Pochettino sejrer over Christiansens Panama i USA-debut

13. OKT 2024 • 08:06SPORT

Det gik ud over Thomas Christiansen og Panama, da Mauricio Pochettino debuterede som amerikansk landstræner.

Mauricio Pochettino debuterede natten til søndag dansk tid som amerikansk landstræner med en sejr.

I testkampen, der blev spillet i den texanske by Austin, vandt USA 2-0 over Panama, der har dansk-spanske Thomas Christiansen som landstræner.

Yunus Musah grundlagde sejren med sit mål umiddelbart efter pausen, før Ricardo Pepi i slutminutterne lukkede kampen.

I opgøret blev det også til spilletid til dansk-amerikanske Kristoffer Lund, som til daglig spiller for italienske Palermo. Forsvarsspilleren har valgt at stille op for USA.

Pochettino trådte til som USA's landstræner i september efter knap fire måneder som arbejdsløs.

Forinden havde han forladt Chelsea efter bare et år i London-klubben, som endte på sjettepladsen i Premier League.

Argentinerens fornemste opgave bliver at føre USA godt igennem VM i sommeren 2026. Her er USA sammen med Canada og Mexico vært for slutrunden.

Af samme årsag spiller USA ikke kvalifikation, da værterne er sikret en plads i turneringen, og testkampene er derfor ekstra vigtige.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT