Real Madrid melder Mbappé skadet før lokalderby

25. SEP 2024 • 14:35SPORT

Kylian Mbappé har pådraget sig en skade i venstre lår. Prognosen er usikker, men han kan være ude i ugevis.

Den spanske storklub Real Madrid må muligvis undvære en af verdens bedste fodboldspillere i den kommende periode.

Onsdag meddeler klubben på sin hjemmeside, at franskmanden Kylian Mbappé døjer med en skade i venstre lår. Det har en undersøgelse af klubbens læger fastslået.

Han kom til skade, da mesterklubben tirsdag vandt 3-2 hjemme over Alaves. Efter at have scoret blev Mbappé udskiftet i kampens slutfase.

Efter kampen fortalte Real Madrid-træner Carlo Ancelotti, at franskmanden selv bad om at blive skiftet ud, men at der ikke var grund til bekymring.

Real Madrid oplyser ikke, hvor længe skaden forventes at holde den franske hurtigløber ude.

Ifølge flere spanske medier og normalt velunderrettede The Athletic er forventningen, at Mbappé er ukampdygtig i tre uger.

I så fald går han glip af søndagens lokalopgør mod Atlético Madrid i La Liga, næste uges Champions League-kamp mod Lille samt en ligakamp mod Villarreal og to franske landskampe.

I tillæg kan også gentagelsen af Champions League-finalen mod Dortmund samt El Clasico mod Barcelona om en måned være i fare for Mbappé.

Den 25-årige frontløber kom til Real Madrid fra Paris Saint-Germain forud for sæsonen. Siden har han scoret syv mål i ni kampe på tværs af alle turneringer.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT