KØB ABONNEMENT
TOPNYHED / TRAFIK / Fredag 21. november 2025 • 16:57

Klar fejl: Adskillige passagerer efterladt

Klar fejl: Adskillige passagerer efterladt
Bornholm Expressen kørte afsted uden adskillige passagerer fredag eftermiddag. Arkivfoto: William Sonne Kaalø
Journalist

Passagerer blev efterladt på busterminalen i København.

– En klar chaufførfejl.

Det siger pr- og kommunikationschef for Bornholmslinjen Jesper Maack om situationen fredag eftermiddag, hvor et antal passagerer af Bornholm Expressen blev efterladt på perronen på Københavns Busterminal.

Tidende er blevet kontaktet af en pårørende til en af de agterudkørte, som fortæller, at det skulle dreje sig om 25-30 passagerer. De stod og ventede på bussen ved den perron, hvor bussen ifølge skiltningen skulle afgå fra. Men der kom ingen bus. Den afgik i stedet fra en anden perron og efterlod de ventende på den "rigtige" perron.

– Chaufføren er udfordret på noget køretid, og derfor kommer chaufføren til at holde på en anden perron, end der hvor folk står og venter. Det betyder, at nogle passagerer bliver efterladt. Vi ved ikke præcis, hvor mange det drejer sig om, for der er nogle, som er kommet over i andre busser, siger Jesper Maack.

Svært at forklare

Men det lyder voldsomt, hvis det handler om 25-30 passagerer?

– Ja, jeg tror, det er rigtigt, at 25-30 passagerer ikke er skannet ind, men nogle af dem er formentlig kommet med andre busser. Så det er lidt svært at vide, hvor mange der reelt er blevet efterladt. Men det er meget beklageligt, og chaufføren var også meget ked af det, da det gik op for vedkommende, siger Jesper Maack.

Når det handler om så mange passagerer, der ikke kommer med, skulle man tro, at chaufføren opdager, at noget er galt?

– Præcis. Det er også lidt svært at forklare, hvordan det går til, at chaufføren ikke får dem med. Ligegyldigt hvad er det ikke andres skyld end den pågældende chauffør, siger kommunikationschefen.

Hvilke rettigheder har de efterladte passagerer?

– Som altid skal man tage fat i vores kundeservice. Der er regler og betingelser, som skal overholdes, siger Jesper Maack.

Fire timers forsinkelse

Han oplyser, at de efterladte passagerer kommer med den næste busafgang og næste færge.

De skulle have været med færgen klokken 16.30. Da næste færge afgår fra Ystad mod Rønne klokken 20.30, kommer det til at handle om fire timers forsinkelse.

– Ja, det er klækkelig forsinkelse. Det er virkelig træls, siger Jesper Maack.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT