Søndag 7. december 2025 • 19:00

Lorteproblemer i Rønne

Lorteproblemer i Rønne
Mira Stenberg Andersen foran indgang til sit hus på Snellemark på det sted, som hunde anser for at være et offentligt toilet. Foto: Søren Strandman-Møller

Husejer med opråb til bysbørn: Få nu poserne med på gåturen.

Når det er morgen, og Mira Stenberg Andersen skal ud ad døren, skal hun kigge ned og rundt i indkørslen, inden hun træder ud. Ellers er der risiko for, at dagen skal begynde med skorens, for selvom der er mere end otte meter ind til døren, er der alligevel ofte hundelort foran den. Og hendes indkørsel er langt fra det eneste sted, hvor hundeejere synes, det er aldeles ok at lade deres dyrs efterladenskaber blive liggende.

Det synes Mira Stenberg Andersen til gengæld ikke. Hun er jævnt irriteret over situationen af flere årsager og skrev et konstruktivt Facebookopslag om det. Men det er ikke alle, der synes, at lort på fortovet er et problem. I hvert fald ikke, hvis man læser kommentarerne i hendes opslag. De fleste bakker op, men der er også bemærkninger som ”få dig et liv”, og ”har du ikke andet at gå op i?”

Den slags kommentarer forstår Mira Stenberg Andersen ikke.

– Jeg er rigtig træt af de der internetkrigere, og det er fuldstændig unødvendigt at komme med smarte kommentarer. Hvis det ikke var et problem, ville jeg heller ikke bruge tid på at skrive om det, siger hun.

Kategorien efterladt affald

Mira Stenberg Andersen er ikke ude på at skabe en konflikt, men vil gerne skabe en debat om situationen.

– Jeg tror ikke, det er nogen ond gerning. Folk synes enten bare, at det er ok, eller også har man ikke en pose med eller gider ikke bøje sig ned. Men det er enormt ulækkert for alle os andre, når man bare lader det ligge. Folk jokker i lortet, og nogen skal samle det op, siger hun.

Men uanset om der er tale om en ond gerning eller ej, er det ganske enkelt ulovligt at lade sin bund besørge på offentlig grund uden at fjerne det. Efterladt hundelort hører til i kategorien efterladt affald, og så overtræder man vejloven, hvilket straffes med bøde. Det kræver dog, at politiet ser det ske og tager affære med det samme, hvis bevisbyrden skal kunne løftes.

Det kunne nærmest ikke lade sig gøre at skide mere centralt for denne hund. Desværre glemte avisens udsendte at forevige den tredje bunke lort på hjemturen. Foto: Søren Strandman-Møller
Det kunne nærmest ikke lade sig gøre at skide mere centralt for denne hund. Desværre glemte avisens udsendte at forevige den tredje bunke lort på hjemturen. Foto: Søren Strandman-Møller

Lort i hele byen

Selvom Mira Stenberg Andersen er træt af at skulle fjerne lort foran sin dør om morgenen, er hun lige så træt af konsekvenserne for det offentlige rum.

– Der er enormt mange hundelorte i hele byen, så jeg forstår ikke, hvorfor vi er sådan nogle grisebasser, der ikke samler op. Så er der selvfølgelig nogen, der bare er ligeglade og ikke synes, det er et problem. Men man burde gøre det, så vi får et fællesskab i denne her by, siger hun.

Lortesituationen er ifølge Mira Stenberg Andersen noget mere udtalt i Rønne end andre steder. Hun har boet ovre i en årrække, og selvom der også nogle gange lå nogle hundelorte på de frederiksbergske gader, er der markant mere af slagsen i Rønne. Men lortesituationen er efter Mira Stenberg Andersens vurdering et temmelig dansk fænomen.

– Nu har jeg boet flere steder i udlandet, og der er der aldrig hundelorte på gaden, som i aldrig. Da vores børn kom hertil, skulle de lige lære, at man skal se efter her, hvor man går på fortovet. Nogle gange må jeg stadigvæk sige, husk lige at kigge ned, eller der er en hundelort foran jer. For jeg gider ikke komme hjem med flere sko, der er smurt ind, siger hun.

Meget lang snor?

Medmindre en hundeejer har investeret i en otte meter lang snor, er det fysisk umuligt, at en hund vil kunne besørge foran Mira Stenberg Andersens hus. Der er dog også hundeejere i Rønne, som enten er løbet tør for remedier til at begrænse deres hunds spillerum under en gåtur, eller ganske enkelt bare lader deres dyr løbe frit rundt.

Den løsning er ikke comme il faut, hvis man slår op i hundeloven. I udgangspunktet skal en hund være i snor, når man går tur i byen. Hvis den er fuldstændig under kontrol, kan det dog være ok, medmindre kommunen har gjort det totalt forbudt. Men hvis en fritgående hund skal kunne besørge på Mira Stenberg Andersens, kræver det, at ejeren følger med, så personen ikke overtræder hundeloven ved at lade dyret løbe frit. Går en hundeejer selv ind på andres matrikel med sin firbenede ven og lader den besørge uden at fjerne resultatet, er der dømt multilovovertrædelser. Med andre ord kan det fysisk ikke lade sig gøre, at en hund vil være i stand til at skide foran Mira Stenberg Andersens dør, uden dens ejer har brudt loven.

– Jeg synes, det er grænseoverskridende, at der er hundelort herinde. Man har et ansvar med en frit løbende hund. Hvis den skider, samler man op. Det irriterer mig, men det er ikke sådan, jeg ligger søvnløs om natten over det, siger Mira Stenberg Andersen, der selv er hundeejer og også hundelorteposeejer. Turen fra Mira Stenberg Andersens hus på Snellemark til Tidendes bygning i Nørregade er på 600 meter. Lørdag klokken 10.30 befandt der sig tre hundelorte på den strækning.

Enten er denne hund blufærdig, eller også har den bare været hensynsfuld og skidt lidt væk fra, hvor de fleste går. Foto: Søren Strandman-Møller
Enten er denne hund blufærdig, eller også har den bare været hensynsfuld og skidt lidt væk fra, hvor de fleste går. Foto: Søren Strandman-Møller


Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT