På sporet af Bornholms diamanter

Fra Raghammer til Slusegård går turen gennem klitter, fugleliv og fortællingen om øens berømte uægte diamanter.

Hidtil har stafetvandringen langs øens kyster været med høje klinter. Efter Boderne afløses de af hvide klitter, begge navne skyldes hævede terrænformer. Mens klinten består af urgamle ler arter fra en hævet havbund, er klitten lavet af yngre flyvesand.

Strækningen fra Boderne til Slusegård er seks kilometer, retur det dobbelte. Man kan tage bussen retur fra Slusegård (undersøg køreplanen), men stoppestedet ved Boderne er oppe på landevejen, så der bliver en ekstra tur på halvanden kilometer til det sted, hvor turen begyndte. Men også i dette tilfælde kan man med fordel vandre turen med gode venner og to biler. Den ene parkeres ved Slusegårds Cafe, med den anden bil køres tilbage til Boderne.

Der er yderligere et problem.

Raghammer Odde et flot naturområde, og samtidig et militært skydeterræn med forbudt adgang, når der skydes. Det fremgår af en høj mast med en rød kugle, der både kan ses fra Boderne og oppe fra landevejen. Hvis kuglen er nede, kan man følge stranden langs kysten på hele strækningen til Slusegård. Hvis den er oppe, må man følge skiltene med kyststien. Ved Raghammer fører stien udenom de militære arealer for senere at forenes med kysten.

Turen forudsætter, at kuglen er nede. Fra Boderne passeres broen over udløbet af Grødby Å, derfra følger man den flotte badestrand langs kysten mod sydøst.

På lang afstand ses den lange odde af Raghammer, et ældre åbent klitområde, som i dag består af bølgende bakker med lyng og græs, rensdyrlav og lavt pilekrat. Måske kan det store område virke ensformigt, men er meget varieret. Ved kysten er der en fin badestrand, senere åbne bakker med lyng eller græs, småskove, vandløb, enge og små søer med strandtudser.

Militæret på Odden

Ender 2. verdenskrig havde tyskerne en baraklejr her, der blev overtaget af russerne 1945 til 1946. Bagefter blev området overtaget af det danske militær, der brugte det til skydeøvelser. Forsvarsministeriet købte i 1967 den nærliggende Eskesgård og fik dermed et 300 hektar større skydeareal. Som nævnt tidligere er der offentlig adgang, når der ikke skydes, man må ikke samles brugte patroner og andre militære effekter op.

Foruden lave piletræer, rensdyrlav, græsser og hedelyng vokser der også smalbladet timian, bakkenellike, nikkende limurt, aftenpragtstjerne, gul evighedsblomst og maj gøgeurt. Der ses ofte dådyr og rådyr, harer og vilde kaniner. Af fugle yngler der blandt andet hedelærke, engpiber, rødrygget tornskade. De senere år har den sjældne sortstrubet bynkefugl også ynglet.

Den sjældne fugl foretrækker sjovt nok militærets øde arealer. Ved Oksbøl i Vestjylland yngler fuglen mellem græssende store kronhjorte og vilde ulve.

På Raghammer er der ingen ulve, men sjældne insekter. Den flotte blåvingede ørkengræshoppe lever her som det eneste sted i Norden, bortset fra Gotland.

Bornholms ældste kirke i Aakirkeby havde en havn på Raghammer Odde mod øst. Det var dog ingen rigtig havn, bare et slæbested med render og dybt vand. Der er intet spor af havnen

Bornholmske ”diamanter”

Både ved Boderne og Pedersker Havn er der opsat skilte med al dykning forbudt. Det skyldes havbundens kalkboller med ”bornholmske diamanter”. Det ligner de rigtige diamanter, men er små klare, kalkspat krystaller, der skyldes indsivende kalkvand i en revne i den 400 millioner år gamle kalkbolle.

Da Danmark i 1783 indførte forbud mod import af udenlandske ædelstene, kom der en stor interesse for noget, der ligner diamanter, det gjorde de bornholmske. En diamantsliber fra København stiftede derfor et selskab på Raghammer i 1791 med navnet: ”Carlebye Huuss og Stenbrud”.

På gamle kort over stedet stod der ”Diamantrevet” om Odden. De opfiskede kalkboller blev flækket og de klare, små ”diamanter” blev slebet og solgt i København. Det første år solgte man 292 og året efter 1.080 ”diamanter” fra Bornholm. Der blev brugt til hår spænder, brocher, knapper og smykker for de fine. Blandt Kronjuvelerne på Rosenborg er der et fint hårspænde lavet af de øens uægte diamanter.

I 1970 var der stadig mængder af kalkboller på havbunden, dykkere syntes, at de lignede runde kugler på en fjern galakse. Derefter kom der sport hos dykkerne at opfiske kalkbollerne og sælge ”diamanterne” til øens turister. Da de begyndte at blive sjældne, kom der en fredning i 1983.

Goddag til Sømarken

Det store klitområde mod Dueodde hed oprindelig kun strandmarken. Men for at skelne mellem dem blev de kaldt for Østre og Vestre Sømark. Mod Vestre Sømark bliver det grove sand på stranden til flyvesand, nogle gange forsvinder sandet fra stranden, man følger bare stien oppe på de lave klitter.

De små avlsbrugere, der engang trodsede livet i klitterne, fik området foræret af kongen mod at plante fyrretræer for at forhindre sandflugten. Derfor kunne man senere sælge det som grunde til sommerhuse. Mange sommerhuse.

For sommergæsterne blev der ved stranden anlagt spisestedet kaldt Granpavillonen. Her kunne man få almindelig dansk mad, stegt flæsk og pølser. Den er i vore dage afløst af restauration Kadeau med stjernestatus og eksklusiv mad.

Mens beboerne i Vestre var fattige folk med dyr og landbrug, var der fiskere i Østre Sømark. For deres skyld blev der sidst i 1800 lavet en havn på revet forbundet til kysten med en lang bro. I dag har sandflugten fået havnen til at ”kravle op på land”. I det lille samfund er der et stort populært silderøgeri, gamle fiskerhuse og nyere små og store sommerhuse.

Derfra er der ikke langt til udløbet af Øle Åen med Slusegårds vandmølle og en smuk natur, der ligner en naturperle med lave klitter og et overdrevs landskab der var en kommende dronning værdig. Læs historien næste weekend, denne tur slutter på parkeringspladsen ved restauration Slusegård. God tur.