Et ekko fra restauratøren

Restauratør og konservativ byrådskandidat Christian Froberg drømmer stort om bornholmske retter på øens restauranter og en helt ny turismestrategi med masser af busser.

Som restauratør i Ekkodalen oplever vi hvert eneste år turister, der spørger tjenerne, hvor lang tid det tager at se Ekkodalen. Og hver gang forundres man. Særligt også når de spørger om hvornår den lukker. Og man forundres også over, at turisterne til stadighed spørger efter pomfritter, burgere og pizzaer, når nu de er i en landsdel med så gode egnsretter.

Men når selv bornholmerne undrer sig over ikke kunne finde en parkeringsplads i Ekkodalen i juni, juli og august og må spørge, om der sker noget specielt i dalen, siden der er så mange mennesker, må der være noget galt et sted! For sådan har det være i snart 10 år. 400.000 gæster alene i Ekkodalen. Hver sæson giver udfordringer både for parkering, toiletter og muligheder for at finde et bord i restauranten uden bordbestilling.

Jeg har boet på Bornholm i en dekade nu. Og bevares, udviklingen er gået stærkt. Men jeg ser ikke rigtigt, at vi tager hånd om de udfordringer, den massive turisme udsætter vores landsdel for. Spørgsmålene står i kø: Beriger turismen vores landsdel tilpas meget til at vi kan opretholde vores velfærdssamfund? Kan vi ødelægge noget ved ikke at regulere? Kunne vi optimere udbyttet ved at regulere den eller tilbyde andre produkter? For eksempel ved at udfærdige en turismestrategi på tværs af brancher og myndigheder? Kan vi ”åbne for øens eventyrligheder” og skabe et endnu mere unikt produkt som feriested? Er vores infrastruktur gearet til det enorme tryk, som efterhånden varer 9-10 måneder om året? Kan øen bære, at vi bare lader stå stil, og lader tilfældighederne råde? Ville en turismestrategi alt andet lige ikke være et godt værktøj til at finde en balance mellem hensynet til den bornholmske egenart og samtidig optimere udbyttet af de mange turister? Kan vi sidde overhørig, at landsdelen har enorme socioøkonomiske udfordringer, når feriesolen er gået ned, mens vi soler os i en velbjerget turisme. Kan der ikke skabes en kobling mellem disse forhold, så det ene løfter det andet?

Med 7-800.000 tilstrømmende turister om året, er det påfaldende at se, at vi i det store hele affinder os med blot at yde ”passiv ordremodtagelse” i stedet for proaktivt at udvikle på turismen ud fra nogle fælles visioner. Og her tænker jeg på tværs af erhvervslivets mange brancher og myndighederne. Alt for meget er tilfældigheder, hovsaløsninger og det for hånden værende søms princip.???

Vi har et unikt produkt

Det bornholmske køkken og egnsretterne er jo helt unikke og spændende. Var der da for pokker – og her må jeg gribe i egen barm – ikke nogen restauranter, der kunne gå sammen og skiftes til at servere bare én bornholmsk ret hver om måneden, og som kollegaerne gladeligt henviste til, når de talte med deres gæster. Skal turisterne ikke opleve fyjllakreitur, krakede ristepølser, saltgrønner torsk med Gudhjemsduppa, spegesild og nye kartofler, saltstegte sild, imsøda fiskehoud eller boghvedegrød med sherry i? Jeg melder gerne Ekkodalshuset ind i et sådant samarbejde. Der er jo gæster nok til os alle, så lad os sammen sende gæsterne rundt på en bornholmsk mad-odysse.

Naturen på Bornholm er fuldstændig unik og fantastisk, særlig set med danske øjne. Her venter der for den nysgerrige 1000-vis af eventyr. Hvis bare man forstår at se - og ved det.

Bevares – outdoorturismen er tiltaget, og vi ser en øget ”natur-turisme”. Og Naturstyrelsen har i de seneste år søsat det ene spændende og brugervenlige tiltag efter det andet for at åbne for naturen. Men det er slet ikke nok. Øen har så meget at byde ind med. Vi har nogle af landets dygtigste naturformidlere og eksperter boende herovre. Kunne man ikke i samarbejde med dem skabe et produkt, der præsenterer øen som den unikke naturperle, den er. Uden at det skal blive kommercielt og plat, burde der kunne etableres et samarbejde på tværs af brancher for at skabe en fortælling om den bornholmske natur, der rækker videre end blot tilfældigt opsatte sedler fra naturvejledere. Det skal blæses ud over landet ad kanaler, vi slet ikke har brugt, og med en styrke som er endnu uset. For i naturen ligger det rigtige ferieeventyr.??

Lidt dagdrømmeri om fremtidens infrastruktur

Infrastrukturen har måske ikke umiddelbart noget at gøre med den bornholmske madidentitet. Og så alligevel. Systematisk har øen siden jernbanens nedlæggelse ladet stå til og utilsigtet skabt en håbløs infrastruktur for øens 800.000 besøgende. Gamle hæderkronede byer som for eksempel Rutsker, Klemensker, Aarsballe, Østerlars, Vestermarie, Olsker og Povlsker er fortabte i turiststrømmen, som notorisk koncentrerer sig om Gudhjem, Svaneke, Allinge og Ekkodalen. Her slås man til gengæld med enorme parkeringsudfordringer og en ”turisme-voldtægt” af lokationernes smukke særegenhed.

En politisk vision kunne for eksempel være at skabe et omnibussystem, der forgrenede sig på tværs af øen og skabte en revitalisering af de forsømte byer. Et omnibussystem, der kørte konstant fra 6 morgen til 23 aften og tilførte ilt i de kvalte byer. Turisterne ville vide, at de ikke behøver at tage bilen med, da de ofte, hurtigt og billigt kunne blive kørt til Wonder, Hasle, Strøby eller Nyker. Det kunne også tage brodden af parkeringsudfordringerne! En anden fordel kunne være, at alene trygheden ved den øgede menneske-gennemstrømning ville medføre større iværksætterlyst i de døende byer, og skabe flere restauranter og forretninger.

Endelig ville øens egne beboere have en kæmpe glæde ved de øgede afgange i alle retninger, når der skal lægges vagtplaner ude på virksomhederne. Bornholmere (med undtagelse af pensionister og skolesøgende) kunne for eksempel købe et årskort for – lad os sige 500 kroner – mens turister, der ikke har fast bopælsadresse på Bornholm, skulle give 300 kroner for en uge eller 500 for fjorten dage. Mon ikke disse beløb kunne dække investeringerne i 17 busser og 22 chauffører. Jeg tror det. Køber bare 300.000 turister et ugekort, ville det indbringe 90. mio kroner, som skal arrangeres således, at de tilgår kommunekassen.

Tilbage til virkeligheden

Jeg kunne da godt ønske, at turisterne tænkte mere over egnsbestemte oplevelser. Også madoplevelser. I stedet for pommes fritter og clubsandwiches, som jo nok er ens i det meste af verdenen. Vi ville da elske at sætte retter på kortet som fyjllakreitur, ristepølser, saltgrønner torsk med Gudhjemsduppa, spegesild og nye kartofler, saltstegte sild, imsøda fiskehoud eller boghvedegrød med sherry i. Som turist ville jeg knuselske sådan en oplevelse; ”When in Rome, do as the romans”. Nå, virkeligheden kalder, og nu må jeg løbe. Næste ret skal serveres.