Hvorfor mennesker tror – selv uden beviser

Peter Loman reagerer på klummen "Inden søndag" fra den 6. september, hvor Espen Norderhaug Brandt reflekterer over, hvad ordet "tro" betyder i sætninger som "at tro på Gud."

Da jeg selv ikke tror på nogen gud, finder jeg det meget interessant at tage del i andres overvejelser i forhold til det overnaturlige.

Espen tror på den kristne gud af den grund, at han har tillid til evangelieteksternes fortælling. Det vil sige, han tror (har tillid til), at fortællingen er sand.

Men samtidig er det ikke helt så enkelt alligevel, da han senere når frem til, at Gud er det, som han bruger til at navigere efter i sit liv – og altså derfor ikke er en ting, der i den forstand eksisterer.

Hans gud er en fortælling, som han forstår sig selv igennem – og som aflaster ham fra alene at skulle skrive sin egen evindelige selvfortælling.

Fortællingens kraft

Og her begynder jeg at være enig med Espen.

Fortællingens kraft er stor, og vi mennesker har brug for fortællinger. Vi har altid fortalt hinanden historier - nogle sande og andre ren fantasi - nogle gange som underholdning og andre gange som formidling af vigtig kulturel eller moralsk information - eller det hele på en gang.

Hvis vi har tillid til historiefortælleren, så stoler vi mere på historien. Det er derfor, at nogle mennesker tror på guder på trods af, at der ikke findes beviser for, at den slags væsener eksisterer. Det er derfor, at religioner føres videre fra forældre til børn, og derfor at der oftest er en religion der dominerer i et bestemt samfund, da den fortælling er blevet fortalt af autoriteter i det samfund.

Det er oftest forældre, præster og prædikanter.

Fortællingens oprindelse

Min syn på alle fortællingers oprindelse er, at de er blevet skabt af mennesker.

Vi har fra begyndelsen prøvet at forklare, underholde og videreformidle ved at tale med hinanden. Derfor er der ingen fortælling, der har en overnaturlig oprindelse. Alle fortællinger er noget, som vi selv har fortalt i ord eller skrift - en evindelig selvfortælling, hvis I vil. Noget vi giver til hinanden, og hvor vi kan finde information, underholdning (både god og dårlig) og visdom, uanset hvem der har videreformidlet den.

Lidt misvisende

Med de briller på ser jeg Espens billede af Mads Skjerns manglende evne til at finde Lise Nørgaard som noget misvisende.

Det er jo Lise, der er fortælleren, og Mads Skjern, der er karakteren i hendes fortælling, ikke omvendt. Lise fandtes i virkeligheden, det gør Mads Skjern ikke.

Hvis jeg må komme med et andet billede, så er det dét, at Lise er repræsentant for os historiefortællende mennesker, og Mads Skjern er Gud.