I 2006 deltog dronning Margrethe – i år spænder corona ben for større markering

I 2006 deltog dronning Margrethe – i år spænder corona ben for større markering
I 2006 blev årsdagen for de sovjetiske troppers afrejse i april 1946 blandt andet markeret med en parade på Store Torv i Rønne, hvor dronning Margrethe og andre honoratiores deltog. I år bliver det noget mere afdæmpet. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 14. FEB 2021 • 12:55
Henrik Nielsen
Journalist
| ABONNENT
14. FEB 2021 • 12:55

MÆRKEDAG

Der er efterhånden gået 15 år siden, det med pomp og pragt og med besøg af både regentparret, daværende udenrigsminister Per Stig Møller og Ruslands ambassadør blev markeret, at det var 60 år siden, de sovjetiske tropper havde forladt Bornholm efter 2. Verdenskrig. Oprindeligt ønskede arrangørerne at markere årsdagen for Bornholms befrielse, men den ordlyd var så problematisk, at det blev ændret til Sovjets afrejse for at sikre deltagelse fra det officielle Danmark.

Knap så storladent bliver det, når det bliver tid til at markere, at der nu er gået 75 år, siden den sidste sovjetiske soldat forlod Bornholm den 5. april 1946. Regionskommunen har indset, at et større arrangement næppe vil kunne gennemføres på grund af corona. Derfor har økonomi-, erhvervs- og planudvalget lagt en plan for, hvordan den historiske begivenhed kan højtideligholdes under en pandemi.

Både Bornholms Museum, den russiske ambassade i København og private borgere får en rolle at spille.

Russisk udstilling

Udgangspunktet for markeringen bliver en udstilling, som Bornholm Museum i Rønne planlægger med udgangspunkt i en rig samling af samtidige fotografier og udvalgte effekter, som belyser hverdagen på Bornholm i tiden efter bombardementerne af Rønne og Nexø i maj 1945 og frem til de sovjetiske tropper forlader øen 11 måneder senere.

På selve dagen for 75-året er det planen, at borgmester Thomas Thors besøger udstillingen, ligesom dagen for eksempel vil kunne byde på foredrag, lydoptagelser fra Pressens Radioavis fra 5. april 1946 og byvandring, hvis udviklingen i covid-19 tillader det.

Også den russiske ambassade ønsker at vise en udstilling i forbindelse med årsdagen. Den har henvendt sig til kommunen om muligheden for at arrangere en udstilling i april. Udstillingen vil blandt andet vise unikt arkivmateriale og vidnesbyrd fra sovjetiske soldater, der gjorde tjeneste på Bornholm. Materialet er indsamlet af elever fra den russiske ambassades skole, som blandt andet har været i kontakt med slægtninge til soldaterne. Kommunen og ambassaden vil i samarbejde finde egnede lokaler til udstillingen, er det besluttet.

Private aktiviteter

Endelig ønsker kommunen at være imødekommende over for aktører, der på eget initiativ planlægger arrangementer, hvis de er forenelige med sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Der lægges derfor op til, at private aktører kan søge om støtte til arrangementer, der har til hensigt at markere årsdagen.

Muligheden er åben for borgere, foreninger eller organisationer, der ønsker at tage initiativ til for eksempel udstillinger, koncerter og forestillinger. De kan henvende sig til den kommunale udviklingskonsulent Jens Peter Koefoed med en kort beskrivelse af arrangementet.

Der er dog ikke lang tid til at tænke over sagen, da ansøgningsfristen er fastsat til 1. marts.