Bjarne Hartung Kirkegaard: 'Det er en ulykkelig sag'

Bjarne Hartung Kirkegaard: 'Det er en ulykkelig sag'
Bjarne Hartung Kirkegaard. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 19. FEB 2021 • 13:06
Mads Westermann
Journalist
| ABONNENT
19. FEB 2021 • 13:06

DOM

– Det er en ulykkelig sag, og det er ulykkeligt, at hun har oplevet at skulle opleve det, siger formanden for Bornholms Regionskommunes social- og sundhedsudvalg, Bjarne Hartung Kirkegaard (K) til Bornholms Tidende i en kommentar til den dom Østre Landsret i dag afsagde.

Her bliver Bornholms Regionskommune dømt til at betale 300.000 kroner i godtgørelse til en kvinde, der fra december 2005 til juni 2009, mens kvinden var mellem 12 og 16 år, blev svigtet af regionskommunen.

Ligesom borgmester Thomas Thors (S) vil Bjarne Hartung Kirkegaard heller ikke på nuværende tidspunkt tage stilling til, om regionskommunen skal tage dommen til efterretning, eller om man skal forsøge at anke den til en højere retsinstans.

Slå koldt vand i blodet

– Jeg synes det er klogt at overveje, hvad det næste træk skal være. Byretten kom jo til et klart resultat, hvor regionskommunen blev frikendt, og Østre Landsret kom til et andet lige så klart resultat, siger udvalgsformanden.

Han peger på, at dagens dom er en meget principiel dom, som potentielt kan få store konsekvenser. Både for Bornholms Regionskommune, men også for andre kommuner i resten af Danmark.

– Derfor vil det på nuværende tidspunkt være fornuftigt at slå koldt vand i blodet og lytte meget til, hvad KL rådgiver os til at gøre, siger Kirkegaard.

KL (Kommunernes Landsforening) har både i byretten og i landsretten været rådgiver for Bornholms Regionskommune.

Ved ikke om der er andre sager

Om der ligger andre tilsvarende sager og venter, hvor Bornholms Regionskommune kan ende med at blive gjort ansvarlig, det ved Bjarne Hartung Kirkegaard ikke.

– Det er en gammel sag, når den ligger helt tilbage til 2005, og Østre Landsret har vurderet, at de normale forældelsesfrister ikke gælder her. Hvad der ellers har været igennem tiden siden da, det ved jeg ikke. Men jeg kan jo regne ud, at når det er en gammel sag, og når de normale forældelsesfrister ikke gælder, så er det svært at vide, hvad der har været siden da, både i Bornholms Regionskommune og i andre kommuner. Det er også derfor afgørelsen er så principiel, siger han.