Kina affyrer ballistisk missil i Stillehavet og skaber bekymring

25. SEP 2024 • 10:29UDLAND

Japan og New Zealand er bekymrede over Kinas affyring af et ballistisk missil i Stillehavet natten til onsdag.

Kina har gennemført en sjælden affyring af et interkontinentalt ballistisk missil i Stillehavet.

Det oplyser det kinesiske forsvarsministerium i en udtalelse ifølge Reuters.

Det var en "rutinemæssig øvelse" og var ikke rettet mod hverken noget land eller mål, lyder det i udtalelsen.

Affyringen fandt sted natten til onsdag dansk tid.

Kina "informerede de omkringliggende lande på forhånd", lyder det i en særskilt rapport fra det statslige nyhedsbureau, Xinhua.

Rapporten kommer ikke ind på missilets nøjagtige bane, eller hvor "i det åbne hav i Stillehavet" det faldt ned.

Affyringen "testede effektivt våbnenes og udstyrets ydeevne samt troppernes træningsniveau, mens missilet også nåede det forventede mål", skriver Xinhua.

Det er sjældent, at Kina affyrer langdistancemissiler i havet, da landet foretrækker at teste dem i isolerede provinser som Indre Mongoliet uden forudgående varsel, har analytikere ifølge Reuters vurderet.

Japan blev ikke informeret, før missilet blev affyret, oplyser regeringens øverste talsmand, Yoshimasa Hayashi, ifølge AFP.

- Vi er alvorligt bekymrede for Kinas pludselige militære oprustning, siger han.

Også New Zealand kalder affyringen for en "uvelkommen og bekymrende udvikling", lyder det fra en talsmand for landets udenrigsminister, Winston Peters.

- Ledere af lande i Stillehavet har klart udtrykt deres forventning til, at regionen forbliver fredelig, stabil, fremgangsrig og sikker, lyder det fra den unavngivne talsmand.

Han udtaler, at Wellington-regeringen vil rådføre sig yderligere med de allierede i Stillehavet, når flere detaljer kommer frem.

- Vi er fortsat i gang med at indsamle yderligere information, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT