Kokkekonkurrencen tager udgangspunkt i Bornholms helt unikke position, når det gælder den danske gastronomiske udvikling, som vi har set brande Danmark igennem de seneste 10-15 år. I mange år har Bornholm været ’first mover’, når det gælder udvikling og innovation inden for gastronomi- og fødevarebranchen.?
Efterhånden opfatter alle i Danmark bornholmske produkter og fødevarer som en kvalitet i sig selv. Denne position skal vi værne om og bevare. Vi må ikke hvile på laurbærrene, men vi skal fortsætte med at udvikle Bornholmske kvalitetsprodukter ved at udnytte vores erfaringer, ekspertise og ikke mindst de specielle forhold, vi har på øen. For eksempel har vi helt fantastiske vilkår for at udvikle og forfine produktionen af kartofler på grund af den høje koncentration af sandjord. For nyligt er der også fundet trøfler her på øen, det er i sig selv et kæmpe potentiale. Vi skal udnytte det, som vi er gode til, og alt det, som vi har de rette forudsætninger for at producere og udvikle. Og så skal vi turde udfordre os selv og alt det, som vi plejer at gøre. Min erfaring fortæller mig, at det er den indstilling, der virkelig rykker. Det har vi været gode til at gøre før, og det spor skal vi tilbage på igen.?
Mit håb for Bornholm som fødevareø er, at vi i fællesskab tør udfordre og forny det, vi allerede har - også selvom det fungerer. Konkurrencen er stor, vi er generelt dygtige til at producere fødevarer i Danmark.?
For at det kan lykkes, så skal flere investere og bakke op, når nogen tør tage en chance. Vi vil altid gerne hjælpe, vi har af flere omgange hjulpet Bornholmske iværksættere og producenter med at komme ind på det danske fødevaremarked. Derudover vil jeg opfordre bornholmske virksomheder, myndigheder og investorer til at indgå i dialog med os om konkrete samarbejdsmuligheder og projekter. Ved at støtte specifikke initiativer og ved at engagere sig direkte i udviklingen af vores lokale fødevarelandskab, kan vi sammen udvikle innovative løsninger og skabe nye muligheder for Bornholm.