Suveræn Sinner forhindrer Djokovic i at nå stor milepæl

13. OKT 2024 • 12:25SPORT

Jannik Sinner viste med sejren over Novak Djokovic i Shanghai Masters, hvorfor han er nummer et i verden.

Verdens bedste tennisspiller hedder lige nu Jannik Sinner.

Det satte italieneren to streger under, da han søndag besejrede Novak Djokovic 7-6, 6-3 i finalen i Shanghai Masters.

Djokovic var på jagt efter singletitel nummer 100 i karrieren, men kunne ikke matche den 14 år yngre modstander på energi og tempo.

Turneringen i Kina rangerer lige under grand slam-turneringerne som en af de helt store i kalenderen, og med sejren cementerer Sinner sin status som verdensetter.

Første sæt var lige så tæt, som man på forhånd kunne have forventet af en dyst mellem de to.

Både Sinner og Djokovic server på højt niveau og gav ikke mange åbninger til hinanden i egne servepartier. Der var ikke en eneste breakbold i første sæt, som derfor skulle afgøres i tiebreak.

Her tog Sinner teten fra start. Den 23-årige stjerne bragte sig foran med et smukt passérslag og etablerede en solid føring på 4-0.

Djokovic svarede igen, men missede en oplagt flugtning, som sikrede Sinner tre sætbolde. Den anden blev udnyttet, og så var verdensetteren halvvejs mod sejren.

I tennis behøver du ikke nødvendigvis vinde mange flere point end modstanderen, så længe du vinder dem på de rigtige tidspunkter.

Foran 2-1 fik Sinner en åbning i Djokovics serveparti, da den 37-årige serber igen missede en flugtning ved nettet.

Sinner hamrede en vinder ned langs linjen og udnyttede sin anden breakbold til 3-1.

Djokovic har døjet med knæproblemer og spillede med et bind om det højre knæ i søndagens finale. Han så da heller ikke ud til at have samme fysiske overskud som Sinner, som ikke gav kontrollen fra sig igen.

Årets vinder af Australian Open og US Open kørte sejren sikkert hjem og vandt dermed ATP 1000-turneringen for første gang.

Djokovic har vundet Shanghai Masters fire gange, men seneste sejr var i 2018. Turneringen blev ikke afviklet i 2020, 2021 og 2022 på grund af corona.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT