Viking/RIK op på siden af NB Bornholm

Viking/RIK op på siden af NB Bornholm
Andreas Olsen og Lamujr Michael stod for de tre mål, da Viking/RIK besejrede Rødovre med 3-2. Foto: Kjeld Lundbæk
NOTITS | SPORT | Lørdag 13. september 2025 • 20:50
Kjeld Lundbæk
Journalist
NOTITS | SPORT | Lørdag 13. september 2025 • 20:50

Viking/RIK slog bundholdet Rødovre med 3-2 - NB spillede 2-2 mod Vigerslev.

Der er lagt op til et spændende lokalopgør, når KS-holdene fra Viking/RIK og NB Bornholm tørner sammen på Rønne Stadion Nord lørdag den 27. september. Lørdagens resultater betød nemlig, at de to bornholmerhold nu ligger side om side med hver otte point.

Inden lokalopgøret i Rønne skal Viking/RIK dog først møde Frem 2 i København, mens NB Bornholm spiller den tredje hjemmekamp i træk, når de på lørdag får besøg af Husum.

Skal Viking/RIK overleve sin første sæson i Københavnsserien, er det vigtigt at vinde kampe som den mod Rødovre, der kom til Rønne med kun to point på kontoen. Det lykkedes, selv om det kampen igennem var københavnerne, der havde mest spil. Viking/RIK tillæmpede sig en sejr på 3-2 (1-1).

Lamujr Michael scorede kampens første mål, da han efter et kvarters spil lobbede bolden over Rødovres målmand til 1-0. Den føring holdt til den halve time, hvor backen Mathias Thorlacius headede et indlæg fra venstre side i nettet til pauseresultatet 1-1.

Den lille Rødovre-dominans fortsatte i 2. halvleg, men gæsterne tog sig ikke i agt for hjemmeholdets målfarlige hurtigløbere Lamujr Michael og Andreas Olsen. I det 53. minut overrumplede de to Viking/RIK-angribere to gange inden for samme minut Rødovre-forsvaret på hurtige kontraangreb og bragte bornholmerne foran med 3-1.

Syv minutter senere reducerede Laurits Persson til 3-2, men selv om der var mere end en halv time tilbage, lykkedes det Viking/RIK at forsvare den stilling, til det sidste dommerfløjt lød. Ti minutter før tid misbrugte Lamujr Michael et svagt placeret bornholmsk straffespark.

NB var bagud med 2-0      

I Nexø jagtede NB Bornholm en topplacering, men der er tæt kamp om placeringerne i forreste række, så med 2-2 (0-1) mod et andet af de mulige tophold, Vigerslev, må bornholmerne lige nu tage til takke med en syvendeplads, to point efter førende B 1908.

NB Bornholm havde svært ved at få gang i spillet 1. halvleg. Vigerslev stod stærkt på egen banehalvdel og satte flere gange hjemmeholdets forsvar under pres med farlige kontraangreb. Ene mand mod tre NB-forsvarere lykkedes det kort før pausen Mado Racha at bringe gæsterne foran med 1-0.

I 2. halvlegs første minut tog et frispark fra Victor Olsen overkanten af overliggeren, og selv om NB Bornholm sad tungt på spillet i de sidste 45 minutter, så det svært ud for hjemmeholdet, da Yonis Abdalla efter et kvarters spil øgede Vigerslevs føring til 2-0. Igen var det bornholmske forsvar lidt på hælene.

Der skulle et straffespark til, før NB Bornholm i det 59. minut fik gang i målscoringen. Victor Olsen blev fastholdt helt nede på baglinjen og scorede selv meget sikkert til 1-2.

Det var en kamp med mange frispark, seks gule kort og masser af stop i spillet, fordi der lå Vigerslev-spillere og ømmede sig. NB Bornholm gav dog ikke op, og seks minutter før den ordinære spilletids udløb kunne backen Terkel Due Lund fra få meters afstand udligne til 2-2 efter smart forarbejde af Nikolaj Madsen og Christopher Munk helt nede på baglinjen i venstre side.

Dommer Kim Andersen, der havde en virkelig travl eftermiddag, men hele tiden havde kampen under fuld kontrol, havde lagt 11 minutter til, uden at nogen af de to hold formåede at score alle tre point.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT