For ikke så lang tid siden havde jeg selv fornøjelsen af at være på en tur til Göteborg for at lære af verdens mest bæredygtige by. Turen blev arrangeret i regi af Bornholms Landbrug og Fødevarers førnævnte projekt ”Bæredygtige spisesteder”. Vi fik blandt andet indsigt i spændende værktøjer til at reducere madspild og måle på CO2-aftryk i arbejdet med at skabe madoplevelser til gæster på cafeer og restauranter. Det var inspirerende og gav stof til eftertanke. Om vi skal implementere værktøjer, eller bare tænke os godt om, vil jeg lade andre, der er tættere på hverdagen omkring tilblivelsen af madoplevelser, vurdere på.
Men helt indlysende er det, at hvis vi bruger og køber det, der bliver dyrket på øen, så reducerer vi CO2-aftrykket. Det er godt for kloden og for vores efterkommere. En hjælp til selvhjælp kunne man kalde det.
De afledte effekter af det er, at vores position som fødevare-ø styrkes, og det giver os en endnu bedre historiefortælling og oplevelse ud mod gæsterne. Det giver igen gæstebesøg og omsætning, som igen giver beskæftigelse på øen.
Når det er sagt, så ved vi alle godt, at det kan være svært at finde råd til at gå den lokale fødevarevej som almindelig forbruger i dagens Danmark. Det er dyrere at gå den vej, og derfor skal vi heller ikke skælde ud på hinanden, men forsøge at tage små, men vigtige skridt i arbejdet med at støtte og udbygge den lokale fødevareproduktion rettet mod forbrug lokalt. Måske skal samtalen i forhold til de næste skridt især involvere Bornholms Landbrug og Fødevarer, grossister og detailhandel, som er vigtige spillere i forhold til at komme bare en smule tættere på for eksempel Ålands selvforsyningsgrad, der, så vidt jeg er orienteret, ligger på cirka 60 procent.