Lars Knudsen udtager alsidig Brentford-back

13. OKT 2024 • 12:25SPORT

To karantæner har fået landstræner Lars Knudsen til at indkalde den potentielle debutant Mads Roerslev.

Landstrænervikar Lars Knudsen har taget konsekvensen af, at både Victor Kristiansen og Morten Hjulmand ragede advarsler til sig i Danmarks nederlag på 0-1 til Spanien i Nations League lørdag aften og derfor er i karantæne til tirsdagens udekamp i Schweiz.

Knudsen har udtaget Brentfords Mads Roerslev til opgøret, skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på det sociale medie X.

25-årige Roerslev har spillet en lang række kampe for de danske ungdomslandshold, men har stadig sin første optræden til gode på øverste niveau.

Mod Schweiz er han udset som gardering i både højre og venstre side af forsvaret, fortæller landstræner Lars Knudsen søndag formiddag.

- Mads Roerslev er udtaget som forsvarsspiller. Så må vi se, hvordan tingene går op, når kabalen skal lægges inden kampen mod Schweiz. Han kan både spille højre og venstre back. Han kan spille i begge sider, selv om han oftest spiller i højre side i Brentford, siger Lars Knudsen.

Det er kun hård backkonkurrence, der har gjort, at Roerslev ikke var en del af den oprindelige trup.

- Mads har gjort det godt i Premier League i lang tid. Han spiller jævnligt på et højt niveau i Premier League, og han er en af dem, som har gjort sig fortjent til at være en del af landsholdet, men som ikke var med i truppen i første omgang, siger Lars Knudsen.

Han har vurderet, at det ikke var nødvendigt at udtage en midtbaneerstatning for den karantæneramte Morten Hjulmand.

Foruden karantænerne har en byge af afbud allerede ramt landsholdet i forbindelse med den igangværende samling.

Barcelona-stjernen Andreas Christensen har ikke været tilgængelig, da han er ude i længere tid, og forsvarskollegaen Joachim Andersen var også forhindret i at dukke op.

Derudover har Christian Nørgaard, Mikkel Damsgaard og Morten Frendrup meldt afbud med skader, mens Rasmus Nicolaisen er rejst hjem fra Spanien af samme årsag.

Landsholdet har skrabet seks point sammen i de tre første kampe i Nations League. Det rækker foreløbig til en andenplads bag Spanien, der har et enkelt point mere.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT