Memory Lane på kasernen: Firkløveret genforenet i Allinge

Memory Lane på kasernen: Firkløveret genforenet i Allinge
Noah, William, Johan og Victoria er gamle soldaterkammerater med en fortid på Almegårds Kaserne. Og en mulig fælles fremtid på Bornholm. Som dog foreløbig blot er små, spontane strøtanker opstået i solen. Foto: Søren Strandman-Møller
Lørdag 13. september 2025 • 17:38
Lørdag 13. september 2025 • 17:38

Victoria, Noah, William og Johan var værnepligtige på Bornholm. Efter Beredskabsstyrelsens charmeoffensiv er der pludselig opstået en spontan tanke om at samles igen.

Der er fundet røg frem. Og forhindringer. Og tunge ting, som skal flyttes. Og droner. Og en masse andre spændende sager. Det er lørdag middag, og Beredskabsstyrelsen i Allinge holder åbent hus for alle, der gerne vil vide lidt mere om, hvad de går og pusler med heroppe af vigtige opgaver.

Presseofficer Tobias Pejtersen er godt tilfreds. Klokken er 12:58, og der er fortsat halvanden time tilbage af dagens arrangement.

– Vi vurderer, at der har været 400-500 indtil videre, siger han.

Det åbne hus er for alle, men det er langt fra alle gæster, der myldrer til direkte fra Bornholm. Arrangementet tiltrækker en del ovrefra, og det er der en særlig grund til.

– De unge værnepligtige er her i ni måneder, så der er mange forældre og pårørende, som gerne vil se, hvad de laver herovre, siger Tobias Pejtersen. Det fik han dokumenteret ved håndsoprækning.

– Da jeg spurgte, hvor mange der var kommet til Bornholm i dag, røg der en skov af hænder i vejret, siger presseofficeren.


– Vi kan hjælpe med at slukke ildebrande, håndtere kemikalieuheld og udføre redningsopgaver, forklarer presseofficer Tobias Pejtersen om nogle af Beredskabsstyrelsens opgaver. Foto: Søren Strandman-Møller

Hun skal være brandpige

Én af hænderne fra skoven sidder på Janne Kjærvede. Hun kommer fra Faaborg og er genganger gange mange gange.

– Min søn Emil har været her fra juni 2014. Han ville gerne i militæret, men trak frinummer. Så kom der besked fra Bornholm om, at han kunne komme herover, siger hun.

Men Bornholm, det var alligevel lidt af en mundfuld.

”Det er jo langt væk, mor,” sagde Emil. Det ville mor ikke høre tale om.

– Du skal da bare tage af sted, svarede hun. Hvilket Emil så gjorde. Nu er han gift, har fået børn og blev efter 10 år hos Beredskabsstyrelsen i Allinge ansat som indsatsleder ved Bornholms Brandvæsen sidste år.

Janne Kjærvede er mor til tre. De er født med en vis spredning, og yngste mand Magnus på 15 år er med i dag. Magnus ser muligheder i det der med Allinge, Beredskabsstyrelsen og hele herligheden her.

– Jeg ser op til min storebror, så jeg overvejer lidt at komme herover, siger han.

Sigrid er Emils datter og dermed Magnus’ niece. Sigrid er fem år gammel og meget genert. Så det der mod fotografering, det er altså ikke lige noget for hende. Men hun vil være brandpige, når hun bliver stor. Så meget er sikkert.

Janne Kjærvedes midterste søn er læge og bor i Aalborg med sin bedre halvdel.

– De overvejer at flytte herover, og det vil jeg også selv, slår hun fast. Meget fast. Så hvis Magnus vil være tæt på sin familie, er der dømt enkeltbillet med Express 5.


Farmor og mor Janne sammen med barnebarnet Sigrid og sønnen Magnus. Sigrid er ikke tosset med det der foto-noget. Især ikke, når man har en is. Foto: Søren Strandman-Møller

Syv, nej ni

Melissa er seks år gammel og ret betaget af det hele. Faktisk så betaget, at det er grumme vanskeligt at udpege det bedste, som dagen har budt på. Melissa får lidt hjælp fra sufflør-mor. Så klarer hun op.

– Det sjoveste var at være røgdykker. Og det var lys derinde, siger hun.

Melissa er kravlet op i en brandbil med storebror William. Han er et meget sjældent barn, når det kommer til alder.

– Jeg er syv år gammel, siger William.

– Nej, du er ni år gammel, siger mor. Et barn, der lyver sig yngre. Så har man hørt det med.

William synes, det sjoveste er forhindringsbanen.

– Jeg har prøvet to gange nu, men jeg skal slå min rekord. Jeg stopper ikke, før jeg har gjort det, siger han. Blikket siger det samme. William skal nok sove godt i nat.


Melissa og William har indtaget én af de helt store biler. De mangler dog en nøgle, før det for alvor kan blive sjovt. Foto: Søren Strandman-Møller

Væk fra Viborg

Simon Neumann har taget turen til Allinge fra Jylland og slår lejr i ni måneder. Det er ikke tilfældigt, han har valgt at aftjene sin værnepligt hos Beredskabsstyrelsen her.

– Jeg har altid gerne ville arbejde med at redde mennesker og hjælpe. Desuden vil jeg gerne væk fra alt det, man kender, siger han. I dette tilfælde er alt det, man kender, Viborg.

– Jeg kunne ikke komme længere væk end Bornholm. Det er pissefedt og bedre end alle mine forventninger, slår han fast.

Simon vil gerne have det håndgribeligt.

– Du får lov til at gøre alting praktisk i stedet for, at det skal være teoretisk, forklarer han.

Nu er der gået tre en halv måned af hans værnepligt. Med andre ord har han fem en halv måned tilbage på Bornholm, medmindre han da slår rod i nærmeste klippe.

Kunne du forestille dig at blive herovre, når du er færdig?

Simon har tilsyneladende været på kursus på presseofficer Tobias.

– Det er en dejlig ø, svarer han. Så bliver han stille. Spørgsmålet er forhåbentlig afpareret. Stilheden varer ved. Til sidst bliver stilheden lidt for pinagtig, så Simon åbner munden igen.

– Nej, det kunne jeg ikke. Det er lidt for småt herovre, siger han. Og smiler stort.


Simon Neumann ser frem til at atter at kunne se Viborg slå FC Midtjylland, når han vender hjem til domkirkebyen efter udstået værnepligt. Foto: Søren Strandman-Møller

Det hårdeste og fedeste

Et firkløver hænger ud på toppen af en bakke. De hedder Victoria, Noah, Johan og William. Det er ikke den samme William som forhindringsbane-William. Fodboldtrøje-William er 20 år gammel og vendt tilbage til Bornholm for en kort visit sammen med sine tre venner.

De har været værnepligtige på Almegårds Kaserne og er kørt en tur ned ad Memory Lane med lidt hjælp fra Bornholmslinjen. At de fire valgte Almegårds Kaserne, skyldtes ryet eller rygtet, alt efter hvordan man ser på det.

– Jeg fik at vide, at det var det hårdeste og fedeste, siger Noah på 19 år.

De resterende tre stemmer i med et ja og et ja og et ja. Men erkender samtidig, at værnepligtige på andre kaserner muligvis vil angive deres sted til at være det hårdeste.

– Det er sjovt at komme tilbage igen, siger William. Alle stemmer i igen. Der er bred enighed om det meste. Det er også sjovt at se, hvad der sker hos Beredskabsstyrelsen i Allinge. Faktisk så sjovt, at det måske bliver til mere end dette besøg. Måske.

– Jeg har en kammerat, der lige er startet her. Det er utroligt spændende at se, hvad han laver, siger Victoria, der er 18 år gammel.

Nye fremtidsplaner?

De fire kommer fra forskellige steder i landet, og det var en aldeles spontan idé, der fik dem til at tage på roadtrip til Bornholm denne weekend. For Johan på 18 år ser turen dog ikke ud til at blive en engangsfornøjelse.

– Jeg vil være konstabel her på Almegårds Kaserne, siger han.

William og Victoria vil være sergentelever, og så skal man til Varde. Noah er den eneste, der ikke lige bekender kulør, når det kommer til fremtidsplaner.

Men så begynder fremtidsplanerne måske at skride lidt for hele banden. De kigger på hinanden. Nu nærmer klokken sig 14, og efter at have været her siden klokken 11, er der spiret et lille frø i maven på dem. Firebanden overvejer pludselig en lille smule om, hvorvidt et job hos Beredskabsstyrelsen i Allinge måske kunne være en fornuftig fremtid. Og så ville de heller ikke behøve at køre land og rige rundt for at være sammen.


Noah, William, Johan og Victoria. Foto: Søren Strandman-Møller


Følg debatten på facebook!

INDENFOR

Oliekongen nyder sit nye liv
EKSKLUSIV | ABONNENT

Oliekongen nyder sit nye liv

Manden bag rapsolie-eventyret på Lehnsgaard.
Mad-entreprenøren fra Melsted
EKSKLUSIV | ABONNENT

Mad-entreprenøren fra Melsted

Fra vanvidskøkkenet i Rom til madfest i Gudhjem. Det er notorisk fart over feltet for Mikkel Marschall, skaberen af sol over Gudhjem. Men lidt mindre end tidligere, for en en voldsom stresssygdom lærte ham, at man er nødt til at træde på bremsen, selv om det er svært.
FÅ ABONNEMENT