Hver fordel tæller: John tog skovetapen i bar mave

Hver fordel tæller: John tog skovetapen i bar mave
Bornholms Tidende følger John K. Street hver dag igennem Etape Bornholm, som afvikles mandag til fredag. På 3. etape blev hans tid på 00:38:08. John har i øvrigt deltagernummer 569.
LØB | SPORT | ALMINDINGEN | Torsdag 29. juli 2021 • 01:01
Jesper Gynther
Journalist
LØB | SPORT | ALMINDINGEN | Torsdag 29. juli 2021 • 01:01

Det kan være de små ting, der afgør det, når man kæmper om sejren i Etape Bornholm. Derfor havde John K. Street, som er forsvarende mester i aldersklassen 65-69 år, valgt at smide trøjen forud for 3. etape, som fandt sted i Almindingen onsdag aften.

– De andre dage ville jeg også gerne have taget trøjen af, for så køler jeg bedre af, men der havde jeg startnummeret på trøjen. Men nu tog jeg den bare af og så sat startnummeret på shortsene, fortæller han.

Om det var den bare mave, der gjorde udslaget, er uvist, men i hvert fald endte John med at løbe de 7,8 kilometer i en rigtig flot tid på 38 minutter og otte sekunder, hvilket er blot to sekunder langsommere end hans tid fra 2019, hvor han vandt løbet.

– Jeg synes, det gik meget godt. Jeg kom i mål i den tid, jeg håbede på, fortæller han, efter han har krydset målstregen.

– Det er mit terræn det her. Men de sidste 475 meter, der mangler jeg noget guf i benene, så det bliver bare sådan en middelfart opad bakken, siger han med henvisning til, at etapen i Almindingen slutter af med en stejl stigning op til målområdet ved Christianshøjkroen.

Det sidste stykke var det sværeste, fortæller han. Foto: Jesper Gynther

Svær optakt

Det bliver nok også svært for den 69-årige mulebo, som oprindeligt kommer fra Amager, at forsvare titlen. Hans tid på 3. etape var nemlig for tredje dag i træk den fjerdebedste i 65-69-aldersklassen.

Optakten til dette års Etape Bornholm har da heller ikke været så god som tidligere år.

– Vi har jo ikke kunne komme i fitness eller noget som helst, fordi der har været lukket, så jeg har ikke kunne træne med romaskinen og træne mine muskler op. Det er der mange, der ikke har kunne.

– Men iltoptagelsen tror jeg faktisk er god nok, for jeg laver nogle intervaltræninger med klubben (Viking Atletik, red.), siger han og fortæller, at han også løbetræner meget selv.

Kort før start. Foto: Jesper Gynther

Har faste rutiner

Her under etape-ugen plejer han endda at løbe en lille tur på seks kilometer hver morgen for at løsne kroppen op.

– Det gør jeg klokken halv ni. Jeg har et fast skema, jeg følger, for jeg holder jo ferie. Jeg har en god arbejdsgiver, for det er mig selv, joker han og afslører, at han også har en fast rutine, når det kommer til at spise op til etaperne.

– Jeg spiser det meste af dagen indtil tre timer før løbet. Der spiser jeg noget pasta eller noget skyr med banan og müsli på. Det er lidt forskelligt, alt efter hvad jeg har lyst til, for jeg plejer gerne at spise det, som kroppen har lyst til.

– Når jeg kommer hjem, har jeg nok brug for nogle chokoladeboller, det æder jeg bare. Man skal bare sørge for at være ren indvendigt i kroppen, inden man starter. Det ser man gerne på væsken, når man tisser. Hvis den er helt hvid, så er den okay, siger han.

– Nu skal jeg spise nogle bananer og få noget væske, siger han og takker af for interviewet og går over mod frugt- og drikkeboderne.

John drikker gerne vand efter hver etape, men ikke under selve løbet. – Jeg tager ikke noget fra depoterne undervejs, men hvis det er rigtig varmt, så tager jeg lige noget vand og smider på musklerne. Når vi løber om fredagen i Rønne, så plejer der også at være flere, der har sat sprinklere ud, så vi kan lige, hvis man har tid, løbe ind under dem og få en kold dukkert, fortæller han. Foto: Jesper Gynther

TEMA: ETAPE BORNHOLM

FÅ ABONNEMENT