Koen er ikke det ultimative miljøproblem

Koen er ikke det ultimative miljøproblem
Foto: Thor Lund Kure
KOMMENTAR | ABONNENT | 13. OKT 2023 • 19:00
Af:
Thor Lund Kure
økologisk bonde på Mønstergård
KOMMENTAR | ABONNENT
13. OKT 2023 • 19:00

Sådan ser fremtidens drømmerier ud for en erfaren økobonde på Bornholm.

Jeg drømmer om en naturnær, alsidig, og robust fødevareproduktion på Bornholm med tæt interaktion på tværs af sektorer og mennesker lokalt og med en høj grad af selvforsyning. Vores eget landbrug udfører naturpleje med kødkvæg og lidt heste på statens og kommunens arealer i og ved fuglereservatet Ølene og i Lindesbjerg skovdistrikt - den nye Naturnationalpark Almindingen.

Vi har siden 1996/98 drevet markerne statskontrolleret økologisk og dyrker gamle lavproduktive men robuste kornsorter til et lille marked. Lige nu er det Artemesia, gul enkorn, emmer og stauderug, som aftages af Bornholms Valsemølle. Enkornet er særlig spændende, fordi det indeholder essentielle aminosyrer, der er særlig vigtige for udvikling af børns hjerner og nervesystem. Kød fra dyrene bliver afsat via en producentorganiseret gårdbutik, som har til huse i Den Bornholmske Gårdbutik i Vestermarie. Derudover afsættes der til enkelte lokale restauranter. Med hensyn til gårdens langsigtede strategi er vi meget nysgerrige på, hvad der rører sig i hovederne på den ansvarlige del af ungdommen.

Den naturnære fødevareproduktion:

Jeg vil begynde med et citat af professor Carl Wesenberg-lund fra 1915, som er bragt i Kjeld Hansens bog ”Det tabte land - Den store fortælling om magten over det danske landskab. ”Et lands naturskønhed er en nationalformue, hvoraf slægt på slægt gennem sekler skal leve. En eneste generation kan lægge den øde. Ikke snese af generationer kan bringe den på fode igen. Opretholdelsen af et lands oprindelige naturskønhed har intet med føleri at gøre.”

På Bornholm, som vi godt kan kalde landet i denne sammenhæng, spiller den enestående natur en stor rolle for os, der bor her, og dem, som besøger øen. Citatet er skrevet for over 100 år siden, hvor det stadigvæk var hestekraft, som var hovedtrækkraften i landbruget. I dag drives de største landbrug på Bornholm med maskiner, der i størrelse svarer til dem, der bruges på de opdyrkede steppeområder rundt omkring i verden. Samtidig med at areal- og arbejdsproduktiviteten er steget har landbruget også fået mulighed for at nedsætte pesticid- og kunstgødningsforbruget parallelt med stigende udbytte. Pløjefri dyrkning med mindre kørsel på jorden er også i hastig udvikling. Metoden kræver dog indtil videre de fleste steder sprøjtning af ukrudt.

I den moderne mælkeproduktion oplever vi, at flere og flere køer holdes i stalde hele året rundt for at kunne holde produktionsomkostningerne nede på mælken. Jeg havde i sommer besøg af en bonde fra Jylland, som undrede sig over, hvor få køer, han så ude på markerne. Han troede, at Bornholm blev drevet med meget økologi, hvor køer kommer ud på græsmarker i sommerhalvåret.

I det naturnære landbrug, som jeg drømmer om, bør alle malkekøer og kødkvægsdyr på græs i sommerhalvåret. Dels på grund af deres velvære ved at komme ud og vores glæde ved at se kvæget ude i landskabet, men mindst lige så meget på grund af koens betydning for et stabilt jordbrug med masser af liv i jorden, stærke kulturplanter og udnyttelse af luftens naturlige indhold af kvælstof, samt binding af det i klimadebatten fordømte kulstof.

Mælkeydelsen må gerne falde, og priserne sættes tilsvarende op. Jeg ser koen/oksen som måske verdens vigtigste husdyr, som nok udleder methan ud fra det kulstof, den har hentet i plantevæksten, men den er også i stand til at producere livsvigtige proteiner fra cellulose via sine 4 maver og ofte 40 meter tarmsystem. Problemet med koen i klimadebatten er den måde, vi holder køer på i dag med et stort forbrug af fossilt brændstof til bl.a. dyrkning af foder, daglig håndtering og transport.

Planter og økomælk

Kødforbruget kan også sagtens nedsættes og erstattes af planteproteiner. I den forbindelse bør personerne bag Bornholm Food ønskes al mulig succes med deres igangværende opstart af planteproteiner til menneskeføde.

At udråbe koen som et ultimativt miljøproblem uden nuancer er blot udtryk for, hvordan vores kultur har fjernet sig mere og mere fra vores naturgrundlag. Vi skal også huske at skelne mellem biogent og fossilt kulstof. CO2 er jo et centralt plantenæringsstof, som i sig selv er i et konstant kredsløb, men fossilt kulstof er bundet for millioner af år siden og så pludselig frigjort ved afbrænding på ganske få år set i historisk perspektiv.

Methan, som godt nok har en meget større drivhuseffekt end CO2, nedbrydes efter få år og indgår i det biologiske kredsløb igen. Når koen har været en tro og livsvigtig følger til mennesket i mange tusind år, kan man godt tillade sig at betragte koens methan som et bidrag til den naturlige drivhuseffekt, mens menneskets voldsomt stigende energi- og stofudveksling med den omgivende natur siden midten af 1800 tallet er det nye. (Selvfølgelig skal man medtænke, at der er blevet mere kvæg og flere kødspisende mennesker i samme periode.) Uden drivhuseffekt havde planeten trods alt været mange grader koldere end i dag og ubeboelig for mennesker. Jeg drømmer også om en alsidig fødevareproduktion, som bygger på lokale råvarer. I øjeblikket er der en stor import af råvarer til for eksempel ølbrygning, mostfremstilling, charcuterivarer og endda økologisk mel. Her ville det være godt, hvis primærproducenterne i større udstrækning kunne byde ind med råvarene.

Jeg drømmer også om, at et for tiden udfordret Bornholms Andelsmejeri igen kunne få fodfæste indenfor det økologiske marked. Med tilstedeværelsen af nogle gårde med økologiske malkekøer ville det gøres nemmere at være økologisk planteavler, da der kunne udveksles foder og naturgødning imellem dem. Nabogårde til økologiske mælkeproducenter kunne endda indarbejde udveksling af afgræsningsmarker, så mælkeproducenten fik foder og planteavleren vitaliseret sin jord via kvægets gødning, alt imens de afgræssede marken. Dele af fødevareproduktionen skal også gøres mere robust. På Bornholm bør vi styrke selvforsyningen af foder, ligesom det er startet på dyrkning af hestebønner. Selvom global arbejdsdeling har mange fordele, skal vi nu indtænke alle de ressourcer, der bliver brugt på at flytte varer rundt på hele planeten.

Den internationale politiske ustabilitet kan pludselig vende op og ned på forsyningssikkerhed og afsætning. Dyrkningsmetoder der på sigt ødelægger jordens eget dyrkningspotentiale skal udskiftes med regenerative metoder, hvor jorden får genopbygget et større indhold af organisk materiale, blive mere luftig og få øget vitalitet, som forudsætning for sunde fødevarer. Sunde og vitale fødevarer skulle gerne på sigt føre til sundere mennesker med et stærkere immunsystem, hvis man ikke ødelægger sig på alle andre måder. Det ville måske tage lidt af presset på sundhedssektoren og udskyde næste pandemi. Sammenhold på vores afgrænsede ø er også vigtigt. Her tænker jeg for eksempel på, hvem der i fremtiden kommer til at eje den bedste landbrugsjord, når gårdene efterhånden er omdannet til meget store landbrugsselskaber, som kan udbydes til interesserede købere fra hele verden.

Min drøm er, at der opkøbes noget jord af økologiske jordbrugsfonde, som det allerede ses på Bornholms Økojord. Og hvordan fødevareerhvervene bevidst kunne samarbejde omkring råvarer og restprodukter. På et kvægbrug kunne det være oplagt at inddrage mask fra bryggerierne. Svaneke Bryghus har forsøgt, men uden at tilbuddet rigtig er blevet modtaget.

Forbrugerpres

Flere og flere restauranter ønsker bevidst at bruge bornholmske råvarer især grøntsager og er villige til at betale en merpris. I fremtiden ønskes et direkte forbrugerpres, som rent organisatorisk støtter det lokale forbrug. Flere gange er det forsøgt med opbygning af et lokalt slagteri uden dog rigtig at komme op i gear. Økobornholm som en forbrugersammenslutning er måske under genopbygning efter en dvaleperiode.

Medierne er ligeledes en god samarbejdspartner, som via TV2 Bornholm og Bornholms Tidende kan få udbredt forståelse og viden om det, vi går og laver på gårdene. Det kan både være godt for afsætning, men også for den stemning, der opstår hos mennesker og smitter af op i det politiske system. Landbrugsmuseet Melstedgård og Madkulturhuset har allerede via dygtige ansatte og ildsjæle dannet rammen om en spirende interesse for fødevareproduktonen på Bornholm. Det kan dog styrkes endnu mere i fremtiden - gerne med en skarpere økologisk profil kombineret med en større respekt omkring bevaring af de gamle genstande, der blev brugt før det agrokemiske indtog.

Uddannelsesinstitutioner kan også inddrages i fødevareproduktionen ved at komme ud og for eksempel tage jordprøver, lære hvordan sund jord skal se ud , tælle orme og nytteinsekter i marken og møde den lokale landmand og stifte bekendtskab med livet som landmand og de værdier, som ligger bagved et liv tæt på naturens kræfter.

Vi har selv i mange år haft besøg fra forskellige uddannelseinstitutioner lige fra børnehaver til universitetsverdenen og lærerkredsen på en landbrugsskole. Alle niveauer er lige vigtige, men måske er det aller vigtigst med børnehaverne og folkeskolen, hvor naturempatien skal vækkes eller blot stimuleres ved at flytte flere aktiviteter ud af de ofte golde klasseværelser.

Mange landbrug egner sig også til det rummelige arbejdsmarked. Det kræver en del menneskelige kompetencer, men er det hele værd. Arbejde med dyr og arbejde ude i naturen er både sundt for sjæl og legeme, hvis det ikke skal gå alt for hurtigt. Til folkemødet i 2023 stødte jeg på en gruppe unge fra Den Grønne Ungdomsbevægelse, som solgte et lille hæfte med overskriften: Retfærdig Naturbevarelse. De var tydeligvis ikke tynget af hverdagens realiteter hos nutidens landmænd, men dog meget forfriskende at stifte bekendtskab med.

Jeg vil afslutte med deres utopi for det landbrug, som de ønskede i fremtiden: ”Forestil dig en fremtid, hvor landbruget primært fremelsker planter. At vi endelig tog et opgør med den massive husdyrproduktion, fordi den var voldelig, optog for meget plads og forurenede for meget, i dag er kvæg kun til stede i det omfang, at de giver næring til jorden og laver naturpleje”.

 Citatet lægger op til et vegansk samfund. Det, vil jeg dog mene, er ærgerligt, da de dyr, som der omtales sagtens kan udnyttes til kød og mælk til dem som ønsker det.

FÅ ABONNEMENT