Snigskytter, en bog og tårer på Store Torv

Søren Strandman-Møller

Journalist

Han er blevet beskudt i Irak, græder til Hokus Krokus, og nu skal han være gast på et skib.

Pludselig bliver baglygterne tændt. Kraftigt hvidt lys. Det er enten år 1999 eller 2000. Jacob Trøst husker det ikke helt præcist, men oplevelsen står fortsat lysende klart i hans hoved.

Den 28-årige politimand er kørt rundt i et område et stykke tid i håb om at finde en indbrudstyv, der er blevet set i et villakvarter. Pludselig får han øje på en bil og får med det samme fornemmelsen af, at det er tyven, der sidder bag rattet.

Jacob Trøst tænder de blå blink på sin motorcykel og sætter efter bilen, hvor føreren til sidst kapitulerer og standser. Politimanden parkerer sin motorcykel bag bilen, men Trøst når ikke videre, for i det samme giver bilen et ryk og hamrer ind mod ham og motorcyklen.

Han når ikke at reagere, og et sekund senere ligger den 28-årige politimand og stirrer op i undervognen på en bil.

– Jeg når lige at tænke ”fuck”, inden bilen rammer mig, siger han og holder en kort pause, før han går videre i fortællingen om den første voldsomme oplevelse, han havde som betjent; én af de barske oplevelser, som hans liv har været fyldt med.

Smadret motorcykel

Trøst er heldig. Motorcyklen har taget det meste af skraldet, da bilen hamrede tilbage. Mens han ligger under vognen, er alvoren ikke gået op for ham endnu.

– Jeg tænkte ikke andet end, hvad gør jeg nu, siger han.

Et sekund senere flyver bilen fremad, og Trøst er hurtig. Trods en omgang knubs får han rejst sig op og farer hen til motorcyklen. Han skal afsted. Hurtigt. For det skal manden i bilen ikke slippe godt fra. Men motorcyklen er ikke klar til at hjælpe betjenten. Den er gjort aldeles ukampdygtig.

– Så jeg må kalde op over radioen og sige, at jeg har brug for hjælp.

Når Jacob Trøst genfortæller dramatiske historier, gør han det nøgternt og roligt. Detaljerigt og præcist. Men når han fortæller om de reaktioner, der kommer mange år senere, knækker stemmen nogle gange over.

Blandede følelser

Det er onsdag 3. december 2025, og det er snart slut. Jacob Trøsts tid som borgmester er ved at være fortid. Han sidder i kommunalbestyrelsessalen og konstaterer, at der nu kun er 28 dage tilbage, til han skal aflevere nøgler, computer og tilladelse til at bære borgmesterkæden.

– Når jeg tænker på det, er det med blandede følelser. Den første gang, det virkelig gik op for mig, var fredagen inden kommunalvalget, da jeg skulle stå og holde tale nede i Musikhuzet, siger han.

Trøst er blevet bedt om at holde åbningstalen og har gjort sig umage. Det skal være en tale til den kommende borgmester, der endnu ikke er sat navn på; en tale, der skal handle om netop det at være borgmester. Jacob Trøst er klar, går op på scenen, og der bliver stille i salen. Han har holdt mange taler de seneste fire år som øverste politiske leder på Bornholm. Trøst går i gang. Men midt i talen går han i stå.

– Da jeg stod og holdt den tale, blev jeg ramt. Der blev jeg rørt. Jeg måtte holde en pause og rømme mig.

Pausen bliver længere end planlagt. Den ender med at blive så lang, at publikum begynder at klappe.

– De kunne godt se, at jeg havde svært ved at komme videre i teksten. Men det var meget fint, at de opmuntrede mig til at tale videre. Der var der, der for alvor gik op for mig, at jeg skal aflevere stafetten, siger han.

Tilfældets tilfælde

At Jacob Trøst overhovedet blev borgmester på Bornholm, er et tilfælde på et tilfælde på et tilfælde. Hvis han ikke pludselig var faldet over en annonce på politistationen i Roskilde, var han med stor sandsynlighed aldrig endt på Bornholm. Med andre ord et tilfælde.

Trøst er indsatsleder ved Midt- og Vestsjællands Politi, da han ser annoncen. Et vikariat på et halvt år i omgivelser, der ikke kræver skudsikker vest. Jobbet som indsatsleder kan være barskt. Man er altid i frontlinjen og dirigerer tropperne, når politiet er rykket ud til alvorlige sager.

– Vi er ude til rigtig mange dødsfald. Færdselsuheld og de hårde sager, forklarer han.

Så et halvt år på Bornholm til at lade batterierne op og overveje hele situationen. Ikke værst.

– Jeg kan huske, at der var en kollega, der tidligere havde været vikar på Bornholm. Han sagde, at det var smadderhyggeligt, siger den snart forhenværende borgmester.

Trøst er handlingens mand. Med det samme, han lige har et pusterum under sin vagt, går han hen til computeren. Beslutningen er truffet på et splitsekund. Han søger stillingen og får den. Et halvt år på Bornholm i en almindelig patruljevogn uden den store risiko for at blive beskudt.

– Bornholm er et dejligt sted. Det tænkte jeg. Det er solskinsøen, det er der, man tager over på ferie. Jeg havde faktisk mange år tidligere tænkt på at tage en ferie herovre, men dengang kostede færgebilletten spidsen af en jetjager. Det var lige så billigt at tage til Italien.

Permanent immigration

Det halve år er slut, og Jacob Trøst har nydt tiden på Bornholm. Men det er kun et vikariat, så nu går turen hjemad. Tankerne rumsterer lidt, for Bornholm var godt.

– Inden jeg tog hjem, var der et par kollegaer, der spurgte: ”hva’ Jacob, skal du ikke søge en fast stilling her?”

Men det er alligevel lige i overkanten sådan helt spontant at veksle et halvt års vikariat til permanent immigration. Bornholmeropholdet smager dog af mere Bornholm, så han holder skarpt øje med politiets interne jobsystem. En dag bipper der en ny vikarstilling op, og Trøst slår til igen.

– Jeg kan huske, da jeg kom herover anden gang og rullede ned ad færgerampen. Der havde jeg virkelig følelsen af at være kommet hjem. Det var ligesom at have været væk hjemmefra i rigtig, rigtig, rigtig lang tid og så komme hjem igen. Det er sådan, jeg bedst kan beskrive det, siger han.

Den nye vikarstilling kan dog ikke veksles til et fast job, så Trøst tager hjem til Sjælland og tager derefter på nye eventyr i Grønland. Men efter at være kommet hjem til Roskilde igen-igen, går der et par måneder, og så er der mulighed for fast arbejde på politigården i Rønne. Trøst slår til og glæder sig til en stille og rolig karriere med en kontrollerbar puls. Men sådan skal det ikke gå.

– I det sekund, jeg flyttede permanent til Bornholm, får formanden for Konservative på Bornholm en mail om at hov – der er et medlem, der er flyttet til Bornholm, siger han.

Jacob Trøst er nemlig partimedlem og har været aktiv i Holbæk-afdelingen. Og nu går det stærkt.

Spontan spidskandidat

Formanden for Konservative på Bornholm viser sig nemlig også at være kollega til Jacob Trøst. Hun er chefanklager, og da hun har fået nys om Trøsts partibog, bliver han hurtig indfanget.

– Næste gang, hun møder mig på gangen, siger hun ”Jacob, jeg kan se, at du er medlem af Konservative, og jeg er formand her. Har du ikke lyst til at stille op til næste valg? Bestyrelsen har givet mig mandat til at finde en spidskandidat, så hvad siger du til det?”, fortæller Trøst.

Spidskandidat? Det var alligevel noget af en omgang. Jacob Trøst har aldrig nogensinde stillet op til et valg, men han er omvendt ikke en mand, der tøver. Trøst har mavefornemmelsen på plads, og den svigter sjældent. Så han svarer fluks: ”Jo, lad mig bare prøvet det.”

I 2020 er Konservative på Bornholm i en pauver forfatning med nul medlemmer af kommunalbestyrelsen. Partiet er løbet tør for kandidater til det kommende valg og kan lige nu kun fremvise en blank stemmeseddel. Som spidskandidat kommer Trøsts navn til at stå øverst på stemmesedlen, men efter at have arbejdet hårdt, er det lykkedes lokalafdelingen at tromme en større mængde sammen. Nu er Iben Busch, Mark Palmquist, Flemming Sorth, Ralf Skovgaard og Anders Møller blevet tilføjet på kandidatlisten.

Bare nogle målinger

Kommunalvalget nærmer sig. Jacob Trøst traver sålerne tynde på torvet og bestiger lygtepæle med plakater i hænderne. Men selvom han giver den fuld skrald i valgkampen, tager han det ikke for givet, at indsatsen bliver vekslet til en stol i magtens sal.

– Meningsmålingerne viser godt nok, at vi står til to mandater, men jeg tænker ”jaja, det er bare nogle meningsmålinger", siger han.

Valgstederne lukker. Trøst er træt. Det har været nogle hårde uger, men nu begynder adrenalinen alligevel at sætte fut i ham igen. For da stemmetallene fra første valgsted ryger op på skærmen, står Konservative til 10 procent. Politimanden er født i Aarhus, og selvom han flyttede fra byen i en alder af ét år, er der stadigvæk en sjat jysk mentalitet gemt i ham. Dialekten rummer en del af slagsen, og der er heller ikke nogen grund til at juble over noget, der kun er teoretisk.

Men så kommer stemmetallene fra næste valgsted, og nu kan Jacob Trøst se, at han sandsynligvis vil blive valgt. En anden politiker har dog langt tidligere satset på, at Trøst ville høste stemmer nok. Han hedder René Danielsson og er noget mere garvet i den verden end Jacob Trøst.

Hundefryser

Fredag aften inden kommunalvalget har han trukket den konservative kandidat til side nede på Nørrekås. Det er mørkt, koldt, og der bliver klapret tænder i stereo. Men Danielsson har en plan.

– René hiver fat i mig og siger ”Jacob, vi skal lige tale sammen”, fortæller han. Så det gør de. Og René Danielsson præsenterer nu sin idé. Han vil høre, om Jacob Trøst er klar til at blive borgmester, hvis mandaterne falder rigtigt ud, og han kan sætte et flertal sammen med Enhedslisten.

– Lige der tænker jeg, at det scenarie kommer ikke til at ske, siger Trøst. I baghovedet bobler der dog alternative tanker. Vil det virkelig kunne ske?

Tilbage ved valgaftenen er stemmerne nu talt op. Jacob Trøst kommer tilfældigvis gående ned mod de grupperum, hvor Enhedslisten og Dansk Folkeparti sidder. Pludselig går døren op, og Linda Persson kommer ud. På det tidspunkt er hun medlem af Dansk Folkeparti, der har høstet fire mandater.

– Linda siger ”Jacob, vil du ikke lige med op i mødelokalet?” Så går vi sammen derop, og der kommer Morten, Helle og Niklas fra Enhedslisten gående sammen med René, siger Jacob Trøst. Lige nu er han ene konservativ i forsamlingen, og pludselig konstaterer politimanden, at han er inviteret til forhandlinger.

– Jeg ringer til Ralf (Skovgaard) og siger ”så er det nu”. Ralf når lige ind i lokalet, så siger det ”puf”, og så smækker døren i, siger Trøst.

Trods den overraskende udvikling er Jacob Trøst klar i hovedet. Konservative er i valgforbund med De Radikale og Kristendemokraterne, og Trøst har lovet Bjarne Hartung, at han skal med ind, hvis de altså bliver indbudt til forhandlinger.

– Så jeg løber ud ad døren, finder ham og siger ”Bjarne, så er det nu".

Timerne går og går og går. Enhedslisten og Dansk Folkeparti lægger arm om, hvordan linjerne netop skal lægges. Forhandlerne fra begge partier kan ikke blive enige om, hvem der skal have borgmesterkæden.

– Til sidst kigger de over på mig og siger, ”Jacob, vil du ikke”?

Resten er historie, og snart i mere end én forstand. For Jacob Trøst er også snart historie som borgmester.

Tillykke Jacob

Han vil dog også gerne dele en historie fra dagen derpå. En oplevelse, hvor det for alvor går op for ham, hvad der er sket om natten, og hvordan hans liv skal forme sig fremover.

– En af de episoder, der får mig til at indse én af de her offentlighedsting, er om morgenen. Jeg har været i radioen klokken seks og skal derefter ned på Store Torv og mødes med en journalist og give interview dernede. Så kommer der et par pædagoger gående med nogle børnehavebørn. Mens jeg står og er ved at få mikrofon på, så råber alle de her unger ”tillykke, Jacob!” i kor fra den anden side af gaden. Jeg står ved springvandet, og de står ovre ved Netto. Der bliver jeg rørt. At de der unger står der og ønsker mig tillykke, det er en stor ting. Det er bare så fint. Det er der, det går op for mig, at det faktisk er ret stort det her, og nu er jeg en offentlig person.

Jacob Trøsts stemme er blevet grødet og øjnene er lidt blanke.

Hvordan kan det være, at du bliver berørt af at fortælle den historie i dag?

– Jeg tror, det er det her med, at der er nogle mennesker, der gør noget, de ikke havde behøvet, men de gør det for at bringe glæde. De gør det, fordi, ja, det er sådan en anerkendelse, en hyldest. Det er noget, de gør meget uselvisk. Jeg synes bare, det er så fint, at de lige giver sig tid til det og standser op. Jeg er med på, at det er pædagogerne, der sætter det i gang. Men jeg synes, det er så fin en handling. Jeg kan huske det, som var det i går. Det betyder bare så meget, at vi har den slags mennesker i vores samfund, der gør noget uselvisk. De gør noget for andre, fordi de godt kan lige at gøre noget fra andre. Det har vi heldigvis meget af på Bornholm, altså frivillige. Det er én af de ting, jeg elsker ved at være herovre, at vi har mange, der gerne vil gøre noget for andre, siger han.

I en krigszone

Trøst er ikke færdig med at dykke ned i minderne. For der var altså gået 49 år af hans liv, før han blev valgt som borgmester. Og de år har til tider budt på mere adrenalin, end Landemærket kan tilbyde i det daglige.

Politimanden Trøst har gjort sin borgerpligt i uniform og aldrig skånet sig selv. Det har givet oplevelser, der ikke alle har været lige behagelige, og en del er røget om i rygsækken med ubehandlede minder af den knap så gode slags.

Tiden i Irak er hård. Trøst er udsendt til en krigszone i bogstavelig forstand.

– Der er mennesker omkring mig, som dør. Både danske og engelske soldater, der bor i den lejr, jeg bor i. Der falder raketter ned i vores lejr, og der er patruljer, som kører på vejsidebomber.

Jacob Trøst fortæller atter nøgternt og roligt. Det gør han konsekvent, når det drejer sig om barske oplevelser.

– Vores gruppe bliver beskudt af en snigskytte. Et skud går så tæt forbi øret på én af vores danske soldater, at han mister hørelsen kort tid på grund af overlydsbraget. Lige efter skal vi køre ud at hjælpe en anden gruppe, der er kørt på vejsidebombe, hvor der er blevet dræbt et par engelske soldater, fortæller han og fortsætter:

– Da vi kører hjem derfra, ryger vi i baghold. Den overhængende fare, vi hele tiden er i, gør, at vi konstant er i beredskab. Det er det, der påvirker os, siger han.

Men det er en fysisk og meget konkret påvirkning. Der sker noget her og nu, som Jacob Trøst skal forholde sig til, og den slags mestrer politimanden til fulde. Men da han endelig skal forlade krigszonen og vende hjem til Danmark, er påvirkningen en anden.

– Jeg tænkte ikke så meget over det, da jeg var dernede. Da jeg kommer hjem, bliver jeg hentet af en kammerat og hans kæreste. Vi kører ud af parkeringshuset og ned på motorvejen, og pludselig går det op for mig, at nu skal jeg ikke længere tænke på snigskytter og vejsidebomber. Lige der er der tale om en stor fysisk byrde, der bliver lettet fra mine skuldre. Det er lige der, hvor jeg oplever, hvor meget jeg har været i beredskab under mine to måneder i Irak, siger han.

Grådlabil

Og lige præcis da kommer reaktionen endelig. Lige da det letter det og forløser en klump inde i politimanden Jacob Trøst, der nu bare er Jacob.

– Tårerne triller ned, siger han.

I den næste tid er Jacob Trøst grådlabil.

– Når jeg ser tv-serien Hokus Krokus, kan tårerne begynde at trille ned. Når de overrasker nogen efter at have sat en have i stand, bliver jeg virkelig rørt, fordi jeg ser, at der er én, der bliver så glædelig overrasket, siger han.

Jacob Trøst skammer sig aldrig over sin følsomhed, men han undrer sig lidt. Hvorfor reagere så voldsomt på et haveprogram, når man kort tid inden er blevet beskudt uden at græde?

– Jeg snakker faktisk med en feltpræst, der var dernede på samme tid, og han fortæller, at han også er blevet mere grådlabil efter at have været dernede. Det er egentlig meget godt at høre, at der er en anden, der har det på samme måde, siger han.

Derefter tager Trøst kontakt til én af politiets psykologer.

– Jeg kan godt mærke, at der lige er noget, jeg skal have på plads. Det er blandt andet det der med, at det er normalt, man får nogle reaktioner, når man har været udsat for pres gennem længere tid. Det har jeg en samtale med psykologen om, og så er det lige som om, at det hele falder på plads.

Er du ok?

Det er generelt sådan for Jacob Trøst. Der går lidt tid, inden voldsomme oplevelser udløser en reaktion. Efter at han som ganske ung betjent er blevet kørt ned af den bakkende bilist, tager Jacob Trøst tilbage til stationen. På det tidspunkt håndterer man den slags episoder lidt anderledes i korpset, end man gør i dag.

– Vagthavende spørger, om jeg er ok. Jeg havde ikke brækket noget, men fået nogle blå mærker og én på opleveren. Så jeg går hjem og skriver en rapport om, hvad jeg har oplevet – hvordan bilen så ud, og hvordan føreren så ud. Han kørte i en stjålet bil, og de fangede ham aldrig, siger han.

Rapporten bliver afleveret. Dagligdagen går videre. Men en uge efter går det pludselig op for Jacob Trøst, hvad det egentlig var, der skete. Han går hele situationen igennem igen og igen og kan godt mærke, at det faktisk var lidt for tæt på; at han ikke er udødelig.

– Jeg sidder hjemme i min sofa og ser A Perfect World med Kevin Costner og Clint Eastwood, og den slutter lidt trist. Det bliver jeg virkelig ramt af. Lige pludselig kører denne der film gennem hovedet, min egen film fra en uge før, og det var en barsk oplevelse. Jeg kan huske det den dag i dag. Der sidder jeg med våde øjne og er så ked af det. Først tænker jeg, hvorfor reagerer jeg så voldsomt på den film. Men så kan jeg godt regne ud, at det er nogle efterreaktioner fra denne her episode, siger Trøst.

Hvorfor dig?

Han har aldrig haft noget imod at fortælle familie og venner om sit job. Men en dag går det op for Jacob Trøst, at hans forældre er mere påvirkede af historierne, end han lige er klar over.

– Jeg finder ud af, at min forældre bliver bekymrede, hvis jeg fortæller for meget om mit arbejde, så det stopper jeg med. Jeg kan huske på et tidspunkt, jeg fortæller om, at jeg har kørt over 200 kilometer i timen på min motorcykel for at fange én, der kører for stærkt. Så siger min far meget alvorligt til mig ”Jacob, det må du love mig aldrig at gøre igen". Det kan jeg ikke love, for jeg skal passe mit arbejde. Derfor lader jeg bare være med at fortælle det, jeg oplever efterfølgende, siger han.

Trøsts far reagerer også på sønnens beslutning om at tage til Irak midt i en krigszone.

– Han siger: ”Jacob, jeg kan godt forstå, at der er nogen, der skal det her. Men hvorfor skal det lige være dig?” Jeg tror, jeg siger, at det er noget, jeg skal. Det er noget, jeg vil. Så snakker vi ikke så meget mere om det, siger Trøst.

Ingen psykolog

Den er ikke klar til udgivelse endnu, men det kan være, at det sker på et tidspunkt. Jacob Trøst har samlet en lang række oplevelser fra sin tid i politiet og nedfældet dem i bogform. Den første historie handler om den gang, han og en kollega blev kørt ned af en flugtbilist.

– Det er den anden forsætlige påkørsel, jeg har oplevet. Den bliver ved med at komme tilbage til mig, for det er ikke så længe siden, at jeg havde oplevet den, inden jeg kommer til Kosovo. Det var et længere forløb, hvor jeg først var i en lang biljagt, og så endte han med at køre mig ned. Jeg tænker, at det kan være interessant at få den genafspillet. Også for at tænke, om jeg kunne have gjort noget anderledes, for han blev heller ikke fanget. Så det er sådan en debriefing. Min egen. På denne der hændelse.

Vil du ønske, at du havde haft en psykologisk debriefing den gang?

– Ja. At blive kørt ned og et så voldsomt angreb, det er noget, der gør noget ved én. Det kan man ikke undgå. Man mister kontrollen. Man mister kortvarigt handlemuligheder. Det er voldsomt at blive kørt ned eller udsat for angreb personligt. Det er helt naturligt, at der er noget snakke om bagefter. Min kollega slap også med knubs og en smadret motorcykel, så vi kunne begge to gå derfra, siger han.

Den manglende psykologiske debriefing var med til at få Trøst til tastaturet.

– Jeg starter med at skrive, fordi jeg kan mærke, at det gør noget godt for mig selv. Så bearbejder jeg denne her hændelse igen. Det starter tilbage, jeg er udsendt til Kosovo og sidder på et kontor, hvor der hverken er internet eller noget som helst. Der er en computer med Word. Så tænker jeg, at det kan være meget sjovt i stedet for at skrive det i rapportform, så skrive det i romanform; altså nogle af de ting, jeg har oplevet, siger han.

At skrive om sine oplevelser er sundt for Jacob Trøsts sjæl.

– Nogle af de ting fylder stadigvæk meget for mig. Det var inden, man brugte psykologer, som man gør i dag. Jeg har brug for en måde en bearbejde de her ting på, så da jeg begynder at skrive, kan jeg mærke, at det gør noget godt, siger han.

Det er egentlig ikke planen, at skriverierne skal være andet end en form for selvterapi.

– Efterhånden har jeg fået skrevet en del af de her ting ned, og på et tidspunkt er der én af mine kollegaer, der spørger, om han må læse det, fordi jeg fortæller ham, at jeg har skrevet det. Så tænker jeg, at det kan der ikke ske noget ved, og så sender jeg ham én af de historier, siger Trøst. Politimanden bliver overrasket over reaktionen.

– Næste dag kommer han ind på arbejdet og siger ”hold kæft, Jacob, det var lige som at sidde der selv. Det var virkelig godt beskrevet det der.” Så tænker jeg, hold da op, det er meget sjovt at få at vide. Så får jeg idéen til, gad vide, om det her er noget jeg én eller anden dag skal udgive. Også fordi det beskriver en verden og nogle oplevelser, man ikke får normalt, siger den potentielt kommende romanforfatter.

Ingen børn

Jacob Trøst er barnløs, men det er ikke et aktivt fravalg.

– Det er en tilfældighed. Jeg har bare ikke lige mødt hende, der skulle være. Jeg kan ikke sådan lige sætte en årsag på. Det ved jeg faktisk ikke, siger han.

Men ville Trøst gerne have haft børn.

– Ja, det var noget, jeg tænkte på i mange år, at nu skal jeg have fundet en kæreste, jeg kan flytte sammen med og få børn med. Men så på et eller andet tidspunkt i 40'erne tænkte jeg, at nu er jeg sgu for gammel, så nu dropper jeg det. Og så tænkte jeg, at det vigtigste er, at jeg har det godt, og så må vi se, hvad der sker.

Er du nogensinde ked af, at du ikke har fået børn?

– Jeg har indimellem tænkt, at det kunne have været en stor oplevelse. Men til gengæld har jeg mange andre oplevelser i bagagen, så jeg føler, at jeg har levet et rigt liv og oplevet meget. Jeg er meget taknemmelig for det liv, jeg har haft. Det er ikke sådan, at jeg går i det daglige og savner noget. Jeg er glad og tilfreds.

Har du haft lange parforhold?

– Ja, ikke sådan nogle 10 års, og jeg aldrig boet sammen med en kæreste.

Hvordan kan det være, tror du?

– Ingen anelse. Jeg tror bare, at jeg ikke har mødt den rette. Jeg tror ikke, at jeg er svær at bo sammen med, men det er aldrig lige kommet dertil i de forhold, jeg har været i. Så det er lidt tilfældigheder, hvem man render ind i og ikke render i ikke mindst.

Har der været forhold, hvor du har tænkt, at her kunne det godt være den eneste ene?

– Ja, der har været nogen, hvor det har været rigtig godt i en periode, og hvor jeg har tænkt, gad vide, om der er noget fremtid i det her. Og så er det på ét eller andet tidspunkt kommet dertil, hvor jeg har tænkt, at det var der alligevel ikke fremtid i.

Hvordan kan det være?

– Det er der alle mulige forskellige årsager til. Jeg har tænkt over det, men jeg kan ikke se et mønster i, hvorfor de er stoppet. Der har været forskellige årsager hver gang. Så, ja… Men jeg er også, jeg er ikke typen, der hopper fra ét forhold til et andet, for jeg har det egentlig meget godt uden en kæreste. Og har nemt ved at få tiden til at gå. Jeg synes, der er for få timer i døgnet til alt det, jeg gerne vil. Så det er sådan, at det dukkede op, når det dukkede op. Så har det varet en periode, og så er det stoppet igen. Så det er ikke noget, der fylder så meget for mig. Her de sidste fire år er det noget, jeg har haft endnu mindre fokus på, for jeg har tænkt, at her har jeg ikke tid til det. Der har jeg fokuseret meget på at være en god borgmester. Og ligesom prøvet at give mest muligt til den funktion og være så god en borgmester som muligt, så der har jeg tilsidesat den private Jacob en del. Jeg tænkte, det kan der blive tid til om fire år, eller hvornår min borgmestertid nu udløber, siger han.

Det gør den så nu, altså udløber. 31. december er det officielt slut, selvom Jacob Trøst ikke regner med at have de store opgaver efter det sidste kommunalbestyrelsesmøde 18. december.

7. januar er det farvel til Bornholm. Her rejser Jacob Trøst til Sydamerika, hvor han først skal vandre i Ecuador og Peru i en måned, og efterfølgende være gast på et skib i godt en måned og sejle mellem småøer i Fransk Polynesien.

Hvad tiden derefter skal byde på, har Jacob Trøst ikke den fjerneste anelse om. Foreløbig vil han have Jacob-tid på ubestemt tid, men han har dog ikke planer om at flyve fra reden; sin rede i Kleven.

– Jeg håber at bo på Bornholm resten af mine dage. Jeg elsker at bo i Kleven. Jeg elsker at bo på Bornholm, jeg elsker det at være her. Men nu må vi se, hvor jeg finder et job. Det aner jeg ikke. Men jeg satser på, at jeg kan blive boende. Det er i hvert fald planen.