Gravgaard: Drømmen om en ny start

Gravgaard: Drømmen om en ny start
LEDER | DEBAT | 22. NOV • 05:30
LEDER | DEBAT | 22. NOV • 05:30

En næsten helt ny kommunalbestyrelse giver håb – men også pligt. Nu skal de svære beslutninger tages, før Bornholm kan rejse sig igen.

Vi kender følelsen, hver gang et politisk flertal skiftes ud: drømmen om, at alt kan blive bedre. At en ny begyndelse kan rense luften, skabe samarbejde og endelig rette op på år med økonomisk nedtur og politisk slid. Efter dette kommunalvalg er håbet større end normalt. 16 af 23 medlemmer er nye. Det er et ryk, der ikke bare ændrer ansigter – men muligheder.

Skiftedag 1. januar bliver derfor mere end et formelt afsæt. Det bliver en reel chance for at gentænke kommunens kurs. Mange af de erfarne profiler takker af, og sammen med dem forsvinder over 100 års politisk erfaring. Det kan virke skræmmende. Men det åbner også rum for nye perspektiver, nye samarbejder og – måske – en ny politisk kultur.

For denne periode kan ikke ligne den sidste. Økonomien er for presset, prognoserne for dystre, og hverdagen i kommunens institutioner for udfordret. De kommende politikere står foran en af de mest alvorlige økonomiske opgaver i kommunens historie. Der skal spares – ikke bare i ét budgetår, men langt ud i fremtiden. Det bliver smertefuldt. Meget mere smertefuldt end de årlige protester, vi kender fra enkelte sager såsom Madskolen. Denne gang bliver det mere alvorligt.

Men netop nu – med fire år til næste valg – er tiden til at slå de lange lys til. Nu kan politikerne tage de beslutninger, der ikke giver klapsalver, men resultater. De kan rydde op i strukturer, der ikke længere hænger sammen. De kan sikre, at drift bliver ansvarlig, og at der igen skabes økonomisk råderum til at investere i udvikling.

Hvis de tør.

Hvis de gør det rigtigt, kan Bornholm i 2029 stå med en kommune, hvor børn og ansatte trives bedre, hvor administrationen arbejder mere effektivt og er mere raske, og hvor erhvervslivet har fået mod og muligheder til at vokse – ikke på trods af kommunen, men i samspil med den.

Drømmen om en ny start er ikke en garanti. Men det er et løfte, som den nye kommunalbestyrelse både får i hænderne og bliver målt på.

Nu begynder arbejdet. Og håbet.

FÅ ABONNEMENT