– Beskrivelsen af de forhold, som kvinden har været udsat for, er forfærdelig, og i den udstrækning kommunen er ansvarlig, så må vi også godtgøre kvinden. Og det har Østre Landsret bestemt at vi er, siger borgmester Thomas Thors (S) om den dom Østre Landsret i dag har afsagt.
Her bliver Bornholms Regionskommune dømt til at betale 300.000 kroner i godtgørelse til en kvinde, som fra december 2005 til juni 2009, mens kvinden var mellem 12 og 16 år, blev svigtet af regionskommunen.
Thomas Thors er endnu ikke bekendt med præmisserne i dommen, og derfor vil han heller ikke udtale sig om, hvordan Bornholms Regionskommune vil forholde sig til dommen.
– Administrationen er gået i gang med at granske dommen, og så skal det afgøres, hvordan vi vil håndtere den.