De la Fuente fremhæver uerfarne kræfter i sejr over Danmark

13. OKT 2024 • 08:33SPORT

Det er tilfredsstillende at være i stand til at dominere mod et hold som Danmark, mener Luis de la Fuente.

Spanien udnyttede sin dominans til at slå Danmark 1-0 i lørdagens Nations League-opgør, hvor danskerne ellers kæmpede bravt for at få et point.

Med til historien om kampen hører, at spanierne måtte undvære nøglespillere som Rodri, Nico Williams og Dani Carvajal, som var toneangivende i den spanske EM-triumf i sommer.

Og i det lys er den spanske præstation endnu mere imponerende, mener den spanske landstræner, Luis de la Fuente.

- Vi vidste, det ville blive en svær kamp. Det passede perfekt til den plan, vi havde lagt. Det er en fornøjelse at se spillerne, uanset om de har fået chancen tidligere eller ej. Vi har en fantastisk gruppe af spillere, som viser deres potentiale, når de får chancen. Det er godt for spansk fodbold.

- Danmark er et fantastisk hold, og vi var særligt i anden halvleg i stand til at dominere, kontrollere situationen og diktere tempoet. Det kan vi og jeg være meget tilfredse med, siger de la Fuente ifølge uefa.com.

Danmark kiggede sporadisk forbi i det spanske felt, men havde mest travlt med at forsvare mod de boldfaste spaniere.

Efter 78 minutter gav det spanske pres pote, da Real Sociedad-spilleren Martin Zubimendi dukkede op og flugtede sejrsmålet ind bag Kasper Schmeichel.

Det var den 25-årige midtbanespillers 12. landskamp.

- Martin er så god at have. Med målet vil opmærksomheden på ham nok stige, men han har en computer i hovedet, og det er et privilegium at have ham i en periode, hvor Rodri er ude, siger Luis de la Fuente.

Spanien fører nu Nations League-gruppen med et enkelt point ned til Danmark, der indtager andenpladsen efter tre kampe.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT