Den grønne trepart - gennembrud eller luftkastel?

Den grønne trepart blev solgt som en historisk sejr for klimaet, men bag de flotte overskrifter gemmer sig lave afgifter og frivillige aftaler, lyder det fra Jan Eskildsen.

Den grønne trepartsaftale fra 2024 blev lanceret som et historisk vendepunkt for landbrug og natur: CO2-afgift på landbruget, lavere kvælstof og udtagning af lavbundsjorder. Spørgsmålet er, om aftalen er lige så historisk, som den blev udråbt til.

CO2-afgiften endte markant lavere, end regeringens egen ekspertgruppe, Klimarådet under formand Peter Birch Sørensen anbefalede, fordi landbruget satte en politisk grænse, som i sidste ende blev afgørende. Senere valgte regeringen ikke at genbeskikke ham til en ny periode. Det vakte stor opsigt og kritik, da Peter Birch Sørensen og Klimarådet kort forinden havde været kritiske over for regeringens klimapolitik.

Mangler bidende mål

Store dele af aftalen bygger desuden på frivillige ordninger, hvor landmænd kan tilmelde sig, hvis det økonomisk kan betale sig – og erfaringen viser, at sådanne ordninger sjældent leverer den fulde, lovede effekt.

Samtidig rummer aftalen ingen juridisk bindende mål for natur og vandmiljø, men primært hensigtserklæringer og politiske målsætninger. Landbrugets organisationer begyndte da også hurtigt at presse på for lempelser, hvilket er velkendt i en sektor, hvor lobbykraften er stor.

For første gang er der politisk opbakning til en egentlig CO2-afgift på landbruget – et brud med mange års stilstand. Et gennembrud på papiret er dog ikke det samme som et gennembrud i virkeligheden.

Få forventninger

Den afgørende prøve bliver, om kommende regeringer faktisk strammer op, når landbruget – som det plejer – går til modangreb.

I valgkampen og efter Folketingsvalget 24. marts har det vist sig, at parterne ikke er enige om, hvad aftalen indebærer. Med Folketingets nye sammensætning og de langtrukne forhandlinger, er det svært at have positive forventninger på naturens vegne.