Den 2. juni 1984 står skarpt i Ann Hartls erindring

Ann Hartl er ikke mindst kendt fra sit lange virke i Bornholms Passagerforening, men siden hun sidste år fik arbejde i DAT, har hun måttet ændre fokus. Hun er fra Tyskland, men flyttede lige efter gymnasiet til Bornholm, og forleden blev hun 60 år.

I tirsdags fyldte du 60 år, tillykke med det, hvad lavede du på dagen?

– Uha, der var både noget planlagt og noget overraskende. Selv om jeg egentlig havde fri, var jeg først ude at drikke kaffe med mine kolleger, fordi jeg syntes, det var hyggeligt. Siden var jeg ude at gå tur med en veninde, som jeg også havde planlagt at spise sammen med, men så fik jeg til min overraskelse også en ekstra veninde på besøg, som spiste med.

Hvordan oplevede du at runde de 60, havde det en særlig betydning, var det bare endnu en fødselsdag i rækken, eller kom det måske lidt bag på dig?

– Det kom i hvert fald ikke bag på mig. Jeg vil sige, at det har været præget af, at min far døde sidste år den 6. september, altså tre dage før min 59-års fødselsdag, så jeg følte på en måde ikke, at den fandt sted. Derfor har det måske også i år føltes lidt, som om det slet ikke var 60, jeg blev. Min far var den sidste af mine forældre, der døde, og jeg har brugt mange kræfter på både at forlige mig med det og med at ordne boopgørelse og alle de her ting, der følger i kølvandet på sådan noget.

– Og det har påvirket mig i forhold til, hvad jeg havde lyst til ved min fødselsdag. Til alle mine andre runde fødselsdage, har jeg holdt stor fest, inviteret folk og arrangeret noget, fordi jeg syntes, det var vigtigt for mig. Men det har jeg simpelthen ikke gjort denne gang, så 60 har været anderledes end 50, 40 og så videre. Så ja, det har været lidt specielt.

– Der er jo også det i det, at man kommer op i en dekade, hvor man lige pludselig nærmer sig den der folkepensionsalder, og lige pludselig er man på papiret gammel – og det er man så ikke rigtig alligevel. Det sætter nogle tanker i gang på den måde.

Tænker du på alder som bare et tal, hvor det væsentlige er, at hvis man har det godt, betyder det ikke så meget?

– Ja, det tror jeg faktisk. Det er jo vigtigt, hvor gammel man føler sig – mere end, hvad der nu står på papiret. Det er også noget med, at bare man er sund og rask, så er det jo fint, men igen bliver det også sat i perspektiv af ens forældre. Min mor døde, da hun var 65, så det er jo lige om lidt for mig – uden at jeg tænker, at jeg skal dø ligesom hende.

– Men jeg fandt for nylig de fødselskort, jeg havde modtaget til min 30-års fødselsdag, og det er jo lige pludselig et halvt liv siden, og dét er tankevækkende, ikke også? Men jeg synes faktisk også, at hver gang, jeg bliver ældre og runder et skarpt hjørne, som man kalder det, er jeg blevet en bedre version af mig selv, så det er egentlig dejligt.

Kan du stedfæste dine første erindringer? Altså, hvad husker du som det første i livet?

– Det er jo nok lidt påvirket af, hvad man måske har set på film, og min far lavede smalfilm. Men rent faktisk står en sommerferie på Bornholm med min tyske familie meget distinkt, og der er jeg tre år gammel.

Hvilket kan have bidraget til, at du simpelthen bor på Bornholm nu – og har gjort det i hvor mange år?

– Ja, altså i hjertet nok i de der 57 år, haha. Men reelt, altså med lidt afbrydelser, faktisk i 41 år. Altså to tredjedel af mit liv. Det var i 1984, jeg kom hertil. Jeg blev færdig med studentereksamen, og tre timer senere sad jeg i toget mod København på vej til Bornholm, hvor jeg ankom den 2. juni om morgenen med natfærgen. Det står lysene klart, at det er den afgørende dato.

Sidste år foretog du en stor ændring i dit liv, da du fratrådte som formand for Bornholms Passagerforening efter otte år, hvor du ydermere før var leder af pendlergruppen i passagerforeningen, hvordan har det været at tage den beslutning og ikke længere skulle agere politisk?

– Jeg er jo ikke gået helt ud af det, jeg er bare gået ind og gør det nu på vegne af DAT, hvor jeg fik arbejde, så på den måde er det egentlig mere perspektivet, der har flyttet sig lidt.

– Men det har da været underligt, for jeg har jo tit mødt mennesker på min vej, som troede, at passagerforeningen var mit arbejde, og at jeg blev betalt for det, jeg lavede der og levede af det. Men det har jo snarere været det, jeg måske levede for. I hvert fald ikke noget, jeg levede af, for det har jo været fuldstændig frivilligt og ulønnet, men det betød virkelig noget for mig.

– Men det blev også en mærkelig periode, for jeg skulle starte i DAT den 15. juli, men min far blev alvorligt syg den 12. juli, og så måtte jeg afsted. Han boede jo i Hamborg i Tyskland, og lige pludselig pendlede jeg hele tiden derned.

Hvad lavede du inden DAT?

– Da havde jeg også pendlet meget til Sjælland, for jeg var gennem 16 år lektor i turisme og arbejdede på det, der nu hedder Professionshøjskolen Absalon, men der stoppede jeg i 2021. Og så havde jeg lige en sommer, hvor jeg var ude på Arnager Røgeri, dernæst kom jeg til Novasol, hvor jeg havde ansvaret for rengøring og oplæring af rengøringspersonale.

Hvad er forskellen på Ann Hartl 20 år og Ann Hartl 60 år?

– Uha! Nå, men altså, den ganske måske indlysende forskel er, at som 20-årig er der mange drømme, mange planer, mange idéer om, hvad Ann Hartl skal, når hun helt etablerer sig. Og 60 år, så er hun rundet af alderen og er i øvrigt ganske afslappet og afklaret. Der er ikke de store planer, planen er bare at have et godt liv. Carpe diem, ikke? Det at leve i nuet og tage det, som dagen byder på. Gøre et godt stykke arbejde og have det godt.

Du kender nok udtrykket en bucket-liste, som udtrykker en personlig liste over drømme, mål eller oplevelser, man ønsker at opnå – har du sådan en liste med nogle vigtige punkter på, hvor du tænker, at "dét skal jeg også lige nå"?

– Nej, faktisk ikke. Altså, og jeg tror egentlig heller aldrig, at jeg sådan helt reelt har haft den, heller ikke som 20-årig, men jeg var meget fokuseret, jeg vidste, hvad jeg ville med livet. Og så kom jeg jo på et eller andet tidspunkt til et punkt, hvor livet ikke helt ville det med mig, som jeg ville med livet. Sådan sker det jo nogle gange.

– Men så for en 14 år siden, nåede jeg et punkt, hvor jeg fandt ro i noget meditation, og det har bare gjort, at der er nogle ting, som jeg synes vil være hyggelige at gøre, men hvis jeg nu gik hen og døde i morgen, så ville jeg ikke synes, at der var mange ting, jeg ikke nåede.

Her til slut: Nu har du nået en vis visdommens alder, så hvad er meningen med livet?

– Jamen altså, meningen med livet er vel, at vi skal lære at være den bedste version af os selv og være gode ved hinanden. Og ikke lade os gå på af, at der er nogen, der måske har det lidt svært med lige præcis at være kommet dertil, hvor de er den bedste version af sig selv og er gode ved andre.

Ann Hartl

Blev den 9. september 60 år.

Hun bor i Rønne

Oprindeligt kommer hun fra Tyskland og er født i Hamborg.

I 1984 flyttede hun til Bornholm og har stort set været her siden.