Henrik kendte mange: 200 kom til bisættelsen

Henrik kendte mange: 200 kom til bisættelsen
Henrik Balle blev 65 år. Privatfoto
Fredag 12. september 2025 • 19:00
Holger Larsen
Journalist
Fredag 12. september 2025 • 19:00

Henrik Balle fra Tejn var lærer og engageret i flere foreninger.

Tejn Kirke var godt fyldt forleden, da cirka 200 var mødt op for at tage afsked med Henrik Balle, der blev 65 år.

Henrik Balle kom fra Sjælland. Han flyttede til Bornholm i 1998 og fik en stor omgangskreds, fordi han engagerede sig på mange forskellige områder.

Det var bornholmeren Mette Myhre, der fik ham til Bornholm. De mødtes i København, hvor Henrik Balle kørte taxi. Han kørte også for bloddonorerne og den mobile blodbank, hvor Mette arbejdede.

Henrik Balle læste ved siden af til lærer, mens Mette Myhre læste medicin. Da hun fik mulighed for at blive praktiserende læge på Bornholm, flyttede de til Tejn med deres to døtre.

– Jeg er bornholmer. Det var Henrik ikke. Så det var lidt et sats, om han kunne falde til. Men det gjorde han. Han blev bornholmer med stort B, siger Mette Myhre.

Tog pause for at passe børn

Henrik Balle har undervist på flere bornholmske folkeskoler og på ungdomsskolen. I de sidste år var han på Søndermarksskolen i Rønne.

De naturvidenskabelige fag var hans område, og han havde et sciencehold for elever fra flere skoler.

Han tog undervejs en pause fra lærerjobbet, hvor han var deltidslægesekretær i hustruens klinik i Allinge for at kunne give børnene lidt mere voksentid.

Henrik Balle engagerede sig på flere områder. Han var i mange år formand for Tejn Sejlklub, han spillede volleyball i Allinge, var træner for de unge og tog initiativ til at starte kidsvolley.

Han var i bestyrelsen for bloddonorerne på Bornholm og for Naturbornholms Venner, og han var aktiv i Matematiklærerforeningen.

Team Rynkeby

Henrik Balle var glad for at cykle. Han var med på et lokalt hold i Tejn og har været med Team Rynkeby Bornholm til Paris fem gange.

– Henrik var en god familiefar, altid glad og smilende, og han var meget hjælpsom, siger Mette Myhre.

Han var glad for at have de to døtre Sofie og Sabrine og tre børnebørn på Bornholm. Turen gik også tit til Fyn for at besøge Henrik Balles datter fra et tidligere forhold, Camilla, og de tre børnebørn derovre.

Henrik Balle efterlader sig også sin mor og to søskende, og Morten Balle betegner Henrik Balle som en fantastisk storebror og et fantastisk menneske.

– Henrik vadede ind i folks hjerter og havde hundredvis af venner og gode bekendte. Til hans bisættelse kom der langvejs fra mennesker, som jeg og min søster Vinni talte med om Henrik. De nævnte alle Henriks hjælpsomhed gennem livet, og hvordan han på sin egen stille måde kunne tale med alle med venlighed og accept, siger Morten Balle.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT