Leif Olsen: Jeg synes stadigvæk, at perioden er lidt lang

Leif Olsen: Jeg synes stadigvæk, at perioden er lidt lang
Leif Olsen (SF) synes, borgmesterens forslag om retningslinjer er bedre end den kommunale direktions spærretid, men han synes, perioden er for lang, og at den bør kunne differentieres. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
SPÆRRETID | BORNHOLM | 9. JUL 2021 • 14:48
Henrik Nielsen
Journalist
SPÆRRETID | BORNHOLM
9. JUL 2021 • 14:48

Selvom han har ferie og derfor ikke så pressemødet med Thomas Thors (S) fredag, har Leif Olsen fra SF fulgt så meget med, at han ved, at borgmesteren har foreslået at erstatte en decideret spærretid med nogle retningslinjer, som skal gælde i tre måneder op til kommunalvalget i november.

Leif Olsen synes, at forslaget til retningslinjer er en fornuftig forandring og en forbedring, men stadig ikke godt nok.

– Jeg synes stadigvæk, at perioden er lidt lang. Og det må jeg så se, om jeg kan overbevise andre om, at den er, siger han.

De tre måneder er samme periode som den spærretid, retningslinjerne skal erstatte. Det er for længe, synes Leif Olsen, som også gerne ser, at der er forskel på, hvor længe eventuelle retningslinjer skal gælde for kandidater til valget og for medier og medarbejdere.

– Efter min mening behøver kandidaterne ikke at tage på fotosafari så længe. De har haft næsten fire år til at komme rundt til institutionerne. Så der synes jeg måske godt, der kunne være en skelnen imellem, hvor længe det gælder for kandidater, og hvor længe det gælder for medarbejdere og medier, siger SF'eren.

Det vil være hans udgangspunkt, når borgmesterens forslag kommer til politisk behandling.

– Så må vi se, om jeg kan overbevise nogen om det, lyder det fra Leif Olsen.