Jeg møder Lis Koplev, da jeg er nede og bade en sommerdag på Nørrekås strand. Det er Lis, der starter samtalen. Hun spørger, om vandet var koldt. Hun er selv i gang med at samle sig mod til at bevæge sig ud for enden af badebroen og få sig et dyp. Det bliver ikke til mere 'smalltalk' end om vandets temperatur, for pludselig taler vi om amerikansk politik, det at arbejde som journalist og om, at hun flyttede til øen som 78-årig. Det sidste emne sætter sig fast i min hukommelse, også efter vi har sagt farvel og 'tak for snakken'.
Hendes historie gør et særligt indtryk på mig, og jeg forsøger efterfølgende at opsøge hende ved Mesters Venners klubhus på havnen, hvor jeg ved, hun nogle gange befinder sig, men uden held.
Knap en måned efter møder jeg igen Lis Koplev på præcis samme sted som den første gang: siddende på en bænk ved Nørrekås strand, med solhat, hvor hun iagttager sine omgivelser.
Jeg spørger, om jeg må fortælle hendes historie til Tidendes læsere, og det siger hun ja til.