Vi er blevet fremmede for døden

Vi har gjort døden så institutionel og fjern, at nogle nu betaler 42.000 kroner for en dødsdoula til at tage over.

Som præst kan jeg blive kaldt ud til en familie, hvor et af familiemedlemmerne ligger for døden. Nogle gange fordi den døende ikke vil give slip, det vil sige dø, andre gange for at snakke med den døende eller familien om døden, eller fordi den døende eller familien gerne vil planlægge den forestående bisættelse eller begravelse.

Jeg stiller ofte helt almindelige spørgsmål som ”er du bange for at dø?”, ”føler du dig klar til at dø?”, ”er der noget, som du gerne vil tale med din familie om, inden du dør?” Disse spørgsmål, som vi selv burde kunne stille, er vi ofte bange eller berørings-angste over for at stille, for hvad nu hvis vi ikke vil høre de svar, der kommer?

Eller hvordan skal jeg selv reagere eller besvare de spørgsmål, som svarene kan afstedkomme? Jeg har oplevet, at hvis den dødende eller familien havde svært ved at tro på noget efter døden, kunne de læne sig ind i min tro på det evige liv og finde trøst i, at jeg tror på et liv efter døden.

Få generationer tilbage

Kun nogle få generationer tilbage var det almindeligt, at de døende blev passet hjemme og døde der. Nogle gange i årevis. Når døden indtraf, gjorde familien den afdøde klar ved at vaske og give han/hende noget tøj på, som enten var aftalt eller noget, der havde betydning for den afdøde.

Nogle lå hjemme i kisten uden låg på i nogle dage, så familie, venner og naboer kunne komme forbi og tage afsked med den afdøde. Inden låget kom på kisten og blev kørt til kapellet, afsluttede man med en udsyngning. En udsyngning er ikke et fast ritual, men der blev ofte læst et stykke fra biblen, sunget et par salmer, bedt en bøn, og velsignelsen blev lyst. Det kunne ske ved en fra familien, en præst eller en bedemand.

Nogle synes måske, at det er makabert at have den afdøde liggende hjemme i nogle dage, men jeg har kun hørt, at det har været en smuk afsked. Familiemedlemmer kunne på skift eller sammen gå ind og sidde ved siden af den afdøde og sige det, som skulle siges, og som måske ikke var blevet sagt, mens den afdøde levede.

Det, at man er med i hele processen, tror jeg har en gavnlig effekt på den efterfølgende sorg. Man ser bogstavelig talt livet ebbe ud, og det er ikke nødvendigvis smukt, men man ser, at det også er en del af livet. Nogle er sovet stille ind, og andre har kæmpet imod til det sidste. Det, at man er omkring den afdøde i den sidste tid på den måde, kan give anledning til, at man taler om det, der var svært i livet, om døden og hvad der sker efter døden både for den levende og den afdøde.

En anden tid

I dag er tiden en anden, og mange dør på sygehuset, plejecentre eller hospices. Nogle ønsker at dø hjemme, og så kommer de hjem i den sidste tid og bliver mandsopdækket af hjemmehjælpen og familiemedlemmer.

Vi bor ikke længere tæt på hinanden, og det med at tage at halvt år ud af kalenderen for at passe sin døende forælder er for mange ikke en mulighed. Det kan være både svært og grænseoverskridende for mange børn at skulle skifte ble på sine forældre.

Ægtefællen til en døende er ofte selv så svækket, at det ikke muligt at stå for hele plejen selv, da man ikke kan hjælpe sin ægtefælle på toilettet. Her kommer hjemmeplejen ind med hjælp til den del, så det er muligt at få sit ønske opfyldt og dø hjemme.

Svært at være i

Det, den døende fører med sig af bleskift, smerter og kontroltab, kan være svært at være i som pårørende, da det ikke længere er en naturlig del af livet. Døden er på den måde kommet mere på afstand, og derfor bliver det, som burde være helt naturligt, sværere. For vi skal alle dø, men vi ved hverken hvordan eller hvornår.

Det er blevet unaturligt for os at være omkring døende mennesker. Det tager professionelle som læger, sygeplejersker eller plejepersonale sig af, og det er de gode til. Har den afdøde ondt, så ringer vi til lægen, også selvom de ikke altid kan stille noget op, men vi vil ikke have, at en af vores nærmeste lider. Vi har institutionaliseret døden og har svært med at være i det svære. Nu er det kommet så vidt, at man for 42.000 kroner kan købe sig en dødsdoula i tre måneder. De er med i tiden op til døden indtræffer og i tiden efter.

Der er kommet fokus på begrebet, efter at skuespillerinden Nicole Kidman har fortalt, at hun er ved at uddanne sig til dødsdoula. Nicole Kidmans mor var døende, og hendes søster og hun selv havde travlt med hver deres karrierer og familier, så hun manglede en uvildig person, der kunne være hos hendes mor i den sidste tid. Doula er græsk og betyder tjenestepige. En dødsdoula er en person, som man køber til at sidde ved dødslejet som en vågekone, men der hører mere til doula-delen. Det handler om at hjælpe den døende og familien igennem den sidste tid og tilbyde ikke-medicinsk lindring og støtte. Efter døden er indtruffet, hjælper og støtter dødsdoulaen de efterladte med at håndtere sorgen.

Det er skræmmende

Jeg synes, at det er skræmmende, at vi i løbet af nogle få generationer er kommet dertil, hvor vi er blevet så fremmedgjorte overfor døden, at vi føler, at vi er nødt til at købe os hjælp til det, som er en naturlig del af livet.

Døden er ikke nødvendigvis let, men det er livet ikke. Jeg oplever, at den sidste tid med den døende kan blive stærk og smuk, hvis man tør gå ind i dødens rum. I det rum kan der opstå nogle fine og dybe snakke eller et stærkt nærvær, da den sidste tid også kan være ordløs.

Jeg tror, at vi gør os selv og de næste generationer en bjørnetjeneste ved at gemme eller udlicitere den sidste del af livet mere, end vi gør i dag. Jeg er bekymret for at vi dermed går vi glip af en væsentlig del af livet, der måske kan gøre os bedre rustet til livets op- og nedture.