Gule kort kan amputere skaderamt landshold
Fem spillere på det i forvejen skaderamte danske fodboldlandshold er lørdag i karantænefare mod Spanien.
Når det danske fodboldlandshold lørdag løber på banen i udekampen mod europamesteren Spanien, risikerer op mod halvdelen af spillerne i Danmarks startopstilling at ryge i karantæne i tilfælde af gult kort.Får Albert Grønbæk, Pierre-Emile Højbjerg, Morten Hjulmand, Jannik Vestergaard eller Victor Kristiansen en advarsel mod Spanien, går de glip af tirsdagens udekamp mod Schweiz, da de i så fald har samlet to gule kort sammen i Nations League.
Derfor kan landstræner Lars Knudsen være tvunget til at bruge en del af søndagen på at indkalde erstatninger, hvis han må se bort fra en eller flere spillere.
Det scenarie skænker han dog ingen tanker før mødet med Spanien. Spillerne må ikke hæmmes af, at de har et gult kort fra en tidligere kamp.
- Der er nogle, der har et gult kort i forvejen, så der er selvfølgelig en risiko for at få karantæner, men vi bliver nødt til at spille en kamp ad gangen. Nu skal vi møde Spanien, og bagefter må vi se, hvordan det ser ud inden den næste kamp, siger Lars Knudsen.
I forvejen har den fungerende landstræner haft luppen fremme for at finde landsholdsaktuelle spillere.
Siden han udtog sin trup for halvanden uge siden har fem spillere meldt afbud med skader, og i tillæg har erfarne Simon Kjær, Mathias "Zanka" Jørgensen og Thomas Delaney sagt stop på landsholdet.
Derfor er det særligt midtstopperen Jannik Vestergaard samt de centrale midtbanespillere Pierre-Emile Højbjerg og Morten Hjulmand, der skal undgå en karantænedag på positioner, hvor trupbredden i forvejen bliver testet.
Også Joachim Andersen får karantæne ved næste gule kort i Nations League, men midtstopperen er aktuelt skadet og er hverken med mod Spanien eller Schweiz.
Lørdagens udekamp mod Spanien begynder klokken 20.45 i Murcia.
/ritzau/