Fiskeskur skulle sendes på tvangsauktion - Tryg gad ikke ringe til ejeren

Systemets manglende fleksibilitet satte gang i et dyrt retligt maskineri mod en intetanende tysk lystfisker. Tidende fandt ejeren, som Tryg ikke kunne få fat i, og fik hurtigt sat en stopper for den juridiske farce, inden skuret røg under hammeren.

En tysker skylder forsikringsselskabet Tryg 8.560,24 kroner. Derfor skal han møde i fogedretten på Bornholm mandag den 11. maj, og hvis Tryg ikke får deres penge, risikerer han at få tvangssolgt sin ejendom.

Sådan står der i Statstidende, som er statens officielle opslagstavle. Når Statstidende offentliggør fuldt navn på en person, der skal møde op i fogedretten, er det fordi, man har prøvet med alle tilgængelige midler at finde manden i et forsøg på at forkynde sagen.

Hvor ligger den?

Men hvilken ejendom er det, manden kan miste? Det står der ikke noget om i Statstidende, og fogedretten på Bornholm vil heller ikke oplyse adressen, inden sagen skal behandles der.

Det fremgår dog af Statstidende, hvor manden tidligere har boet, og de to senest kendte adresser ligger i Tyskland. Manden hedder i øvrigt Dietmar Luick, men uden andre oplysninger er det ikke muligt at slå adressen på den bornholmske ejendom op i nogen offentlige registre. Der findes dog en privat database, hvor man kan søge, hvem der ejer de fleste ejendomme i Danmark. Databasen har registreret Dietmar Luicks ejendom. Det er et skur, der ligger på Sdr. Hammer 44 i Nexø. Og det har Dietmar Luick været ejer af siden 15. april 1995.

Fortsat registreret i hans navn

Men hvad er det helt præcist, der er gået skævt, siden Tryg nu er i færd med at sætte mandens ejendom på tvangsauktion?

Det må Dietmar Luick selv kunne forklare, og heldigvis er hans telefonnummer i Tyskland ikke særligt vanskeligt at finde. Dietmar Luick er dog noget forvirret over opkaldet.

– Jeg har solgt mit skib og har et lille skur derovre, hvor man kan lægge net ind. Men jorden tilhører kommunen, forklarer han.

Dietmar Luick er 73 år gammel og er kommet på Bornholm i mange, mange år for at fiske. Men for nogle år siden blev det lige rigeligt at skulle have et skib på Bornholm, så det solgte han til et tysk firma, som Horst Hutzsfeldt er medejer af. Skuret fulgte med, men det var så her, at nogle detaljer faldt mellem et par stole. For Dietmar Luick står stadigvæk registreret som den officielle ejer.

– Problemet er, at regningen fra brandforsikringen fortsat blev sendt til ham i Kiel. Vi fik en regning fra kommunen på leje af grunden, men den anden regning blev aldrig sendt til os, siger Horst Hutzsfeldt.

To forskellige adresser

Ifølge fogedretten har Dietmar Luick været registreret på to forskellige adresser i Tyskland. Det er i hvert fald det, den har fundet frem til.

Eftersom begge adresserne er i Tyskland, har man bedt naboerne i syd om at klare forkyndelsen, hvilket de ikke har haft succes med. I Danmark kan man forkynde via brev, telefon, digitalt, med stævningsmand, ved politiets hjælp og endelig som sidste udvej i Statstidende, hvis alt andet er slået fejl. Hvilke procedurer de tyske myndigheder har taget i anvendelse har det dog ikke været muligt at få oplyst.

Men hvad med Tryg – hvad har selskabet gjort for at finde frem til kunden, der ikke har betalt regningen? Det kan selskabet sikkert svare på. Eller det vil sige, det kan det ikke helt på grund af GDPR-regler, hvilket giver meget god mening. Til gengæld vil Tryg gerne komme med lidt overordnede ord om procedurerne, når en regning ikke bliver betalt. De ord kommer i en mail.

– Generelt kan vi sige, at vi altid gør, hvad vi kan, for at gå i dialog med kunder om udeblevne betalinger. Vi følger procedurerne på området, og i visse tilfælde oversætter vi dokumenter til kundens lokalsprog, hvis vi vurderer, at der kan være en sprogbarriere.

– Desværre kan der være sager, hvor vi i flere år ikke kan komme i kontakt med en kunde og sikre betaling for en tegnet forsikring, som kan være lovpligtig, for eksempel brandforsikring. Her kan vi i sidste ende være nødt til at gøre brug af de juridiske muligheder, der er til rådighed, herunder at sende sagen i fogedretten for at inddrive et udestående. Det er en standardprocedure.

Sådan lyder ordene fra selskabet helt præcist. Men hvad vil det sige, at selskabet gør, hvad det kan for at gå i dialog med deres kunder? Det er til gengæld ikke helt let at få opklaret.

Det tog 30 minutter for os at finde nummeret på Dietmar Luick, få hans forklaring og nummeret til ham, han havde solgt sin båd til, ringe sidstnævnte op, forklare sagen med den mulige tvangsauktion og få hans udlægning af, hvad der er sket. Hvordan kan det være, at I ikke har gjort det?

Det vil Tryg til gengæld ikke svare på, men kort tid efter ringer telefonen.

Knaldede røret på

Det er Klaus Hjorth Hansen, der er i røret, og han er stiktosset. Ikke på Tidende, tværtimod, men på Tryg og deres inkassobureau.

Klaus Hjorth Hansen har nemlig fået et opkald fra en lettere frustreret Horst Hutzsfeldt, der helst ikke ser, at hans firmas skur ryger på tvangsauktion og gerne vil have hjælp hurtigst muligt.

– Jeg har kendt dem i mange, mange år. Hver gang, der er problemer, ringer de til mig, og så bliver det løst, siger han.

Derfor har Klaus Hjorth Hansen også handlet så hurtigt, som han kunne, for at få fogedsagen stoppet.

– Jeg ringede til inkassobureauet med det samme og sagde, at jeg gerne ville betale regningen. Men de ville ikke tage imod pengene, fordi jeg ikke havde det rigtige sagsnummer. Så sagde jeg til dem, at ”der sidder et menneske her, som gerne vil betale den regning, I har sendt til fogedretten, og så fortæller du mig, at du ikke vil hjælpe mig,” siger Klaus Hjorth Hansen.

Tonen og budskabet fra inkassobureauet var Klaus Hjorth Hansen ikke tilfreds med. Så han knaldede røret på i raseri.

Ingen sund fornuft

I Statstidende står der også navnet på det advokatfirma, der fører sagen for Tryg. Advokatfirmaet hedder DreistStorgaard Advokater, og her har Klaus Hjorth Hansen bedre held.

– De vil gerne lytte, og nu er alt betalt, siger han.

Men hvad der gør Klaus Hjorth Hansen rasende, er systemets manglende fleksibilitet, og at man ikke bare griber knoglen i stedet for at sætte gang i det helt store maskineri, som koster staten en masse penge. Og også selskaberne selv.

– Så skal der sidde konsulenter der til 1.000 kroner eller mere i timen og bruge en masse kræfter på det her. Tænk på alt det, der skal laves i dag. Enhver forsøger at dække deres egen røv. Der findes ikke sund fornuft i det her.

– Altså prøv lige at se engang, jeg ringer til dig, så sender du papirerne til mig, så får jeg løst sagen, og så kan manden beholde sit skur, siger Klaus Hjorth Hansen.

Ingen bagatelgrænser

Sagsomkostningerne for staten overstiger klart de godt 8.000 kroner, som den manglende forsikringspræmie dækker over.

Men det er sådan set underordnet. For der er ikke noget beløb, der er for småt til, at man kan miste sin ejendom på tvangsauktion. Det er ene og alene kreditor, der bestemmer, hvornår det kan betale sig at gå den vej. Altså betale sig for kreditor.

– Retssystemet stiller muligheden til rådighed for folk, og det gør man uanset beløbets størrelse. Der er ikke bagatelgrænser. Det regulerer i de fleste tilfælde sig selv, fordi man ikke vil bruge tid på sager, hvor man ikke ender med at få omkostningerne dækket, forklarer Kim Sommer Jensen, der er professor i jura ved Aarhus Universitet.

Så når Tryg vælger at tage sagen i fogedretten, og i sidste ende vil have skuret solgt på tvangsauktion, løber selskabet en risiko eller tager chancen, alt efter hvordan man lige ser på det. For Tryg skal på forhånd betale omkostningerne til retssystemet, inden det maskineri bliver sat i gang. Det er udgifter til forkyndelse af indkaldelsen til fogedretten, til selve fogedretssagen og i sidste ende til en eventuel tvangsauktion. Derudover har forsikringsselskabet også omkostninger til inkasso og advokatsalær, som skal afholdes, inden en eventuel restsum kan sættes ind på virksomhedens konto. Hvis der bliver noget til overs efter salget af skuret på havnen i Nexø.

– Det kan godt være, at de ikke ender med at få omkostningerne hjem. Men der kan være selskaber, som siger, at de rent principielt altid vil inddrive deres krav, så man ikke risikerer at sende et signal om, at hvis det bare er små krav, inddriver vi dem ikke, siger Kim Sommer Jensen.

Sådan ender det

Henrik Engell Rhod er retspræsident for Retten på Bornholm.

Han forklarer, at udlandsforkyndelsesafdelingen ved retten på Frederiksberg har sendt brevforkyndelse til Dietmar Luicks seneste to kendte adresser uden at høre noget, hvorefter man har sendt sagen videre til myndighederne i Tyskland, som heller ikke har haft succes med at finde Dietmar Luick. Og det er derfor, at sagen ender i Statstidende i Danmark.

– I og med det er en brandforsikring, er kreditor også forpligtet til at forfølge sit krav. Så derfor er rummet til at foretage en cost-benefit-analyse smallere, når der er tale om en lovpligtig ydelse, som en brandforsikring er, siger retspræsidenten.

Hvordan tyskerne har forsøgt at finde frem til Dietmar Luick, kan Henrik Engell Rhod ikke svare på.

– Det må man næsten spørge de tyske myndigheder om. Der er sendt den såkaldte retsanmodning til Tyskland om at få assistance til at foretage en forkyndelse, men vi fik besked i januar om, at man ikke har kunnet få noget svar tilbage. Så der er faktisk kun to, der kan besvare det spørgsmål – de tyske myndigheder og ejeren af skuret, siger Henrik Engell Rhod.

Fogedretten på Bornholm bekræfter over for Tidende, at der ikke bliver nogen fogedsag. Så skuret på havnen i Nexø beholder samme ejer.