Grand slam-vinder åbner med sejr under Runes ekstræner

25. SEP 2024 • 13:07SPORT

Den tidligere verdensetter Naomi Osaka samarbejder med Holger Runes tidligere træner Patrick Mouratoglou.

Tennisspilleren Naomi Osaka fik onsdag en succesoplevelse, da hun første gang var i kamp under sin nye træner, Patrick Mouratoglou.

Den 26-årige japaner, der har vundet fire grand slam-titler, åbnede China Open med en sejr over italieneren Lucia Bronzetti med cifrene 6-3, 6-2.

Det skete altså med Mouratoglou i trænerboksen. Den franske stjernetræner har ad flere omgange været træner for Holger Rune, og de afsluttede deres seneste samarbejde i slutningen af juli.

Han er mest kendt for sit mangeårige samarbejde med Serena Williams, og han sad i boksen hos Williams, da sidstnævnte tabte US Open-finalen til netop Osaka i 2018.

Osaka har ved mange lejligheder fortalt, at Serena Williams er hendes store idol, og efter onsdagens kamp fortalte hun, at hun af samme årsag har været en anelse benovet i forhold til at møde Mouratoglou.

Men nu er det altså endt i et samarbejde mellem dem.

- Jeg mødte ham, snakkede med ham, og så begyndte vi at arbejde sammen på banen. Han er en virkelig god træner, og jeg er virkelig glad for, at han vil være en del af projektet, siger Osaka til WTA's hjemmeside.

26-årige Osaka vandt fire grand slam-titler fra september 2018 til januar 2021 og bragte sig op som nummer et på verdensranglisten i den periode.

Men mentale udfordringer som stress og angst ramte hende i 2021, og i denne sæson har hun haft svært ved finde sit tidligere niveau efter at have været på barsel i hele 2023.

Aktuelt ligger Osaka nummer 73 i verden.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT