Der var ikke sådan, at man diskuterede frem og tilbage, om det mest realistiske bud på et mål nu hed 39.999 eller 50.000. 42.000 borgere var resultatet af et regnestykke, der blev præsenteret for os: Dette mål var vi nødt til at nå, hvis Bornholm nogensinde skulle drømme om en bæredygtig økonomi.
Intuitivt er det ikke svært at forestille sig, at der er en grænse for, hvor lille et samfund, man kan være med eget hospital, lufthavn og gymnasium. Vi kan jo se, at der er grænser for, hvor mange medicinske sengepladser man kan holde åbne, hvis der er mangel på sygeplejersker. Der skal være børn nok i et skoledistrikt, hvis ikke skolen skal lukke. Der skal købes nok ind lokalt, hvis brugsen skal holde åbent. Der skal også betales skat nok til, at vi kan lønne hjemmehjælpen.
Siden 2018 har CRT flere gange set skeptisk på, hvor gode chancerne var for, at Bornholm så faktisk kunne opnå kommunalbestyrelsens mål, og vi er nok ikke de eneste. Nogle gange er det ikke nok at ville og skulle. Et mål behøver ikke være realistisk, bare fordi det er nødvendigt. Og selvom der har været positive vinde de seneste fem år, så er det svært at forestille sig, at den naturlige udvikling alene, selv med en meget stor figur af Rune Holm, skulle få en flad eller svagt stigende kurve til pludselig at ligne en hockeystav.
I 2020 besluttede regeringen så, at der skulle investeres milliarder i Energiø Bornholm. Og ikke længe efter gjorde Ruslands invasion af Ukraine, at europæiske ledere enedes om at sætte meget høje mål for investeringer i vindenergi i hele Østersøen. Der er tale om så store summer, at man dårligt kan drømme om andre og større appelsiner i turbanen i en overskuelig fremtid.
Det naturlige spørgsmål, vi stillede os i CRT, var derfor: Hvor tæt på 42.000 borgere kan vi komme med Energiø Bornholm?