Historisk kvindetræner er første skridt i DBU-filosofi

13. OKT 2024 • 07:03SPORT

Kristine Pedersens aktuelle assistentrolle for U17-drengelandsholdet er et eksempel på fremtiden i DBU.

Et lille stykke dansk fodboldhistorie skrives i disse dage i Sønderjylland. Her er U17-drengelandsholdet aktuelt samlet i Haderslev for at spille EM-kvalifikation.

Det historiske består i, at U16-pigelandstræner Kristine Pedersen er med som en ekstra assistenttræner som en del af Dansk Boldspil-Unions (DBU) nye tiltag under Den Røde Tråd 2.0, der blev lanceret i marts.

Hun er den første kvindelige træner, der er med på sidelinjen hos et dansk drengelandshold til en kvalifikationskamp.

Samarbejdet på tværs af landshold og køn er en vigtig del af DBU-projektet, ikke kun for at ensrette spillestilen, men også for at gøre danske trænere endnu bedre og til større profiler på sigt.

Samtidig skal tiltaget give de enkelte hold flere ressourcer, lyder det fra Kenneth Heiner-Møller, der som Talent- og Udviklingschef i DBU er ansvarlig for arbejdet med den opdaterede version af Den Røde Tråd, som blev født under tidligere landstræner Morten Olsen i 2005.

- Hos os er man ikke længere bare træner for et kvindelandshold eller et herrelandshold, og det er med til at uddanne trænerne løbende, samtidig med at de enkelte hold får flere ressourcer at trække på, siger Heiner-Møller.

- Det gør os også mindre sårbare i forhold til, når vi mister trænere, for vi ved, at vores trænere er eftertragtede.

Det kan også være i tilfælde af sygdom til en træner, at man så har trænere fra andre hold, der let kan træde til. Det aktuelle i den tankegang er senest bevist med Morten Wieghorsts sygemelding på A-landsholdet.

Ifølge Heiner-Møller lader den flydende brug af trænerressourcer fra andre hold sig gøre, fordi man med Den Røde Tråd 2.0 har valgt, at den samlede filosofi og spillestil skal gælde for alle landshold uanset køn.

Det har givet alle trænere og spillere "et fælles sprog", lyder det fra både ham og Kristine Pedersen.

For sidstnævnte er det motiverende at kunne sparre endnu mere med kolleger og selv komme med input til et andet landshold end sit eget.

- Jeg er jo fodboldtræner - ikke pigetræner eller drengetræner. Når jeg kommer ud, så ser jeg på spillet, og når vi også nu har vores fælles sprog i DBU, så synes jeg faktisk, at det har været nemt at gå ind og være træner for de her drenge, siger hun fra Haderslev.

Mens fysiske forskelle giver en plausibel forklaring på, hvorfor mænd og kvinder ikke deler fodboldbane, så tjener den ikke som forklaring på, hvorfor trænerfaget stadig er tungt domineret af mænd. Også for pige- og kvindehold.

Selv om ikke ret mange forbund verden over har lavet en fælles spillestil på tværs af køn og bruger trænernes ressourcer på tværs af hold, så er Kenneth Heiner-Møller sikker på, at den mandsdominerede trænerverden snart kommer under stort pres.

- Der er stadig en tendens rundt omkring i fodboldverdenen til, at det er bedre at have en mandlig træner med 20 års erfaring frem for at tage et kæmpe kvindetalent, som har været træner i fem år, siger han.

- Men om ikke så længe har kvinderne fået noget erfaring, og pludselig er der nogen, som bare sparker døren ind og viser, hvor dygtige de er, selv om de har færre års erfaring.

Kristine Pedersen ser allerede en opblødning i fodboldverden. Murene er ikke så høje længere, for de kvinder som drømmer om en trænerkarriere.

- Jeg tror, vi kommer til at se en helt naturlig udvikling inden for det, som vi også ser i samfundet generelt. Og når først der også er flere rollemodeller i faget, så vil flere kvinder også kunne se, at det er en mulig vej at følge, siger hun.

Ligesom i U17-drengeholdets sejr senest over Luxembourg står Kristine Pedersen tirsdag igen på sidelinjen for at flankere cheftræner Søren Hermansen, når Østrig kommer forbi til EM-kvalifikationskamp.

Tidligere i år har blandt andre kvindelandsholdets cheftræner Andrée Jeglertz også været assistent for U21-herrelandsholdet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT