Dansk herredouble er klar til finale i Finland
Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen er klar til finalen i Super 500-turneringen Arctic Open i Finland.
Den danske herredouble i badminton med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen er klar til finalen i Super 500-turneringen Arctic Open i Finland.I lørdagens semifinale vandt de med cifrene 21-14, 21-19 over Kittinupong Kedren og Dechapol Puavaranukroh fra Thailand.
Danskerne var i kontrol i det meste af kampen, men andet sæt blev spændende, før den anden matchbold blev udnyttet.
Det danske par har mulighed for at vinde turneringen for tredje gang sammen. Det gjorde de allerede i 2014 og igen i 2023.
Danskerne spillede generelt et godt første sæt. De kom foran med 12-8, men måtte se modstanderne komme på 12-12, før de med syv point i træk kom på 19-12.
Det blev afsættet til, at Rasmussen kunne afgøre sættet med et velplaceret cut smash til 21-14.
Danskerne tog momentum med ind i andet sæt, hvor de bragte sig foran med 11-5.
Men parret fra Thailand var ikke sådan lige at knække. De havde det med at slå tilbage, når forspringet ellers var blevet komfortabelt.
På et snuptag blev dansk føring på 15-10 reduceret til 15-13, og modstanderne fik fuld kontakt ved 17-17, da et dansk smash viste sig marginalt ude efter en challenge.
Danskerne reagerede dog godt på udligningen, og det blev 19-17 efter en vild duel, hvor Anders Skaarup løb ud og skiftede ketsjer undervejs, før han lavede fem opsamlinger på stribe og til sidst sikrede dansk point.
De spillede sig til to matchbolde, hvoraf den anden blev udnyttet med en vinder nede i hjørnet.
I søndagens finale skal danskerne møde Goh Sze Fei og Nur Izzuddin fra Malaysia. De skabte en overraskelse i den første semifinale ved at slå de kinesiske verdensettere, Liang Wei Keng og Wang Chang, i tre sæt.
Uanset resultatet af den kamp har Astrup og Rasmussen, der er nummer to på verdensranglisten, vist, at de er i fin form forud for næste uges Denmark Open.
/ritzau/