Gitte står bag dating-gruppe: Ingen ved, hvor lang tid, vi har igen

Gitte står bag dating-gruppe: Ingen ved, hvor lang tid, vi har igen
Gitte Sommer er selv et stort naturmenneske. Hun går gerne tur med sin hund, men i fremtiden kunne hun godt tænke sig en partner at gå ture og sludre med. Eget foto.
DAGENS NAVN | 11. MAJ • 05:30
DAGENS NAVN | 11. MAJ • 05:30

Efter 20 års ægteskab blev Gitte Sommer skilt. Det er lang tid siden nu, men som 58-årig oplever hun, at det er vanskeligt at finde kærligheden, når man har rygsækken fyldt med et langt livs op- og nedture.

Hvordan ser din hverdag ud?

– Jeg har en god hverdag med mange indholdsrige aktiviteter. Jeg bruger naturen meget og går mange ture både alene med min hund og med venner. Jeg cykler også gerne og går til bassintræning. Jeg vinterbader flere gange om ugen i Arnager, og det sætter jeg virkelig meget pris på.

Hvorfor bor du på Bornholm?

– Jeg kommer oprindeligt fra Tønder, men jeg mødte min eksmand, da jeg boede i København. Han er bornholmer, så vi valgte at flytte til Bornholm, da vi skulle til at bygge rede. Vi var sammen i 20 år, før vi gik hver til sit. Jeg elsker Bornholm og den bornholmske natur, og jeg har mange venner her. Derfor er jeg stadig på øen.

Du står bag gruppen 'Speed Dating Bornholm' - hvad handler det om?

– Speed Dating Bornholm handler om, at man møder mennesker ansigt til ansigt.

– Ved et speed date arrangement er der en eventleder. Man sidder typisk overfor hinanden to og to og taler sammen i 10 minutter. Derefter skifter mændene til det næste bord, og en ny samtale på 10 minutter går i gang. Arrangementet foregår i en hyggelig og afslappet stemning eksempelvis med dug og lys på bordene samt lidt stille baggrundsmusik, men man kan også lave det på andre måder, måske som et udendørs walk and talk-arrangement. Det er helt op til arrangøren.

– Når samtalerne er slut, udfylder alle en scoreseddel. Her skriver man, hvem man har snakket med, og om man ønsker at møde vedkommende igen. Sedlerne afleveres til arrangøren, som dagen efter sender alle deltagerne en mail med svar på, om der er et match. Hvis der er, udleverer arrangøren telefonnumre til dem, der matcher.

– På denne måde kommer ingen til at opleve at blive fravalgt offentligt. Det er en respektfuld måde at give deltagerne en tilbagemelding på, og så må de selv gå videre herfra.

– Gruppen er en Facebook-gruppe. Her kan man som single blive medlem og se, hvilke arrangementer der er rundt omkring på øen. Jeg har lavet den sådan, at alle der har lyst, kan lave et arrangement, der passer til dem. Derfor har jeg lagt skabeloner og vejledninger ind på siden. Det er ikke tanken, at det er mig, der skal lave arrangementer på hele øen.

Hvorfor har du valgt at lave den gruppe?

– Jeg er selv single og er nået dertil, hvor jeg har modet og overskuddet til at møde en mand igen. Så begyndte jeg at kigge på datingsider, men jeg kan slet ikke overskue det, for jeg synes, det er svært at vælge mænd til og fra ud fra de billeder og den tekst, der er lagt ind. Det siger så lidt om folk.

– Hvis man så endelig finder en, som virker rigtig og spændende, mens man skriver sammen, taler i telefon eller facetimer, så kan det hele vise sig at være ligegyldigt, når man endelig mødes, og der overhovedet ingen kemi er.

– Jeg bruger meget energi, når jeg beslutter mig for, at lære et andet menneske at kende. Derfor er det hårdt, hvis al energien er spildt. Sådan er jeg sikkert ikke den eneste der har det. Ved speed dating starter man med at mærke, om der overhovedet er en god energi med det menneske, som man sidder overfor. Hvis energien og interessen er der for hinanden fra start, er der ingen spildtid.

– Tiden er bedre brugt, og ingen af os ved, hvor lang tid vi har igen.

Hvordan har dit kærlighedsliv set ud gennem livet?

– Jeg har et langt og godt ægteskab bag mig. Efter det stoppede i 2013 har jeg mødt nogle forskellige mænd; nogle på datingsider, andre i det virkelig liv. Gode mænd, med mange kvaliteter og gode hensigter. Nu står jeg et sted, hvor jeg gerne vil have en at dele min hverdag med.

Hvad er det, du savner ved et forhold?

– Jeg savner, at der er en anden end min hund, der bliver glad, når jeg kommer hjem. En, der har lavet en kop kaffe, jeg kan dufte, når jeg kommer ind ad døren.

– Jeg savner en at snakke med, som interesserer sig for, hvordan min dag er gået, og hvordan jeg har det, en at sparre med, at dele holdninger med, en der også interesserer sig for, hvad der foregår ude i verden, og som jeg kan diskutere med, når vi ser spændende udsendelser i fjernsynet, for jeg føler, at jeg bliver klogere, når jeg skal argumentere for mine holdninger.

– Jeg savner en at lave mad og spise sammen med, en at rejse med, en at tage til fester sammen med. Jeg savner fysisk nærhed, varmen fra et knus, en at falde i søvn med, en at vågne op til en ny dag med.

Hvorfor tror du, at det er så vanskeligt at finde kærligheden?

– Med udgangspunkt i, at jeg nu er 58 år gammel, tror jeg det er sværere, end da jeg var ung.

– For det første er udbuddet mindre. For det andet er det ikke bare en kæreste, man skal forholde sig til, men også hans børn, børnebørn, ekskoner og gamle venner. Det samme gælder den anden vej.

– Samtidig har vi et langt liv bag os - på godt og ondt. Vi har mange erfaringer med, og jeg tror, at vi søger alt det, som vi tidligere har levet med, som var godt. At vi søger at være nogens kæreste, ham eller hende som vil være der for os i medgang og modgang. Mange af os har været gift og har erfaret at: “til døden jer skiller” ikke holdt. At tiden i medgang gik ret godt, men at forholdet ikke kunne eller skulle holde: “i modgang”

– Det lange liv har bragt tab for mange af os. Vi er blevet skilt, ægtefæller er døde, venner eller børn er forsvundet ud af vores liv. Nogle gik ned med firmaet, andre blev arbejdsløse, vi gik ned med stress, vores partner var utro, vores krop blev nedbrudt eller ødelagt og så videre.

– Det har vi med os i rygsækken og det må vi have bearbejdet i en form, der gør, at vi kan komme videre i vores liv med en ny kæreste.

Tror du, at det er nemmere eller sværere at finde kærligheden på Bornholm end i resten af Danmark?

– Jeg tror, det er sværere. Andre steder i landet har du mulighed for at køre længere på kortere tid. Det betyder, at muligheden for at finde en kæreste er større, da der er flere at vælge imellem.


Gitte Sommer håber på at gruppen kan give mindre tidsspilde, fordi man allerede fra start finder ud af, om man har kemi i virkeligheden. Eget foto.

 

Gitte Sommer
58 år.
Hun er stifter af Facebook-gruppen Speed Dating Bornholm.
Hun er oprindeligt fra Tønder, men bor i Nylars.
Hun har to børn og et enkelt barnebarn.



Følg debatten på facebook!

INDENFOR

Nu styrer Linda Hodda
EKSKLUSIV | ABONNENT

Nu styrer Linda Hodda

En spontan mail, og pludselig stod Linda Olsen som leder af Folkehuset Hodda.
Oliekongen nyder sit nye liv
EKSKLUSIV | ABONNENT

Oliekongen nyder sit nye liv

Manden bag rapsolie-eventyret på Lehnsgaard.
FÅ ABONNEMENT