John indrømmer blankt, at han var flyvende på sandet: 'Jeg er forbavsende god'

Efter en måske lidt skuffende indsats på 1. etape, hvor han fik en fjerdeplads i alderskategorien 65-69 år, fik den forsvarende mester John K. Street i den grad taget revanche på sandetapen ved Dueodde tirsdag aften.

Han følte i hvert fald selv, at han ramte den lige i røven, som hans navnebror – EM-helten fra 1992 – John "Faxe" Jensen, ville sige det.

– Jeg er forbavsende god. Jeg synes ikke, jeg kunne gøre det bedre nogen steder derude. Det var lige, som det skulle være. Det er strengt, mens man er der, men nu har jeg det jo fint. Jeg har det faktisk fantastisk godt. Så vi tager lige en tur til, hehe, lyder det kækt fra ham, da han har krydset målstregen.

John har deltaget i Etape Bornholm hvert år siden 2005, og derfor var han godt klar over, hvor vigtigt det er at lægge en god taktik på 2. etape. Det gælder især, når man skal vælge, hvilken startgruppe, man vil følge.

– Man må ikke have nogen langsomme foran én. Men i dag var stranden faktisk meget god, så vi havde ikke de der problemer med at komme derfra, så den var forholdsvis nem. Men klitterne er der jo, og det er dem, man ligesom skal lukrere på. Her kan du virkelig vinde nogle minutter i sandet. Det kan du, siger han og afslører, at Dueodde-etapen er en af hans favoritetaper sammen med etaperne i Almindingen og på Hammeren, da han godt kan lide at løbe i mere kuperet og udfordrende terræn, end hvad de to andre etaper i Hasle og Rønne byder på.

Pulsen skal højere op

Uanset om ruten er flad eller ej, er det dog en klar fordel, hvis temperaturen ikke er for varm. Heldigvis var det da også noget køligere på 2. etape, end det var dagen før, og det lagde John også mærke til.

– Varmen var fin i dag, men den er også en fire-fem-seks grader lavere end i går, så det er jo alletiders.

– Nu er jeg spændt på at komme hjem og se, hvor meget pulsen har været op på i dag, for jeg kunne ikke få pulsen højere op end 140 slag i minuttet i går (mandag, red.). Jeg skulle gerne op på 165, det er min makspuls. Men man skal have hovedet med også, hvis man skal komme op på det, siger han.

Med sine 69 år er John da også klar over, at det ikke er en god ide at presse hverken kroppen eller hjernen for meget. Især er det en god idé at lytte til, hvordan ens ben føles, forklarer han.

– Det er både hjernen og benene, der tæller, men jo ældre man bliver, så er det benene, der styrer, og så må hjernen prøve at følge med. Det er ikke ligesom, da vi var unge, der spillede vi jo bare fodbold og næste dag, så har vi ondt over hele kroppen, og det kunne vi jo ikke forstå. Men nu er det benene, der styrer løbet. Det er meget godt, så undgår man også så vidt muligt skader. Det er en rigtig god indikation, for så lytter man til kroppen, siger han.

Tid til at bade

John havde selv på fornemmelsen, at han på 2. etape nok havde løbet hurtigere end nogle af konkurrenterne til den samlede sejr i 65-69-aldersklassen, men hans tid på 00:29:33 var faktisk kun nok til, at han endnu engang måtte nøjes med fjerdepladsen ud af i alt 30 løbere. Der er derfor stadig flere minutter op til førstepladsen.

– Jeg havde fire minutter op til den forreste efter den 1. etape, men han er også fire og et halvt år yngre end mig, det må jeg lige pointere, siger han og smiler.

Det er da heller ikke konkurrencen om de bedste tider, der betyder det hele for John. Det sociale betyder mindst lige så meget, og det første, han skal efter sandetapen, er da også at tage direkte tilbage til sandstranden. Denne gang ikke for at løbe, men for at bade.

– Vi går i bad nu her lige om et øjeblik, så er vi nogle stykker, der samles, som kommer fra forskellige løbeklubber, og hvad vi nu kender ovrefra. Så går vi ned og svaler os nede på stranden. Og den er jo fin med ingen alger og fralandsvind, så det er meget godt. Det er en af de sociale ting, vi laver, når vi deltager i løbet, siger John, der selv løber for Viking Atletik.