Bjorkstrand scorer på straffe i snæver NHL-sejr til Seattle

13. OKT 2024 • 05:58SPORT

Oliver Bjorkstrand scorede i den afgørende straffeslagskonkurrence, da Seattle tog sæsonens første sejr i NHL.

Den danske ishockeyspiller Oliver Bjorkstrand var natten til søndag stærkt medvirkende til, at Seattle Kraken tog sin første sejr i den nye NHL-sæson.

29-årige Bjorkstrand havde nemlig is i maven, da udekampen mod Minnesota Wild til sidst skulle afgøres i straffeslagskonkurrence efter 4-4 i ordinær spilletid og en overtid uden nogen scoringer.

I straffeslagskonkurrencer har hvert hold tre forsøg.

Hos Seattle var Bjorkstrand først på isen. Han skulle forsøge at udligne til 1-1, efter at Minnesota-profilen Mats Zuccarello havde scoret på sit forsøg.

Bjorkstrand viste stort overskud, da han efter et par små fikse træk vippede pucken op i højre målhjørne og ind bag Minnesota-målmanden.

Også Bjorkstrands holdkammerat Jordan Eberle scorede på sit forsøg, og da Minnesota samtidig brændte skud to og tre var det nok til at sikre sejren.

Jordan Eberle havde også stået for to af Seattles scoringer - begge i anden periode. Tye Kartye og Jared McCann stod for de to andre i tredje periode.

Ligesom ved en sejr i ordinær spilletid giver det to point at vinde en kamp i straffeslagskonkurrence. Minnesota får dog også et enkelt point for at spille uafgjort i den ordinære spilletid og efterfølgende tabe på straffe.

Sejren til Seattle betyder, at holdet har én sejr og ét nederlag i NHL-sæsonen, som er blevet skudt i gang i denne måned.

Danske Lars Eller var også i aktion natten til søndag dansk tid. Sammen med Pittsburgh Penguins tabte han på udebane 2-4 til Toronto Maple Leafs.

Penguins har tabt to kampe og vundet en enkelt i sæsonen indtil videre.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT