæver i forhold til efterspørgslen. For at være attraktiv for potentielle tilflyttere, skal Bornholm levere på hele pakken: gode jobmuligheder, et bredt udvalg af boliger, skoler, pasningstilbud med mere. Vi skal gøre Bornholm til et mere attraktivt sted at bo, så folk er villige til at rykke teltpælene op og opbygge et nyt liv på øen.

Den næste store udfordring er, hvor vi skal huse den potentielle tilstrømning af arbejdskraft og tilflyttere? Er vores boligtilbud bredt og varieret nok til at imødekomme deres ønsker? Jeg mener, at løsningen til den gordiske knude skal findes i en visionær boligudvikling, der både tager hensyn til fremtidens behov og ønsker, og finder en balance mellem bevarelse og fornyelse.

Vi er så småt i gang, idet Ocean Prawns er involveret i to kommende boligprojekter: Æbleløkkerne i Rønne i samarbejde med Bornholms Brand a.m.b.a. og Grynebakken i Svaneke i regi af Jens Møller Gudhjem. Netop disse boligprojekter er vores forsøg på at understøtte udviklingen af Bornholm, og vi oplever stor interesse fra potentielle beboere. Derfor undrer det os, at sagsbehandlingen ikke prioriteres højere. Boligbyggerier synes ikke at have den nødvendige prioritet, hvilket er stærkt bekymrende, og jeg kunne godt drømme om, at vi var lidt mere på forkant med udviklingen, så kommunens målsætning om de 42.000 indbyggere kan realiseres.

For eksempel har vi som investorer underskrevet aftalen om grunden til Æbleløkkerne i Rønne Syd tilbage i december 2021. Imidlertid ser det ud til, at vi først kan påbegynde selve byggeriet tidligst medio 2024, og det forventes, at det færdige byggeri vil stå klar i 2025. Vi har ellers været ivrige efter at komme i gang, og har gjort vores for at fremme projektet, men desværre ser byggeriet ud til at være havnet i en administrativ flaskehals.

Jeg håber, at vi lærer noget af processen lige nu, og at vi i højere grad kommer på forkant med udviklingen, så Bornholm er klar til at rykke på de muligheder, der opstår, når investorer og virksomheder banker på. Jeg tror, det er vigtig læring i forhold til den kommende energiø, og hvad der følger i den forbindelse.

Med vores erfaringer inden for byggeri på Bornholm, vil jeg appellere til, at regionskommunen allerede nu begynder at byggemodne de mulige områder, der kan blive attraktive i fremtiden for virksomheder og investorer. Vi har brug for en smidig og effektiv sagsbehandling, der giver os mulighed for at handle hurtigt og effektivt, når investorer og virksomheder viser interesse for vores ø.

Bornholm har på mange måder medvind i disse år, men vi må ikke hvile på laurbærrene. Bornholm har brug for en visionær og fremadskuende tilgang til boligudvikling og byggemodning for at realisere øens fulde potentiale. Der skal udarbejdes en bæredygtig plan for boligudvikling, der ikke kun imødekommer nutidens behov, men også forbereder os på de udfordringer og muligheder, der venter os i fremtiden. Kort sagt, det er nu, der skal investeres i fremtiden.

Ocean Prawns er klar til at understøtte boligudviklingen af Bornholm, men vi har brug for politisk vilje og handling nu.

Hvor drømmer vi os hen?
Hvor drømmer vi os hen? Under den overskrift sætter Tidende sammen med Baltisk Bro, LAG-Bornholm, CRT og De Bornholmske Borgerforeningers Samvirke gang i en række debatter.

Den fjerde er med temaet Byggeri og handler om Bornholms visioner på dét felt. Temaet afsluttes med en debatsalon torsdag den 24. august klokken 16.30 i Folkemødethuset i Allinge.

Kultur og Identitet er emnet for det efterfølgende tema. Her afvikles debatsalonen den 3. oktober.



HVOR DRØMMER VI OS HEN - BYGGERIET

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT