Cordua kårer vinder og taber af valget

Blandt andre SF satte ikke en fod forkert under konstitueringen på valgaftenen, mener Jarl Cordua.

I flere uger – endda måneder – har valgkampen været i gang. Det blev forløst tirsdag, da vælgerne havde været i stemmeboksen, og natten til onsdag kunne Frederik Tolstrup (V) træde ud af forhandlingslokalet og kalde sig selv den nye borgmester.

Netop den udvikling er politisk analytiker Jarl Cordua ikke overrasket over, fortæller han.

– Når der er et blåt flertal - mest fordi Dansk Folkeparti får et meget godt valg, og at Socialdemokratiet, der ikke var i et valgforbund, formentlig mister et mandat på det - er det ikke en overraskelse. Så ligger det jo til at være blåt. Det fornemmede SF og Socialdemokratiet ret hurtigt, at det var den vej, det gik. Og derfor læste de jo spillet meget godt, synes jeg, fortæller Jarl Cordua.

For konstitueringen endte med at sprede sig fra Venstre, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, mens også Socialdemokratiet og SF kom med.

Den så brede konstituering kommer bag på Jarl Cordua.

– Det mest overraskende er den brede konstituering, siger han.

Men det kommer på baggrund af flere ting. For SF og Socialdemokratiet handlede for at komme med.

– Og både Tolstrup og Socialdemokratiet indså, at der aldrig ville blive nogen særlig god stemning i kommunalbestyrelsen, hvis ikke de på en eller anden måde fik Dansk Folkeparti med. Fordi Dansk Folkeparti i mandater var den store vinder. Og man synes, at René Danielsson var klog ved at ikke optræde grådigt, men han får en udvalgsformandspost, og det er det, han gik efter, og det, han gerne ville have. Der var frit valg på stort set alle hylder, og han får det, han vil have, og det stiller han sig tilfreds med, og han er faktisk meget generøs, fortæller Jarl Cordua og fortsætter:

– Der kan man jo stille sig selv i spørgsmål, hvordan kan det lade sig gøre? Jamen, det kan det vel, fordi Frederik Tolstrup er klog og formår at formidle det her ideologisk set meget brede samarbejde. Og så kan man sige, at det bare er et spil om poster. Det må jeg indrømme, for det fornemmede jeg ret tidligt, at det ikke var. Da jeg sad der og kommenterede på TV2, var det meget tydeligt, at hvis man skulle lave et eller andet, der rakte SF til DF, var det simpelthen vigtigt, at man fik skrevet nogle politiske aftaler ned. At man blev enige om en politik de fem partier imellem, når Kristendemokraterne også var med.

Sporene skræmmer

De politiske aftaler har Frederik Tolstrup løftet sløret en smule for med kassetjek og trivselsundersøgelse i kommunen, men ellers lader aftalepapirerne vente på sig.

Men at der ikke ligger en underskrevet aftale endnu, tolker Jarl Cordua som to ting.

– Det er en meget omstændelig proces, hvor man skal have skrevet alt ned, for når der på et tidspunkt opstår uenighed, eller der er diskussioner, kan man gå tilbage og sige, at det er det, vi blev enige om. Og det handler selvfølgelig om, at sporene skræmmer fra tidligere. Jeg tror, man kan læse det helt ned i at sige, at jeg faktisk tror, det handler lidt om René Danielsson (DF). Det handler også om, at Venstre og Dansk Folkeparti nok er et andet sted end SF og Socialdemokratiet i ideologisk, siger han.

– Man vægter tingene forskelligt. Der er ingen, der snakker om skattelettelser og sådan noget, det er vi fuldstændig ude af. Men vi snakker måske om, hvordan får man styr på økonomien? Hvor er prioriteringerne? Hvor skal eventuelle nedskæringer være? Hvor skal man investere hen? Når tingene bliver svære, hvor har man så hinanden? Og jeg tror faktisk, det handler om René Danielsson, fordi nogen har den opfattelse, at han ikke er til at stole på. Det er selvfølgelig ikke hans synspunkt, men det er nogens synspunkt.

Jarl Cordua understreger også, at det ikke er, fordi han er ude efter René Danielsson, men at det for partierne er en måde at holde hinanden oppe på aftalerne.

– Og han er måske nemmere med at have at gøre, end hvis der ikke står noget, for så er tingene til fri fortolkning. Hvis ikke der står noget, så har man mulighed for at fortolke tingene, som man selv vil.

En genopretningsplan

Selve det, at der meget bliver skrevet ned, kan dog også låse partierne.

– Faren er, at det ender med teknokrati, hvor alt er låst helt fast, og man kan ikke rigtig mene noget forskelligt, og det vil sige, at man fremstår meget samlet, og det drukner måske alle diskussionerne. Jeg siger ikke, at det ender sådan, men det er bare en fare, man kan se for sig. Der skal jo være plads til en vis uenighed, trods alt, som ikke bare handler om energiøen, men som også handler om alle de andre ting, siger Jarl Cordua.

Han kalder også aftalen for en genopretningsplan, som alle er interesserede i kommer på skinner.

– Og så var der oppositionen i kraft af De Konservative og Enhedslisten, som jo så er helt frie til at kritisere alt, hvad der står i sådan en plan.

I kraft af at Dansk Folkeparti får seks mandater, kalder den politiske analytiker også partiet for vinder af valget. Men dem er der flere af.

– Tolstrup er det selvfølgelig også i kraft af, at han er blevet borgmester. SF har også fået et meget godt valg, og de satte ikke en fod forkert under konstitueringsforhandlingerne. De var meget tidligt ude og var inde. 14 dage før valget havde de jo nærmest afskrevet socialdemokraterne som deres borgmesterkandidat. Jeg tror, at de havde set, at det skulle være Tolstrup meget, meget tidligt. Og SF vidste, at de skulle bare holde sig til bordet. Det er sådan forskellen på at tage tingene alvorligt, forberede sig godt, læse spillet rigtigt. Det gjorde Andreas Grosbøll fra start til slut, siger Jarl Cordua.

'Amatør'

Men når man kårer vinderne, er der også dem, der tabte valget.

– Den helt stor taber er selvfølgelig Enhedslisten, som har mistet fem mandater. Det kommer man bare ikke udenom. Morten Riis er en gammel rotte. Han ved præcis, hvordan tingene er. Han skal i opposition, og han skal sætte sig ud til venstre. Og så skal han kritisere alle de kompromisser, der bliver lavet. Hver gang de vil bruge lidt mindre penge på velfærd og noget, der er lidt mindre grønt, kan han altid gøre det bedre. Og den position passer godt til Enhedslisten, fortæller Jarl Cordua og fortsætter:

– De skal tilbage og genopbygge partiet. De har fået to mandater. Det er to driftssikre, dygtige politikere, som folk kender. Der er en base at bygge på. Så kan de komme igen om fire år. Jeg tror, de tager det helt stille og roligt.

Den anden taber af valget finder man hos De Konservative, som også mistede borgmesterposten.

Jarl Cordua synes egentlig, at spidskandidaten, Christian Froberg Dahl, og partiet fik et godt valg, hvor de fik to mandater.

– Jeg synes faktisk, at han har formået det til trods for, at han er en politisk nybegynder, og det ligger han jo ikke selv skjult på, så har de fået et ret godt valg. Som person synes jeg han har fremstået som et enormt positivt bekendtskab. Jeg tror faktisk, han har et potentiale, fordi han som person virker sympatisk, men jeg er ikke vildt imponeret af ham som politisk taktiker og strateg. Slet ikke, når det kommer til konstitueringsspil. Der synes jeg, at tirsdagen viste, at han var en amatør, og det vil jeg gerne fastholde. Og der var plads til forbedring. Men jeg har faktisk store forhåbninger til ham, fordi han er en klog fyr og ikke uden evner.

Fejlene i konstitueringsspillet uddyber han også.

– Man har et indtryk af, at De Konservative faldt i søvn. Og alt for sent gik det vel op for dem, at det er Frederik Tolstrup, der ender som borgmester. Konservative siger, at ”de andre holdt os udenfor”. Det er for nemt at sige, at de ringede aldrig til os. Man skal nok være meget mere opsøgende, og man kan ikke tillade sig at være så nonchalant. Jeg var ikke den eneste, så mange havde den opfattelse af, at Froberg Dahl ikke tog det alvorligt. Han skulle have solgt sig selv meget tidligere for at komme med i en konstituering.