Gammel fascination vakt til live i gemte lydfiler

Journalist Ulla Bechsgaard interviewede i årene 2015-17 kunstneren Inge Lise Westman, som gennem 50 år virkede på Bornholm, og hvis værker lige nu kan opleves på Bornholms Kunstmuseum. Lydfilerne med interviewene blev aldrig brugt, men er omsider gravet frem og bidrager til bogen "Inge Lise Westman – maler, grafiker, billedhugger".

10 timers interview med Inge Lise Westman.

Så lang tid brugte journalisten Ulla Bechsgaard i årene 2015-17 på at interviewe kunstneren, fordi hun havde planer om at skrive en bog om hende.

Men i 2016 ændrede situationen sig radikalt, da Inge Lise Westmans og hendes mand, etnolog Emil Hertz', søn, Emil Westman Hertz, døde.

Projektet med bogen gik i stå, og lydfilerne røg i skuffen – men nu har Ulla Bechsgaard gravet dem frem i lyset, hvorfor hun har kunnet bidrage til den bog, som Bornholms Kunstmuseum har sendt på gaden om Inge Lise Westman, som selv døde sidste år, og som museet også frem til den 2. november huser en udstilling med.

"Westmans betydning rækker langt ud over Bornholm, og hendes værker indgår i både private og offentlige samlinger, men fordi hun boede og arbejdede på øen i 50 år fra 1974 og til sin død i 2024, er det museets ansvar at dokumentere hendes livsværk gennem indsamling, bevaring, forskning og formidling".

Sådan skriver kunstfaglig leder på Bornholms Kunstmuseum Tine Nygaard i forordet til bogen "Inge Lise Westman – maler, grafiker, billedhugger", som museet altså har udgivet.

Den kunstfaglige leder slår ligeledes fast, at udgivelsen om kunstnerens livsværk "hører til i hjertet af den opgave, Bornholms Kunstmuseum har som regionalt kunstmuseum".

130 sider

Bogen er på 130 sider, rigt illustreret og i stort format, nemlig 30,5 x 24,5 centimeter, og der er flere bidragydere, idet eksempelvis museumsinspektør på kunstmuseet Lotte Nishanthi Winther slår fast, at "Naturen var det vigtigste undersøgelsesfelt i Inge Lise Westmans billedkunst fra begyndelsen af 1970'erne og helt frem til hendes sidste leveår".

Bogen rummer blandt andet også interview med Inge Lise Westmans børnebørn, datter og ægtemand, Ole Hertz, mens et nok så væsentligt indslag, som strækker sig over 25 sider, altså leveres af den i Rønne bosatte journalist med mere Ulla Bechsgaard.

Hun interviewede i 2017 til Kristeligt Dagblad Inge Lise Westman i artiklen "Billedkunstner: At miste et barn er det værste, man kan opleve", hvor Westman blandt andet reflekterede over sønnen billedkunstneren Emil Westman Hertz' død som 37-årig året forinden – men dertil har Ulla Bechsgaard altså gravet en række lydfiler frem, som stammer fra interviewsamtaler, som hun foretog med kunstneren i årene 2015-17.

Blev fascineret

Ulla Bechsgaard fortæller, at hun som ung journalist i december 1977 blev ansat på fagbevægelsens avis Bornholmeren – og allerede dengang blev fascineret af Inge Lise Westman og hendes kunst.

– Hun lavede nogle særlige værker og havde et interessant natursyn, siger Ulla Bechsgaard til Tidende.

– Jeg har så fulgt hende siden, og på et tidspunkt tænkte jeg, at nej, jeg vil skrive en bog om hende! Jeg spurgte, om hun ville være med til det, og det ville hun, så jeg fik lov til at komme og besøge hende, og det var jo rigtig dejligt.

– Jeg var mange gange i deres hjem ved Gudhjem, og hendes mand, Ole, var også til stede. Men der var ikke rigtig nogen forlag, der var interesserede i bogen, og så skete der jo det med deres søn, som blev syg og døde i 2016.

– Det betød, at jeg holdt mig lidt tilbage, men jeg interviewede hende jo altså til Kristeligt Dagblad, hvor hun fortalte om sorgen, men hun sagde også til mig, at hun ikke længere var interesseret i at lave bogen, og så parkerede jeg det. Hendes begrundelse for ikke at gå videre var, at i den tid, hun havde tilbage, ville hun fordybe sig, siger Ulla Bechsgaard.

Faktisk var det dengang meningen, at mor og søn skulle have hver sin udstilling på Bornholms Kunstmuseum i henholdsvis 2016 og 2017, men i samråd med den daværende direktør, Lars Kærulf Møller, byttede de rundt, så han fik 2016, hvilket altså også blev det år, han døde, mens hun fik 2017.

Sjymma

Det år lavede hun soloudstillingen "Sjymma" på kunstmuseet, idet sjymma er det bornholmske ord for skumring. Den tid på døgnet, hvor solen er gået ned, og dagslyset forsvinder – et sindbillede på livet og døden

– Hun besluttede, at hun jo måtte i gang med at male for at være klar til den udstilling, og det bliver for hende også en måde for hende at bearbejde sorgen på. Det var en kæmpe hjælp for hende, at hun kunne komme i gang med at male igen, fortalte hun mig, siger Ulla Becksgaard.

– Og hun har jo lavet nogle mesterværker efter sønnens død, det er simpelthen nogle kæmpestore, flotte billeder, såsom "Tårehavet" fra 2017, som også er med på den store udstilling deroppe nu, og som alle jo har set som en bearbejdning af hans død.

Også billedet "Uendeligheden" dækker den periode, og i artiklen i Kristeligt Dagblad i 2017 forklarer kunstneren, at det næsten malede sig selv:

– Jeg malede det efter Emils død og prøvede i modsætning til mine andre billeder at tømme det for indhold, jeg ville undersøge, hvor lidt der kan være i et billede. Jeg var inspireret af Michael Endes "Den uendelige historie", som jeg læste for Emil, da han var lille. Jeg huskede tågelandskabet, de store sten og skildpadden. Det er den stemning, jeg har ønsket at skabe, sagde hun dengang.

Kronologien

Hvordan var det for dig at genbesøge jeres gamle samtaler?

– Det var tydeligt for mig, at det var netop samtaler. Det var research-samtaler, for jeg er jo også radiojournalist, og når man hører filerne, er det tydeligt, at det er researchbånd, som blandt andet handlede meget om at få styr på kronologien, siger Ulla Bechsgaard.

Og netop kronologien efterspurgte Tine Nygaard fra museet, som også er redaktør på den nye bog.

– Og det var så det, jeg kunne bidrage med, siger Ulla Bechsgaard, som har skrevet kapitlet "Liv og værk – en kronologisk fortælling".

Hun forklarer, at noget af det, der fascinerede hende ved Inge Lise Westman, var hendes måde at arbejde på.

– Hun var jo så ihærdig og så flittig, men hun var aldrig tilfreds med det, hun havde lavet. Hun var meget kritisk over for det, og det var godt, for så skulle hun jo male et billede mere, hvor hun skulle gå i dybden med det og undersøge det og finde ud af, om hun kunne komme frem til det præcise udtryk, hun gerne ville have.

– Hun var hele tiden under uddannelse, kan man sige, med sig selv. Altså, hun var jo totalt dedikeret. Og som der var en, der sagde til mig: Jeg tror, at Inge-Lise tænkte på sin kunst, når hun lagde sig til at sove om aftenen, og som det første, når hun vågnede om morgenen – hun tænkte altid på den, siger Ulla Bechsgaard.